Prøv avisen

Sex & Samfund kritiserer Indre Missions nye materiale til seksual-undervisning

Materialet fra Indre Mission har været undervejs siden i sommer. Ifølge aktørerne bag skal det være et supplement eller et alternativ til den eksisterende køns- og seksualundervisning i skolen, der primært er præget af organisationen Sex & Samfund, som udarbejder materiale til seksualundervisning med udgangspunkt i et mere progressivt syn på køn og seksualitet. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Der er en underliggende tone om rigtigt og forkert i nyt materiale om køn og sex fra blandt andre Indre Mission, siger organisationen Sex & Samfund

Hvad vil du gøre, hvis du i et frikvarter ser, at to drenge driller en anden ved at kalde ham ”din bøsse!” eller ”din homo!”? Det spørgsmål stiller kirkelige organisationer som Indre Mission, Dansk Oase og Luthersk Mission i et nyligt udgivet undervisningsmateriale om køn og seksualitet til børn ned til 1. klasse.

Spørgsmålet skal børnene diskutere, og efterfølgende skal læreren samle op på diskussionen og konkludere, at man skal udvise respekt for homoseksuelle – også selvom man måtte have den holdning, at sex hører til i et ægteskab mellem en mand og en kvinde.

Materialet har været undervejs siden i sommer. Ifølge aktørerne bag skal det være et supplement eller et alternativ til den eksisterende køns- og seksualundervisning i skolen, der primært er præget af organisationen Sex & Samfund, som udarbejder materiale til seksualundervisning med udgangspunkt i et mere progressivt syn på køn og seksualitet.

Allerede i sommer rynkede den organisation brynene over udsigten til kirkelig- konservativ konkurrence i seksualundervisningen. Og der var grund til den bekymring, mener Sex & Samfunds nationale chef Lene Stavn-gaard, som nu har set materialet. Ifølge hende er ovenstående diskussion om respekt for homoseksuelle et godt eksempel på hvorfor.

”Det går igen i hele materialet, at de har et meget tolerancepræget sprog i forhold til tidligere tiders fordømmelse af seksuelle minoriteter. Men i virkeligheden er fordømmelsen der stadig. Den er bare gemt bag en foregivet tolerance. Den underliggende tone er stadig, at der er rigtigt og forkert i forhold til køn og seksualitet,” siger hun.

Ud over ovenstående eksempel ser hun det i undervisningsmaterialets del om køn. Modsat Sex & Samfund hævder de kirkelige organisationer i det nye undervisningsmateriale ikke, at der er mange forskellige kønsidentiteter. I stedet lyder det, at man kan være dreng og pige på mange forskellige måder, hvilket læreren i undervisningen kan illustrere ved at vise filmen ”Billy Elliot” om en britisk dreng, der gerne vil danse ballet, selvom hans far mener, at det er en piget sport, og foretrækker, at han går til boksning.

”Hvis man skal skabe et trygt rum for børn og unge mennesker i undervisningen, går det ikke, at man taler om rigtigt og forkert i forhold til transkønnethed og homoseksualitet og i øvrigt behændigt undgår at nævne intersex, som udfordrer den biologiske mand/kvinde-dikotomi. Hvis der sidder et transkønnet barn i et klasseværelse med sådan en undervisning, vil det føle sig forkert på trods af det toleranceprægede sprog,” siger hun.

Det passer imidlertid ikke, at organisationerne bag undervisningsmaterialet fordømmer nogen, siger Gitte Rasmussen, landsleder i Indre Missions Familiearbejde. Fænomenet transkønnethed bliver for eksempel beskrevet og anerkendt flere gange i materialet, siger hun. Men organisationerne bag ønsker at have et andet fokus i debatten om kønsidentitet.

”Jeg synes ikke, at vi dækker over noget ved at have en tolerant tilgang. Vi ønsker på ingen måde at fordømme hverken homoseksuelle eller transkønnede, der kan stå i en meget ulykkelig situation. Hvad vi til gengæld vil, er at nedbryde stereotype forestillinger om, hvad drenge og piger skal være. At man sagtens stadig kan være en dreng, selvom man ikke passer ind i en stereotyp. Vi vil åbne op for, at man ikke behøver være transkønnet, bare fordi man er en dreng, der kan lide at lege med dukker, eller en pige, der kan lide at lege cowboy,” siger hun.

Undervisningsmaterialet er tilgængeligt på hjemmesiden jegerkøn.dk og er allerede blevet afprøvet på tre kristne friskoler. Ifølge Gitte Rasmussen er der kommet positive tilbagemeldinger, og hun har svært ved at forstå, hvorfor Sex & Samfund kalder det fordømmende.

”Jeg vil ikke afvise, at vi historisk har haft et anstrengt forhold til transkønnede og homoseksuelle. Min umiddelbare tanke er, at Sex & Samfund kan have haft nogle forhåndsforventninger på grund af den historie. For ellers har jeg svært ved at se, hvordan dette undervisningsmateriale kan opfattes som fordømmende. Vi har gjort meget ud af at anerkende og vise respekt over for transkønnede og homoseksuelle, der kan stå i en meget frustrerende og ulykkelig situation over at føle sig forkerte,” siger hun.