Organisationer har svært ved at finde nye missionærer

Engang var det et kald for livet at rejse ud i verden som missionær. Men der er sket en mentalitetsskifte i tilgangen til missionærlivet, og i dag vil de færreste af sted i mere end fire år. Udviklingen har ført til akut mangel på missionærer i Luthersk Mission

Missionærjobbet har udviklet sig gevaldigt over de senere årtier og har ikke længere meget at gøre med det udaterede billede, hvor en hvid mand underviser børn i Sri Lanka. I dag kan det meget vel kræve en ph.d.-grad eller anden form for specialisering for at komme i betragtning som missionær.
Missionærjobbet har udviklet sig gevaldigt over de senere årtier og har ikke længere meget at gøre med det udaterede billede, hvor en hvid mand underviser børn i Sri Lanka. I dag kan det meget vel kræve en ph.d.-grad eller anden form for specialisering for at komme i betragtning som missionær. . Foto: Roger-Viollet/Ritzau Scanpix.

Landets missionsorganisationer har en voksende udfordring med at finde personer, der vil rejse ud og forkynde kristendommen i fjerne lande. Hos Luthersk Mission, der er en af landets største kirkelige missionsorganisationer målt på antallet af langtidsudsendte ansatte, har man i øjeblikket et ”akut behov for nye missionærer”, som organisationen udtrykker det i sin avis Tro & Mission.

Mere præcist handler det akutte behov om syv til otte ubesatte stillinger i henholdsvis Peru, Cambodja og Tanzania, siger Luthersk Mission generalsekretær, Søren S. Sørensen. Han forklarer, at missionærmanglen skyldes et samspil af flere faktorer. En af dem handler om, at der er sket et mentalitetsskifte, hvor man i dag i mindre grad end tidligere ønsker at flytte med hele sin familie til udlandet for en lang årrække med alt, hvad det indebærer.

”Vores største udfordring er at finde folk til de lange udsendelser på otte år eller mere. Tidligere så man missionærjobbet som en livsstil, hvor man var udsendt i flere årtier. I dag er der en tendens til at se en udsendelse som en kortere del af ens arbejdsliv og som noget, der er godt at have stående på cv’et. I så fald vil man sjældent være af sted i mere end fire år,” siger Søren S. Sørensen. Han forklarer desuden, at de kortere udsendelsesperioder betyder større udskiftning og dermed også et større behov for hele tiden at finde flere, der vil være missionærer.

Hos en anden af landets missionsorganisationer, Promissio, oplever man også, at det er blevet sværere at finde missionærer til lange udsendelsesperioder. Samtidig er man udfordret af, at myndighedernes syn på missionærer også har ændret sig i flere af de lande, organisationerne arbejder i. Ikke mindst i Etiopien, hvor Promissio i øjeblikket har en ubesat missionærstilling, forklarer generalsekretær Frede Ruby Østergård.

”Det kræver efterhånden meget høje uddannelsespapirer for at få en opholdstilladelse. Ofte stiller myndighederne skrappe krav til, at du kan dokumentere specialviden inden for lige præcis det, du skal beskæftige dig med. Det betyder, at vi i dag har et væsentligt mindre og mere specialiseret felt at rekruttere nye missionærer fra,” siger han.

De forskellige udfordringer med at sende missionærer ud, viser sig også i statistikken. Hos Dansk Missionsråd optalte man i 2009, at danske missionsorganisationer havde 220 missionærer udsendt på længere kontrakter. I 2016 var det faldet til 177, siger Dansk Missionsråds generalsekretær, Jonas Adelin Jørgensen. Han peger på, at udviklingen blandt andet hænger sammen med, at der er sket store forandringer i de lande, mange missionsorganisationerne arbejder i. De lokale kirker har over årene udviklet sig og vokset sig store, hvor for eksempel Etiopien i dag har en af verdens største lutherske kirker.

”Det betyder, at der er sket en stor ændring i efterspørgslen af missionærer. Ofte hører man, at de lokale partnerorganisationer for eksempel kun er interesseret i vestlige missionærer, hvis de har en ph.d.-grad. Og dem er der trods alt ikke så mange af,” siger han.

Hvis man skal forsøge at komme missionærmanglen til livs, er der først og fremmest behov for, at man begynder at tale tydeligere og mere om missionærkald, mener Mogens S. Mogensen, der selv var missionær fra 1981 til 1991 i Nigeria og i dag arbejder som interreligiøs konsulent.

”Men vi skal ændre i måden, vi taler om missionærer på. Man hører ofte, at kirkerne i missionslandene er blevet så store og veludviklede, at de ikke har brug for missionærer længere. Men det er en misforstået opfattelse af en missionærs opgave. Vi skal ikke sende missionærer ud, fordi kirkerne ikke selv kan. Det handler derimod om samarbejde, så vi kan være en inspiration for dem, ligesom missionærerne efter nogle år kan vende tilbage til Danmark med erfaringer fra et andet lands kirkearbejde. Det er den gensidige berigelse, vi skal have talt op,” siger han.