Prøv avisen

Organist betales for at holde sig væk

Sankt Stefans Kirke i København er en af de kirker, som blev meldt til Arbejdstilsynet på grund af det psykiske arbejdsmiljø for få år siden. -- Foto: Scanpix.

Ole Olesen er organist i Sankt Stefans Kirke i København -- men med få ugers undtagelse har han ikke været på arbejde siden 2000

Det har siden sidste sommer kostet kirkeskatteyderne omkring 200.000 kroner i vikarudgifter, at organisten i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København ikke har været på arbejde. Og 368.000 kroner til organisten i løn for ikke at spille orgel om søndagen.

Konflikten startede i 2000, hvor organisten Ole Olesen klagede over mobning og chikane, tog orlov og blev sygemeldt. Siden forsøgte menighedsrådet at få ham afskediget på grund af sygdom, så kom han tilbage på jobbet for en kort periode, og nu får han så altså løn for at holde sig væk.

Nu forsøger menighedsrådet så at definere stillingen anderledes, så der kan ansættes en ny organist.

– Vi har indstillet til Kirkeministeriet, at organistens stilling nedlægges. Og så skal der ansættes en anden organist, siger menighedsrådsformanden i kirken, Henrik Fibiger-Henriksen.

Han understreger, at organist Ole Olesen ikke gjorde det dårligt, da han var tilbage i kirken i seks uger sidste sommer.

– Men stillingen kræver ikke helt det, den har været hidtil.

Ønsket om en omdefinering af stillingen ligger nu i Kirkeministeriet, og det har den gjort siden november.

På spørgsmålet om, hvordan organisten i de seks uger fungerede sammen med kirkens to præster, Ivan Larsen og Anne Braad, siger menighedsrådsformanden, at det har han ingen kommentarer til.

Det har sognepræst Ivan Larsen heller ikke. Og det har heller ikke provsten, biskoppen eller Kirkeministeriet. Ole Olesen selv siger, at han står til rådighed, men at han ikke har været indkaldt i mange måneder.

Han ønsker heller ikke at udtale sig om de nærmere omstændigheder.

Sankt Stefans Kirke er en af de kirker i København, som blev meldt til Arbejdstilsynet på grund af det psykiske arbejdsmiljø i begyndelsen af 2000-tallet.

Sagen om den 63-årige Ole Olesen, som har været ansat i Stefanskirken i næsten 30 år, begyndte i 2000, da han som personalerepræsentant i menighedsrådet klagede over mobning og chikane af blandt andet kirkens daværende tredje præst. Den klage – som også har været over Arbejdstilsynet – betød, ifølge Ole Olesen tilbage i 2001, hvor Kristeligt Dagblad skrev om forholdene i kirken, at også han blev udsat for mobning. Så meget at han først tog orlov, siden sygemeldte sig. Han har blandt andet været på arbejdsmedicinsk klinik, hvorfra det fra en overlæge i psykiatri hedder, at "de symptomer, og det ubehag, han beskriver, svarer til, hvad man ser hos patienter/klienter udsat for traumer (...) Symptomerne er oplevet udløst af de beskrevne arbejdsmæssige vanskeligheder, og det er fra beskrivelsen tydeligt, at de psykiske problemer er aftaget eller helt forsvundet ved fravær fra arbejdspladsen, således at en sammenhæng forekommer sandsynlig."

Ole Olesen forsøgte at komme i arbejde igen i 2001 blandt andet ved hjælp af konfliktmægling, men det daværende menighedsråd besvarede ikke henvendelserne fra de mæglere, som tog sagen. Da han som tjenestemand blev indstillet til fyring grundet svagelighed, klagede han til ombudsmanden.

Den sag kører endnu. En delafgørelse fra sætteombudsmand, tidligere landsdommer Holger Kallehauge, krævede, at præsterne indvilligede i mægling med organisten. Det var sidste sommer. Det blev forsøgt, men ingen af parterne ønsker at fortælle, hvorfor mæglingen blev afbrudt. Men herefter var Ole Olesen fungerende organist i seks uger. Den sag ligger også i Kirkeministeriet.

Hvor længe Kallehauge har ventet på svar fra Kirkeministeriet i den resterende del af sagen, ønsker han ikke at svare på.

– Det er rigtigt, at sagen har ligget der længe. Men jeg er indstillet på at reagere meget snart med en forespørgsel, siger han.

Der er sætteombudsmand på sagen, fordi Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har erklæret sig inhabil.

Imens spiller orglet i Sankt Stefans Kirke hver søndag. Men uden den fastansatte organist.

Til gengæld beskriver alle, også Ole Olesen, arbejdsklimaet i Sankt Stefans Kirke i dag som væsentligt bedre end for fem år siden. Så måske vil Arbejdstilsynets screening af samtlige kirkers arbejdsmiljø frem til 2011 vise, at forholdene er blevet bedre – medmindre organistens sag fortsat er uafklaret.

For Lars Kolind, tidligere koncernchef i Oticon og specialist i ledelse, lyder konflikten mellem organist og menighedsråd/præster som en af de uløselige.

– Mægling kan godt løse konflikter, men kun hvis begge parter er enige, ellers løser det intet. Men i en normal virksomhed var konflikten aldrig kørt så langt, så var en ene part nok fyret.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dkFakta

Sagen kort

**2000/2001: Organisten tager først orlov, og melder sig derefter syg på grund af chikane.

**2001: Organisten forsøger at få mægling i stand mellem ham selv og kirkens præster. Menighedsrådet svarer ikke på henvendelserne.

**2002: Menighedsrådet forsøger at få organisten fyret på grund af svagelighed. Han bringer ombudsmanden ind i sagen.

**2005: Efter et møde med daværende kirkeminister Tove Fergo (V), forlanger hun, at parterne finder en løsning.

**2005: Konfliktmægling mellem præster og organist, som afbrydes.

**Sommer 2005: Organisten arbejder i seks uger i kirken.

**Sommer 2006: Organisten har ikke været på arbejde siden, og menighedsrådet forsøger at få ham ud ved at omdefinere stillingen.