Orgelpiber og præstekraver

EVAS PIBE-FORRETNING: Eva Møller Christensen har været ved Dronningen for at takke for sin fortjenst-medalje for 40 år som organist i Vestjylland. Den aktive enke supplerer nu orgelpiberne med præstekraverne

Det er et tålmodighedsarbejde at pibe præstekraver. -- Lige et arbejde for en pensionist, siger den 67-årige Eva Møller. Først skal kraven vaskes, derefter stives i risstivelse, og så ligner den mest af alt et stivnet krøllet lommetørklæde. På billedet her ses sådan en upibet krave forrest. Den sættes på pibebrættet, hvorefter først det lille, elektrisk opvarmede pibejern stikkes ind i hver enkelt af kravens mange løbegange og derefter det store. Det skal gøres otte gange, før en præstekrave er færdig og klar til brug. -- Foto: Jens Bach.
Det er et tålmodighedsarbejde at pibe præstekraver. -- Lige et arbejde for en pensionist, siger den 67-årige Eva Møller. Først skal kraven vaskes, derefter stives i risstivelse, og så ligner den mest af alt et stivnet krøllet lommetørklæde. På billedet her ses sådan en upibet krave forrest. Den sættes på pibebrættet, hvorefter først det lille, elektrisk opvarmede pibejern stikkes ind i hver enkelt af kravens mange løbegange og derefter det store. Det skal gøres otte gange, før en præstekrave er færdig og klar til brug. -- Foto: Jens Bach.

Eva Kortnum Møller Christensen – i daglig tale kaldet Eva Møller – tager imod med sin blankpolerede fortjenstmedalje på brystet. Den har hun netop været ved Dronningen for at takke for, fortjenstmedajlen i sølv for i 40 år at have bestyret orgelpiberne som organist i Madum Kirke ved Ringkøbing. Sideløbende er den aktive enke i Vestjylland nu begyndt at arbejde med piber af en ganske anden slags. Efter hendes mands død bad hun Vorherre om at finde noget at bruge tiden til. Det blev starten på hendes lille enmandsforretning med pibning af præstekraver, og for Eva Møller er der god mening og sammenhæng i de to aktiviteter.

– Ud af orgelpiberne kommer musik, som er med til at bære salmesangen og gudstjenesten til Guds ære, og når jeg sidder og piber en præstekrave, tænker jeg på, hvad der mon kommer ovenud af den krave, og ud af munden på præsten? Forhåbentlig en god prædiken!

I begge tilfælde er der for Eva Møller tale om et stykke kristent og kirkeligt arbejde.

– Det drejer sig jo om, at evangeliet skal forkyndes og lyse ud af det. Det er nok derfor, jeg så godt kan lide at have med det at gøre – såvel orgelpiberne som præstekraverne.

Den 67-årige, lille spinkle dame har tidligere kørt lastbil og passet kontor i sin mands tømrerfirma, som specialiserede sig i sommerhusbyggeri. De afviklede firmaet i 2002. Hendes mand havde leverkræft og døde få måneder efter.

– Vi vidste godt, hvad vej det ville gå, men han var altid rolig og beklagede sig aldrig. Jeg er sikker på, at han fik meget hjælp af sin tro, for han vidste, at der var noget bagefter, og længtes til sidst efter at komme hjem til Gud. Selv har jeg det sådan, at jeg hverken er bitter eller vred på Gud over at have mistet ham. Jeg synes hellere man bør sige tak for de år, vi har fået lov til at have sammen. Vi har haft et skønt og dejligt liv sammen, og se så alle vores børn, svigerbørn og børnebørn, er det ikke værd at takke for?

Eva Møller peger på fotografierne af hele familien. Fem børn, fem svigerbørn og 14 børnebørn.

Alligevel, trods taknemmeligheden for det liv, de fik med hinanden, kan man ikke løbe fra sin sorg, tilføjer Eva.

– Det var da også svært, og jeg sad og kiggede ud ad vinduerne og følte mig ensom og forladt. Alting bliver helt anderledes, når man er vant til at have en ved sin side og pludselig står helt alene.

Som sin mand var det, er Eva Møller vokset op i Indre Mission. Det var i den kreds hun fandt ham, for "lige børn leger bedst", som hun snusfornuftigt forklarer. Kirken og missionshuset var grundpiller i deres tilværelse, og når hun går på pension som organist om tre år, så flytter hun til Videbæk, for her findes et aktivt Indre Missions Samfund, som hun gerne vil deltage i. Hun har allerede købt byggegrunden til sit nye hus.

I den svære tid efter mandens død bad hun sig i søvn om aftenen.

– Jeg har altid kunnet finde trøst i bønnen, og især i tiden omkring min mands død blev bønnen meget nærværende.

Efter hans død bad hun Vorherre om vejledning. Hvad skulle hun nu stille op med sit liv og sin tid? "Og pludselig en nat kom det til mig: Jamen du skal da til at pibe præstekraver".

Eva Møller tog Gud på ordet – for hun er sikker på, at beskeden kom fra ham – og lånte en præstekrave af den gamle præst. Den har hun øvet sig på mindst 30 gange, fortæller hun. At pibe præstekraver kræver først og fremmest håndelag, men i høj grad også tålmodighed, "så det er rigtigt et arbejde for en pensionist".

– Først skal kraven jo vaskes og tørres og derefter stives med rissstivelse, som min datter køber til mig i Tyskland, fordi det er vanskeligt at få her i landet. Efter det er den stiv som et brædt og krøllet som et lommetørklæde, og så skal jeg over den med mine to pibejern mindst otte gange.

Eva Møller købte værktøjet, pibebræt og de elektrisk opvarmede runde pibejern i to størrelser hos en dame på Sjælland, som aldrig selv var kommet igang, fordi hun begyndte at sy messehageler i stedet. Derimod var det i første omgang vanskeligere at finde en, der ville lære hende teknikken, da de andre kravepibere – som der her i landet findes en syv-otte stykker af – med god grund anede en konkurrent. Så hun måtte til Fyn, inden hun fandt en dame, der ville lære hende håndværket.

Efter at have øvet sig etablerede hun sig med "Evas Pibeforretning" og fik god reklame, da hun med en arbejdende stand blev inviteret til Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers årsmøde. I dag får hun præstekraver ind fra hele landsdelen og fra præster stationeret i udlandet.

Foruden Madum Kirke er Eva Møller organist i Staby Kirke, og hun øver sig altid derhjemme på sit gamle harmonium fra Johs. P. Andreasen og Co.'s for længst nedlagte stueorgelfabrik i Ringkøbing. Det stammer fra hendes barndomshjem, og det skal trædes med pedaler ligesom orglet i Madum Kirke de første år, efter hun var blevet ansat.

– Det var min mor, der syntes, at jeg og min tvillinge-søster skulle lære at spille orgel, så vi gik til spil hos lærerfruen i Lomborg hver uge og kunne efterhånden afløse hende, når der skulle spilles til morgensang i skolen. I dag er jeg taknemmelig for, at jeg lærte det, for at spille orgel er noget af det allerbedste, man kan foretage sig. Orglet er det fineste instrument. Derfor kalder man det jo også for instrumenternes dronning.

Eva Møller er glad for den nye salmebog, for med den er der blevet flere nye salmer, der passer til søndagens tekster.

– Selvfølgelig er der også nogle af de nye, som ikke er så gode, men de bliver så bare ikke sunget. Vi tager fra den gode ende. Sådan var det også med den gamle salmebog.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Eva Møller er også organist. Hun har netop modtaget Dronningens fortjenstmedalje for sine 40 år som organist i Madum Kirke. Derhjemme øver hun sig på det gamle harmonium med fodpedaler. – Foto: Jens Bach.
Eva Møller er også organist. Hun har netop modtaget Dronningens fortjenstmedalje for sine 40 år som organist i Madum Kirke. Derhjemme øver hun sig på det gamle harmonium med fodpedaler. – Foto: Jens Bach.