Ortodoks flygtning: Jeg har ikke meget håb for kristne i Mellemøsten

Adnan Dahan måtte flygte fra Bagdad i 1995. Efter 25 år i Danmark har den tidligere formand for Tværkulturelt Center vænnet sig til kvindelige præster og uformelle tiltaleformer, og han er kommet både i en folkekirke og i den koptiske kirke. I dag fylder han 80 år

Efter 25 år i Danmark har Adnan Dahan for længst vænnet sig til at leve i et sekulariseret samfund, hvor kirke og tro ikke fylder meget i gadebilledet og den offentlige samtale. Men han undrer sig over, at selv troende kristne har svært ved at finde på noget at lave under corona-krisen. – Foto: Leif Tuxen.
Efter 25 år i Danmark har Adnan Dahan for længst vænnet sig til at leve i et sekulariseret samfund, hvor kirke og tro ikke fylder meget i gadebilledet og den offentlige samtale. Men han undrer sig over, at selv troende kristne har svært ved at finde på noget at lave under corona-krisen. – Foto: Leif Tuxen.

Når Adnan Dahan hører venner og bekendte beklage sig over, at de keder sig under corona-nedlukningen, tænker han på tiden under den første Golfkrig i 1990-1991, da han og hans familie var lukket inde uden gas, strøm, vand eller telefon, mens sirenerne hylede, og bomberne regnede ned over byen.

”Vi samlede os alle i det samme rum og bad til Gud om, at vi alle måtte dø samtidig, hvis vores hus blev ramt af en bombe. Vi tvivlede ikke på, at Gud var der og havde omsorg for os, og det har jeg heller aldrig tvivlet på siden. Min tro er kun blevet styrket af de vanskeligheder, jeg har været udsat for. Troen giver mig håb, og uden håb kan man ikke fortsætte livet,” siger han.

Adnan Dahan er født og opvokset i Mosul i det nordlige Irak i en syrisk-ortodoks familie, hvor morgen-, aften- og bordbøn og ugentlig kirkegang var en naturlig del af tilværelsen. Som kristne blev de behandlet som andenrangsborgere, men ikke direkte forfulgt, og han voksede op med en stolt bevidsthed om at tilhøre et af verdens ældste kirkesamfund. Selvom søndag ikke var fridag i Irak, sørgede hans forældre for, at han og hans to brødre og to søstre kom med i kirke hver søndag eftermiddag, og da han som tiårig fik lov at fungere som ministrant under gudstjenesten og hjælpe præsten, var det en stor dag for ham.

”Jeg var så stolt over at iføre mig den hvide dragt og få lov at hjælpe præsten under messen. For mig var Gud en realitet og en kilde til håb, og lige siden barndommen har jeg haft et nært forhold til kirken, som kun er blevet styrket af de begivenheder, som krig og flugt har ført med sig,” siger han.

”Jeg havde aldrig set kvindelige præster før, så det var virkelig et chok, og den meget uformelle omgangsform over for præsterne var også nyt for mig"
”Jeg havde aldrig set kvindelige præster før, så det var virkelig et chok, og den meget uformelle omgangsform over for præsterne var også nyt for mig"

Da Adnan Dahan var 11 år, flyttede familien til Bagdad, hvor han tog studentereksamen og uddannede sig til ingeniør.

Herefter arbejdede han på universitetet i Bagdad som underviser, forsker og fakultetsleder, mens han ved siden af drev en rådgivende konsulentvirksomhed. Desuden var han medlem af menighedsrådet for den syrisk-ortodokse kirke i byen, og han og hans kone var blandt hovedkræfterne i kirkens omfattende velgørende arbejde.

I 1995 måtte han og familien flygte fra Irak på grund af dødstrusler, og familien endte i Danmark, hvor de efter et års ventetid på et asylcenter fik opholdstilladelse. Endnu mens de boede på asylcenter Kongelunden på Amager, søgte han praktik inden for sit fag. Det lykkedes ham at blive ulønnet medarbejder på et forskningsprojekt på DTU, og i 1997 fik han job som konsulent i UNICEF’s internationale afdeling i København. Sideløbende engagerede han sig i frivilligt kirkeligt arbejde i Tværkulturelt Center, som arbejder for at bygge bro mellem folkekirken og nydanskere, og herigennem fik han venner, som gerne ville vide mere om hans baggrund og om kristendommens historie i Irak.

”Det var vigtigt for mig at få lov at fortælle om min baggrund og forklare om kristendommens lange historie i Mellemøsten. Selv i de kirkelige miljøer var der dengang meget lille viden om kirkerne i Mellemøsten,” siger han og fortæller med et smil, at da han på et tidspunkt nævnte for en præst i folkekirken, at han fastede, spurgte præsten nysgerrigt, om det da var ramadan.

Hans første møde med folkekirken var i det hele taget lidt af et kulturchok.

”Jeg havde aldrig set kvindelige præster før, så det var virkelig et chok, og den meget uformelle omgangsform over for præsterne var også nyt for mig. Men jeg har vænnet mig til begge dele, og jeg har det fint med alle kristne, så længe vi deler troen på Jesus, har samme bibel og samme bekendelse.”

Han blev hurtigt engageret i arbejdet i Tværkulturelt Center, hvor han holdt oplæg om kristne i Mellemøsten, deltog i konferencer og fungerede som tolk ved internationale gudstjenester. Fra 2001 til 2019 var han formand for centret og modtog i den egenskab i november 2001 Kristeligt Dagblads Pris på vegne af Tværkulturelt Center.

I nogle år kom han og hans familie i Solvang Kirke på Amager, men da de mødte en koptisk præst, som de kendte fra Bagdad, begyndte de at komme i den koptiske menighed, som dengang holdt til på Amager. De kommer stadig i denne menighed, som siden er flyttet til Taastrup, og selvom det primære gudstjenestesprog er koptisk og ikke syrisk, som Adnan Dahan var vant til i Irak, føler de sig hjemme i den koptiske menighed.

”Liturgien har mange fællestræk med liturgien i den syrisk-ortodokse kirke, og dele af gudstjenesten foregår på arabisk – og efterhånden også lidt på dansk – af hensyn til de unge, som er vokset op i Danmark og ofte ikke forstår så godt arabisk,” fortæller Adnan Dahan, der med glæde kan konstatere, at alle hans tre voksne børn og svigerbørn samt de seks børnebørn har en stærk tro og er engageret i det kirkelige liv i deres lokalområde i henholdsvis Danmark, Sverige og Canada.

Han og hans hustru har stadig nogle få slægtninge i Irak og følger udviklingen i landet nøje. Men langt det meste af deres familie er nu spredt uden for hans fødeland – fra Australien over Danmark og Sverige til USA, og Adnan Dahan ser ikke meget håb for kristendommens fremtid i Mellemøsten. Han har jævnligt ytret sig i den offentlige debat, blandt andet her i avisen, om forfølgelse af kristne og har opfordret til, at kirker og politikere i Vesten gør mere for at forhindre forfølgelse og udryddelse af kristne.

”Jeg har ikke meget håb for kristendommens fremtid i Mellemøsten. Det går kun en vej – nedad. Antallet af kristne daler, og der er ingen, der for alvor gør noget for at forhindre det,” siger han og henviser til, at antallet af kristne i Irak er faldet fra cirka 2,5 millioner, inden han flygtede i 1995, til omkring 300.000 i dag, hvoraf lang de fleste lever i den nordlige kurdisk dominerede del af landet, som ikke er under centralregeringens kontrol.

Trods hans pessimisme på de kristnes irakeres vegne er hans tro dog usvækket, og håbet intakt.

”Gud har været med mig hele vejen. Jeg har vendt mig til ham, hver gang jeg har oplevet svære tider, og han har aldrig svigtet mig. I coronatiden har min kone og jeg haft endnu mere tid til at fordybe os i bøn og læsning af Bibelen og anden kristen litteratur. Så mens andre keder sig, er vores dage fyldt med skønhed og håb,” siger han.