Prøv avisen

Ortodokse kirker vokser i Danmark

Der fejres påske i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade. Arkivfoto. Foto: SØREN BIDSTRUP

Som følge af østeuropæisk indvandring er antallet af ortodokse menigheder stigende. Det skaber forvirring om den ortodokse kirkes enhed

Siden år 2000 er antallet af rumænere i Danmark syvdoblet fra omkring 2000 til omkring 13000 rumænere.

Sideløbende er den rumænske ortodokse kirke vokset. I dag er der otte rumænske ortodokse menigheder fordelt ud over Danmark, heraf fem som er godkendte trossamfund.

Dermed føjer den rumænske ortodokse kirke sig til den voksende gruppe af kristne migrantmenigheder, der i disse år bliver flere og flere af i Danmark.

Men inden for den ortodokse kirke føjer den rumænske ortodokse kirkes vokseværk i Danmark sig til en problemstilling, som også har udviklet sig i Vesteuropa fra det 20. århundredes begyndelse og frem til nu. For ifølge ortodoks kirkeret bør der principielt kun være en ortodoks kirke i et givent lokalt område.

Dette princip har været gældende i den ortodokse kirke, siden det blev vedtaget på de oldkirkelige konciler.

LÆS OGSÅ: Præst: Den ortodokse tro er universel

Det er dette princip, som har ført til, at de ortodokse kirker oftest er organiseret nationalt med en patriark, som har det øverste ansvar for et geografisk område.

Historisk set indebar dette, at hvis ortodokse kristne bosatte sig uden for hjemlandet, kom de til at høre under patriarken i det land, som de bosatte sig i.

Men det 20. århundrede vendte op og ned på denne orden. Revolutionen i 1917 fik mange russiske ortodokse til at flygte fra kommunismen. Det fik den russiske ortodokse kirke til at vokse kraftigt især i Frankrig og England ligesom det er fra denne tid, at den russiske ortodokse menighed i København begyndte at vokse.

Sovjetunionens sammenbrud, borgerkrigen i Jugoslavien og udvidelsen af EU, hvor lande med stor ortodoks befolkning blev en del af det europæiske fællesskab, har i nyere tid ført til en større migration ikke mindst af rumænere. I Italien er den rumænske ortodokse kirke således i dag Italiens næststørste religiøse gruppe. I dag bor der derfor et stort antal ortodokse kristne i Vesteuropa og USA, langt fra de traditionelle ortodokst dominerede lande i Østeuropa.

Men den ortodokse migration har medført, at der bare her i Danmark er fem forskellige ortodokse kirker: den rumænske, den serbiske, den russiske, den makedonske og den danske ortodokse kirke. I en ortodoks kontekst er det noget rod.

For den ortodokse kirke har fælles dogmatik og liturgi og burde derfor principielt udgøre en enhed. Men i stedet er der i praksis tale om nationale kirker, der fungerer som en slags sømandskirker for ortodokse tilflyttere til Vesteuropa.

Problemet med disse nationale diaspora-kirker diskuteres i den ortodokse verden, og der har i adskillige år været planer om at lave et pan-ortodokst koncil, som kunne rydde op i rodet.

En løsningsmodel, der tales om, er at lave en vesteuropæisk kirkestruktur, som samler de ortodokse migrantmenigheder såvel som det stigende antal ortodokse konvertitter under en vesteuropæisk patriark.

Men det er ikke så enkelt endda. For en historisk konsekvens af de ortodokse kirkers nationale forankring er, at de ortodokse kirker, på samme måde som de skandinaviske folkekirker, er tæt knyttet til national kultur, historie og identitet.

I de rumænske menigheder, ligesom i størstedelen af de andre ortodokse menigheder, foregår såvel gudstjenester som menighedsarbejdet på det nationale sprog.

Da menigheden blev oprettet, diskuterede vi, om gudstjenesten skulle foregå på dansk eller rumænsk, fortæller fader Avram fra den rumænske menighed i Ordrup og tilføjer:

Men vi valgte rumænsk, fordi det så at sige bevarer os hele. Ud over kirkens religiøse og spirituelle mission opfylder den også et behov i menigheden for at kunne føle sig hjemme.

Dette afspejler sig også i kirkens lokale liv, som ud over foredrag, søndagsskole og ungdomsklub også omfatter socialt arbejde med rumænske hjemløse og fængselsindsatte.

De nationale elementer ses som værdifulde i de ortodokse kirker, og de russiske, rumænske og græske kirker bidrager hver med noget forskelligt. Så det vil være svært at smelte alle nationaliteter og alle de forskellige måder at være ortodoks på sammen til et, siger fader Avram.

Man kan godt lave en fælles kirke. Men så risikerer man at miste noget værdifuldt.

Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab på Syddansk Universitet