Kritik af de russiske myndigheder er ikke noget, man tit hører fra den russisk-ortodokse kirke. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det derfor, hvad der er sket i Rusland inden for de seneste par uger. En række ortodokse præster har offentliggjort en utvetydig kritik af russiske myndigheders behandling af nogle personer, som blev arresteret i forbindelse med denne sommers omfattende demonstrationer i Moskva. De demonstrerede, fordi flere oppositionskandidater fik forbud mod at opstille til lokalvalget den 8. september.
Den 17. september offentliggjorde disse præster fra Moskva og andre byer – også nogle få uden for Rusland – et åbent brev med en opfordring til myndighederne om at genbehandle de fængselsdomme, som blev afsagt over flere af de arresterede. Præsterne henviser til offentligt kendt videodokumentation af demonstrationernes forløb, som ifølge præsterne viser, at nogle konkrete personer uskyldigt er blevet idømt langvarige fængselsstraffe.
De ortodokse præster opfordrer til, at andre uskyldige demonstranter, hvis sager stadig er under behandling, må blive løsladt omgående, og udtrykker det generelle håb, at Ruslands borgere må kunne leve i tillid til et retfærdigt retssystem. Den mindre gruppe af præster, som først offentliggjorde brevet, har siden fået tilslutning fra et stort antal kolleger, og brevet er nu i skrivende stund underskrevet af 182 ortodokse præster. Alle udtaler sig på eget initiativ og i eget navn.
Selvom præsternes brev fremtræder som et forsvar for nogle få konkrete personer og mere alment for nogle formelle juridiske rettigheder, har det ikke kunnet undgå at blive opfattet også som et politisk udsagn. Brevet fremstår – med sin udtrykkelige appel til mange myndighedspersoners erklærede ortodokse tro og med sine klare udtalelser om, at retsvæsenet ikke må bruges til undertrykkelse af uenighed, og at tvangsanvendelse ikke må udføres med uberettiget brutalitet – ikke blot som en kirkelig støtte til de demonstrerende, men også som en mere almen kritik af russiske myndigheders praksis:
”Et samfund af frie mennesker, der elsker hinanden, kan ikke bygges på intimidering,” skriver præsterne med henvisning til apostlene Paulus og Johannes.
Som sådan er præsternes protest noget højst usædvanligt i russisk og ortodoks sammenhæng. Usædvanlig både som kritik af de civile myndigheder og fordi kritikken udtrykkes kollektivt og offentligt, i præsternes eget navn og uden forudgående godkendelse fra den kirkelige ledelse. Ifølge den russiske journalist Ksenia Lutjenko, som skriver om kirkelige forhold for blandt andet Carnegie Moscow Center, er det simpelthen første gang nogensinde, at præster i den russisk-ortodokse kirke har udført en sådan aktion i eget navn uden nogen beskyttelse og uden sanktion fra kirkens ledelse. Det er for så vidt en ”næsten utrolig begivenhed”. Selvom dette nok er en overdrivelse – man kan i hvert fald pege på nogle fortilfælde i begyndelsen af det 20. århundrede og i revolutionsårene – er præsternes aktion uden tvivl særdeles bemærkelsesværdig. Det skyldes også det mod, det kræver at deltage, og det store antal præster, der har udvist dette mod. Dertil kommer, at protestaktionen faktisk har haft en virkning, idet den fængselsdømte Pavel Ustinov er blevet løsladt og har fået sin fængselsdom på tre og et halvt år omstødt og ændret til et års betinget fængsel.
Bemærkelsesværdigt er også, at den russiske kirkes ledelse, Moskvapatriarkatet, nok som forventet har distanceret sig fra præsternes aktion, men dog samtidig har annonceret, at der ikke vil blive taget disciplinære skridt over for dem. Blot har metropolit Ilarion i en udtalelse den 23. september mindet om de gældende regler om, at kirkens officielle holdninger udtales af de af kirken udpegede officielle talsmænd, og at præster ikke bør udtale sig offentligt uden forudgående godkendelse fra den lokale biskop. Ilarion medgiver dog, at dette ikke altid er muligt, og at enhver præst må handle efter sin samvittighed og har retten til at gå i forbøn for en anden person, også offentligt. Metropolitten tilføjer desuden, at de seneste begivenheder demonstrerer, at ”ikke alt i vort land er tilfredsstillende på retsområdet”.
Om disse udtalelser fra kirkens ledelse er udtryk for overbevisning eller snarere for taktisk fornuft i situationen, er svært at bedømme. Men som udtalelserne nu står sammen med protesten fra de 182 præster, demonstrerer de tilsammen, at den russisk-ortodokse kirke ikke er helt så endimensionel og monolitisk som det billede, der ofte tegnes af den. Det er et billede, som kirkens ledelse ellers i høj grad selv bidrager til at tegne, og som vestlige iagttagere og kommentatorer gerne tegner med på. Ofte under henvisning til den ortodokse kirkes teokratiske arv og deraf følgende lange tradition for nært samarbejde mellem kirke og stat. Som de protesterende præster demonstrerer, er det altså et billede, som er mere nuanceret end som så.
Christian Gottlieb er dr.phil i ortodoks kristendom og sognepræst.