Vi beder inderligt for en fredelig forhandling af og en from forsoning i den fortsatte krise i Ukraine. Sådan lød det officielle budskab fra den ortodokse verdens kirkeledere, som i marts var samlet til synaksis et møde for lederne af de selvstændige ortodokse kirker. Men det ville være en fejl at forstå ordene som en støtte til de ukrainske kristne, som bekender sig til Kijev-patriarkatet, Ukraines selvstændige kirke fra 1991. For budskabet fortsatte:
Vi fordømmer truslerne om en voldelig besættelse af hellige klostre og kirker og beder for, at de af vores brødre, som for tiden står uden for den kirkelige kommunion, vender tilbage til den hellige kirke.
Budskabet fra lederne af de ortodokse kirker var dermed klart. Kijev-patriarkatet skal ikke regne med støtte fra lederne af den ortodokse verden.
LÆS OGSÅ: Ukraine prægede topmødet
For problemet med Kijev-patriarkatet er, at det griber ind i en større problematik i den ortodokse kirke princippet om autokefalitet. En autokefal kirke er en kirke, der er helt selvstændig. Det vil sige, at kirkens leder, ofte benævnt patriarken, vælges uden tilstedeværelse fra en anden autokefal kirke. Nye autoke-fale kirker skal dels accepteres af den kirke, som de udtræder fra, og dels accepteres af resten af den ortodokse verden.
I Ukraine har kirken historisk hørt under Moskva-patriarkatet som en såkaldt autonom kirke. En autonom kirke har de samme rettigheder som en autokefal kirke, og dens øverste metropolit sidder i den autokefale kirkes synode. Men den har ikke sin egen patriark.
I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud blev den ukrainske ortodokse kirke lovet autokefalitet af den tidligere russiske patriark, Aleksij II. Men forhandlingerne gik i hårdknude, og Moskva-patriarkatet endte med at afsætte Ukraines øverste metropolit, Filaret. Han brød derefter med Moskva-patriarkatet, indkaldte til kirkemøde for de ukrainske menigheder og dannede det, som i dag er Kijev-patriarkatet. Der er således en personlig konflikt mellem Kijev-patriarkatets leder og Moskva-patriarkatet. Og måden, som Kijev-patriarkatet blev dannet på, er ukanonisk, det vil sige ikke anerkendt af ortodoks tradition. Teologisk set er Kijev-patriarkatet derfor ikke en ortodoks kirke, dets sakramentale handlinger er ugyldige, og det står uden for nadverfællesskabet med det ortodokse kirkelige fællesskab.
Der er også andre grunde til, at den nuværende russiske patriark, Kirill, afviser at afstå Ukraine.
I debatten om kirkerne i Ukraine har det tidligere været nævnt, at en stor del af Moskva-patriarkatets menigheder ligger i Ukraine. Moskva-patriarkatet vil derfor blive decimeret, hvis det giver autokefalitet til den ukrainske ortodokse kirke.
Derudover står også et større princip på spil. For autokefalitet hænger sammen med den måde, hvorpå ortodokse kirker er organiseret, og går tilbage til det første oldkirkelige koncil i 325. Den ortodokse kirke har ikke en overordnet ledelse. I stedet er grundtanken, at der er enighed i forskellighed, samt at et geografisk område har én kirke, én biskop og en eukaristi. Men gennem historien har dette princip betydet, at ortodokse kirker ofte dækker det samme geografiske område som en bestemt nation. Dermed har der også udviklet sig et stort sammenfald mellem nationalt og religiøst tilhørsforhold. En sådan etnisk opfattelse af ortodoks kristendom er imidlertid imod den ortodokse enhedstanke og er blevet fordømt ved ortodokse kirkemøder. For den etniske opfattelse indebærer, at det nationale tilhørsforhold vejer tungere end det religiøse tilhørsforhold. Og dermed at loyaliteten for nationen vejer tungere end det religiøse fællesskab.
Når Kirill taler om enheden det hellige Rus og med dette forstår Rusland, Hviderusland og Ukraine, er det ikke kun en politisk melding, men også en teologisk opfattelse af ortodokse kirker som stående over nationalt tilhørsforhold. Om Kirill så, i det lange løb, bliver nødt til at anerkende Kijev-patriarkatets autokefalitet, er en anden sag. Historien viser, at autokefalitet oftest bliver givet efter en længere periode med politisk pres. Hvorpå det netop bliver det nationale tilhørsforhold, som bliver det afgørende princip.
Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab på Københavns Universitet