Ortodokst kirkemøde handler om at række hånden frem

Gud er større end enhver form for teologi, derfor kan vi lære en masse af andre kirker. Det mener en 26-årig CBS-studerende, der er taget til ortodokst kirkemøde på Kreta

26-årige Peter Gelardi Mikkelsen har netop afsluttet sin bachelor i international business og politik ved CBS i København. I disse dage befinder han sig til ortodokst stormøde på den græske ø Kreta. Her er han fotograferet udenfor. –
26-årige Peter Gelardi Mikkelsen har netop afsluttet sin bachelor i international business og politik ved CBS i København. I disse dage befinder han sig til ortodokst stormøde på den græske ø Kreta. Her er han fotograferet udenfor. – . Foto: José Ramon.

På en telefonforbindelse til den græske ø Kreta fanger Kristeligt Dagblad Peter Gelardi Mikkelsen.

Han er 26 år og har netop afsluttet en bachelor i international business og politik på CBS i København. Men hvad får en ung studerende fra København til at tage til et ortodokst kirkemøde i Grækenland?

Det er mere end 1200 år siden, at verdens ortodokse kirker har været samlet, og forud for det hellige koncil, der bliver afholdt på Kreta i disse dage, ligger mere end 55 års planlægning.

Derfor er det en historisk begivenhed, man kun har den ene mulighed for at deltage i i løbet af et helt liv, mener Peter Gelardi Mikkelsen.

Trods afbud fra en række lande, herunder det stærkt ortodokse Rusland, ser han stormødet som et forsøg på at række hånden ud og skabe nogle broer til dem, man er uenig med.

”Jeg tror, at hvis den ortodokse kirke efter 1200 år og 55 års planlægning kan række ud til andre kirker, samles om at tale de samme emner igennem og finde ud af, hvad de er enige om, frem for hvad der skiller dem, så er der ikke en kirke på kloden, der ikke vil kunne gøre det samme. Det kan godt være, der er en masse ting, der skiller dem. Men at de sætter sig rundt om det samme bord og forsøger at finde ud af, hvad de kan bakke hinanden op omkring, det synes jeg er ekstremt tiltrækkende.”

Selv kommer Peter Gelardi Mikkelsen i en frikirke i København og er vokset op med en far, der var tilhænger af folkekirken.

Som ung teenager begyndte den 26-årige CBS-studerende at stille spørgsmål ved troens intellektuelle argumenter. I en årrække trak han sig derfor fra troen på Gud, men genfandt den i en alder af 19 år. Nu betragter han sig som protestantisk frikirkemand. For ham er det ikke, hvilken kirke man kommer i, men i stedet troen, der er det centrale.

”Jeg tror ikke på, at der er en doktrin, der kan hævde at have fat i den egentlig beskrivelse af Gud. Gud er meget større end enhver form for teologi eller kristen doktrin. Og når man med en frikirkebaggrund som min kommer til Kreta og ser en så radikalt anderledes tilgang til tro, kan man lære rigtig meget, hvis man forsøger at forstå og stille spørgsmål til folk i stedet for kun at være kritisk,” siger Peter Gelardi Mikkelsen og trækker paralleller til hjemlandet:

”Jeg synes altid, det er enormt spændende at se, hvordan kirker kan arbejde sammen. Jeg er også dybt betaget af arrangementet ’Himmelske Dage’, som fandt sted i København i år, hvor man samlede stort set alle landets frikirker og en stor mængde folkekirker til en række arrangementer. Det synes jeg er fantastisk og lige præcis det, det handler om som kirke. At række ud til andre mennesker.”