Modstand mod kongehuset. Foragt for politiet. Afvisning af Jesu opstandelse. Uenighed om dåben. Skjulte flygtninge. Og en ølkasse som prædikestol. 

Sagerne spænder vidt, når præster i den danske folkekirke gennem tiden har lagt sig ud med kolleger eller kirkens lære.

Senest er sognepræst fra det nordvestsjællandske Vig-Nr. Asmindrup pastorat Annette Berg kommet i modvind efter udtalelser om, at hun tror på reinkarnation - udtalelser, som ifølge teologer er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Men mange har før hende vakt mindst lige så meget furore. Sagerne spænder fra det farverige til det tragiske.

Få et overblik her.

Niels Peter Arboe Rasmussen – afviste jomfrufødsel og opstandelsen

1900-tallets mest opsigtsvækkende læresag blev indledt i 1913, da samtlige af landets biskopper lagde sag an mod sognepræst Niels Peter Arboe Rasmussen (1866-1944) for brud på præsteløftet.

Sognepræsten lagde ikke skjul på sin afvisning af jomfrufødsel, Jesu legemlige opstandelse og andre centrale dele af kirkens lære, og det blev for provokerende for både myndigheder og menigheder.

Allerede i begyndelsen af århundredet havde teologer rejst tvivl om, hvorvidt han kunne fortsætte som præst, men biskop A. S. Poulsen fra Viborg Stift havde erklæret, at det drejede sig om et "sygdomstilfælde", som, man kunne håbe, ville fortage sig.

Under sagen blev præsten først frikendt i Provsteretten, siden dømt til afskedigelse i Landemoderetten og endelig frikendt i Højesteret i 1916.

Frikendelsen skete ikke ud fra en teologisk bedømmelse, men ud fra, at præsten havde været ”i god tro”, da man ikke på et langt tidligere tidspunkt havde rejst sag mod ham.

Biskoppen ville ikke føre tilsyn med ham, så Rigsdagen vedtog en ny lov, Vålse-loven af 1917, og overdrog tilsynet med præsten til den daværende kirkeminister.
 

Harald Søbye – ville afskaffe kongehuset

Sognepræst Harald Søbye blev kendt som en socialistisk provokatør, der arrangerede protestmarch mod atomoprustningen, kapitalismen og NATO, ville gøre Danmark til en republik og nægtede at bede for kongehuset.

I sin prædiken 2. påskedag 1964 lød det ligefrem fra prædikestolen: "Leve republikken!" Han skal desuden have kaldt sin biskop for ”ussel”.

Præsten kom så meget på kant med kirken, at han samme år blev afskediget som præst i folkekirken af daværende kirkeminister Bodil Koch (S).

Hun betegnede ham ifølge Ritzau som ”urimelig” med ”afkortet stejlhed over for anderledes tænkende og personlige modstandere” til trods for, at han også var i besiddelse af ”gode menneskelige egenskaber og bramfri hæderlighed”.

Læs mere om sagen her 
 

Ruben Jørgensen – krævede dåbsoplæring af forældre

Sognepræst Ruben Jørgensen, Skibsted Sogn, blev afskediget i 1976, fordi han fastholdt et krav om, at forældre skulle modtage dåbsundervisning, før han ville døbe deres børn. Han mente, at forældrene kun på den måde kunne opfylde deres forpligtelse til at oplære deres døbte børn i den kristne tro.

Lignende sager var opstået i 1974 mod sognepræst Frank Nør, Hirtshals Sogn, og i 1965 mod sognepræst Ludvig B. Husum fra Store Ejstrup Sogn. Disse præster beholdt dog begge deres job ved at trække deres synspunkter tilbage.
 

Inge-Lise Wagner – kaldte politiet for mordere

Inge-Lise Wagner, kendt i medierne som "motorcykelpræsten", blev fyret i 1988 under stor medieopmærksomhed.

Afskedigelsen kom efter otte års uro og splid som først hjælpepræst og siden sognepræst i Rær-Hansted-Vigsø-Klitmøller Sogne, Hanstholm.

Forud for afskedigelsen blev der ført to provsteretssager mod hende, og den sidste endte med den strengest mulige straf fra Kirkeministeriet, en bøde på en halv månedsløn, fordi hun blandt andet havde kaldt politiet for "uniformerede mordere" fra kirkens prædikestol. 

Læs interview med Inge-Lise Wagner her

I efteråret 2011 blev hun anholdt, efter hun havde dræbt to gravhunde. Den ene hund blev skudt med et kraftigt luftgevær, mens den anden blev banket ihjel. Politiet endte med at droppe sagen. 
 

Erik Bock – uro i kirken og en ølkasse

Erik Bock, sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København i 1970erne, blev kendt som ”provopræsten”.

I 1974 blev han suspenderet på grund af uoverensstemmelser i menighedsrådet og fik ikke lov til at gå ind i kirken. I stedet fandt han en ølkasse, trådte op på den og prædikede for menigheden uden for kirken. 

I 2010 optrådte han ”usømmeligt” ifølge Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, ved at begrave en dukke som led i et kunstnerisk projekt på Assistens Kirkegård. Selvom han flere gange satte sig på tværs af det kirkelige system, endte det ikke være end, at han frivilligt gik på pension i 2011 efter 40 år som sognepræst. 

Leif Bork Hansen – skjulte flygtninge

Lyngby-præsten Leif Bork Hansen blev landskendt, da han i årene 1998 til 2000 begik civil ulydighed og skjulte cirka 30 flygtninge fra Eksjugoslavien.

Det fik han en dom på 20 dages betinget hæfte for. Da han efterfølgende iværksatte en indsamling af mad til flygtningene, idømte Landsretten ham yderligere 20 dages betinget hæfte samt at betale en bøde plus sagsomkostningerne i alt 100.000 kroner.

Dansk Folkepartis daværende formand Pia Kjærsgaard kaldte ham i et ugebrev fra 2004 for emsig og vanekriminel, men aktionen dengang affødte også støtte:

90 danske præster underskrev en erklæring til daværende kirkeminister Margrethe Vestager (R) og protesterede imod, at Leif Bork Hansen samtidig med sin fængselsstraf indkasserede en tjenstlig advarsel fra Kirkeministeriet for at huse flygtningene.
 

Bent Feldbæk Nielsen – ændrede et ord i dåbsritualet

Bent Feldbæk skrev kirkehistorie, da han som den første og hidtil eneste præst i folkekirken blev stillet for og dømt af præsteretten i en læresag.

Han mistede embedet for at fornægte det officielle folkekirkelige syn på dåben. Gennem en personlig omvendelse var han nået frem til, at folkekirkens dåb, for at være gyldig, skulle følges af en personlig tro som voksen.

Det fik ham til at døbe børn ”til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” i stedet for det officielle dåbsrituals ord ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

Hans dåbspraksis førte til klager fra hans sogn, Snedsted ved Thisted, hvor han havde været præst siden 1973. 1994 indstillede biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas, at der blev rejst en præsteretssag imod ham. Det skete to år senere ved Thisted Byret. Dommen blev anket, men stadfæstet ved Vestre Landsret 1999, og præsten blev afskediget. 

Læs Kristeligt Dagblads interview med Bent Feldbæk Nielsen her 
 

Mette Villads Christensen – uklar fyring og sagsanlæg mod Kirkeministeriet

Kirkeministeriets fyring af sognepræst Mette Villads Christensen i 2009 er en af de mest omdiskuterede fyringssager i folkekirken til dato.

Hun blev fyret efter paragraf 43 i Tjenestemandsloven, den såkaldte skilsmisseparagraf, som ikke placerer skylden nogen steder. Forud for fyringen gik et par år med gnidninger mellem præsten på den ene side og kirkesanger, organist og nogle medlemmer af menighedsrådet på den anden, og sagen var ifølge provst Lars-Erich Stephansen ”meget kompliceret”.

Efter fyringen kritiserede Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, Kirkeministeriet for ikke at have udleveret sagsakter til sognepræstens advokat, selvom han gentagne gange havde bedt om dem.

Ombudsmanden opfordrede Kirkeministeriet til at se på sagen igen, idet der var kommet nye oplysninger fra et vidne. Ministeriet fastholdt fyringen, mens ombudsmanden underkendte den, idet han ikke mente, at der var juridisk belæg for at fyre præsten efter paragraf 43.

Eksperter i forvaltning og politikerne Søren Krarup (DF) og Pernille Vigsø Bagge (SF) kritiserede også ministeriet for ikke at ville genoptage sognepræstens sag.

TEMA: Læs alt om Mette Villads-sagen her

I 2011 fik Mette Villads Christensen fri proces til at lægge sag an mod Kirkeministeriet. I 2013 stemte to ud af tre dommere til fordel for den fyrede sognepræst, og dommen lød dermed, at fyringen var uberettiget.

Ministeriet skulle betale en kompensationssum på 100.000 kroner til sognepræsten.
 

Lene Matthies – alkohol og videoovervågning

Tyveri fra et skab og hemmelig videoovervågning. Sagen om sognepræst Lene Matthies på Amager i København lyder næsten som en krimi.

Sagen begyndte i 2005, hvor et videokamera blev opstillet ved et skab i det fælles sognehus for Vor Frelser og Christians Kirker på Amager. Politi, provst, to menighedsrådsformænd og to næstformænd konstaterede på et overvågningsbånd, at sognepræst Lene Matthies tog drikkevarer fra skabet.

Christians Kirkes menighedsråd havde også to gange klaget over, at præsten angiveligt skulle have optrådt beruset ved to menighedsrådsmøder og et børnearrangement. 

Menighedsrådet i Vor Frelser Kirke meldte tyverierne til politiet, men politiet opgav at rejse tiltale. Biskoppen klagede over afgørelsen og bad Kirkeministeriet iværksætte et tjenstligt forhør med henblik på afskedigelse af præsten.

Ministeriet besluttede, at Lene Matthies ikke skulle afskediges, men forflyttes til tjeneste i Nørrebro Provsti. I 2007 fik offentligheden kendskab til, at Lene Matthies selv havde søgt sin afsked.

Videoovervågningen blev kritiseret fra kirkens egne rækker, og flere præster rejste samtidig tvivl om biskoppens rolle i sagen.
 

Thorkild Grosbøll – afviste en skabende og opretholdende Gud

Præsten fra Taarbæk nord for København blev kendt i og uden for Danmark som præsten, der ikke tror på Gud.

Det skete, efter at han i bogen ”En sten i skoen” erklærede, at han ikke tror på en ”skabende og opretholdende gud”.

Han blev i 2003 fritstillet af sin biskop, Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift, efter udtalelserne. Siden kom han under daværende biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardts tilsyn, og efter i 2005 at have bekræftet sit præsteløfte med underskrift kunne han igen fungere som præst. Han gik på pension i 2008. 

TEMA: Læs alt om Grosbøll-sagen her

Massoud Fouroozandeh – døbte konvertitter udenom folkekirken

Den fynske præst Massoud Fouroozandeh kom i 2013 i klemme, da han som indvandrerpræst i folkekirken døbte muslimske konvertitter uden at sikre, at de blev medlemmer af folkekirken.

En praksis, biskop i Fyens Stift Tine Lindhardt med samtlige biskoppers opbakning påbød ham at stoppe med. Præsten har døbt over 100 muslimske konvertitter.

Efter tre år i en stilling blandt andet som brobygger til indvandrerkristne og som præst i den kristne bevægelse for iranere, Church of Love, blev hans stilling genopslået, og han valgte ikke at søge den. Indholdet af stillingen var efter hans udsagn ”en indirekte måde at lukke og slukke migrantarbejdet” på.
 
Sagen har skabt voldsom debat og udlægges af nogle som en kirkekamp mellem dem, der ønsker mission til omvendelse af muslimer, og dem, der støtter et mere dialog-orienteret arbejde.

TEMA: Læs alt om Massoud-sagen her
 

Poul Joachim Stender – med Gud i sengen

Der er tydeligvis grænser for, hvor bramfrie præster kan være i deres tale om sex.

I 2010 fik sognepræst Poul Joachim Stender flere teologer på nakken efter at have skrevet bogen "Med Gud i sengen. En sightseeing gennem Bibelens sexliv".
 
To teologer sendte en formel klage til biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller over bogen, som, de mente, var infantil, plat og underlødig. Ifølge klagen burde biskoppen indlede en såkaldt decorum-sag mod sognepræsten, idet de mente, at han ikke havde vist sig værdig til den agtelse og tillid, som præsteembedet kræver.

Siden bakkede ekspert i kirkeret Kristine Garde op om kritikken og mente, at Poul Joachim Stender burde have en mindre påtale for bogen og en lidt større for også i bogen at skrive, at "antallet af sexede menighedsrådsmedlemmer er skræmmende lavt".
 
Biskoppen afviste teologernes klage.

Stender fik desuden opbakning – i hvert fald til sit ærinde med bogen – fra blandt andet sognepræst Gudmund Rask Pedersen. I Et indlæg skrev han, at teologernes klage over bogen var mere plat end bogen selv, og at Stender tydeligvis ønskede at gøre op med ”kirkens tonstunge tradition for hæmning og fordømmelse af sexlivets goder og heraf følgende lædering af det gudskabte menneskeliv, med Biblen i ryggen at frisætte og opgradere erotik og sex mellem to elskende som en ren Guds gave”.
 

Per Ramsdal – nødløgnen

Sognepræst Per Ramsdal kom for første gang i vælten, da en flok irakiske asylsøgere i maj 2009 flyttede ind i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor han var præst.

I en kronik i Kristeligt Dagblad satte Per Ramsdal fokus på irakerne i kirken og kritiserede efterfølgende politiets rydning af kirken. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kaldte Per Ramsdals version af politiets rydning for "en fed løgn".

I september udtrykte Per Ramsdal åbenhed for at skjule irakiske flygtninge. Dansk Folkepartis Peter Skaarup ønskede præsten fyret og fængslet, men tilføjede, at en fyring var op til biskoppen. Samme dag sendte Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, Ramsdal på tre ugers ferie. Han vendte siden tilbage til jobbet.

Per Ramsdal blev igen landskendt, da han i juledagene 2014 over for Jyllands-Posten gav udtryk for, at han ikke tror på Jesu fysiske opstandelse og indimellem må komme med en nødløgn, når han for eksempel prædiker for pårørende ved en begravelse.

I et interview med Kristeligt Dagblad sagde han blandt andet, at præster har trosfrihed ligesom alle andre.

 Andre præster sluttede sig siden til hans afvisning af en fysisk opstandelse. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen kaldte Ramsdal til samtale, som siden undskyldte og trak sine udtalelser tilbage og nu er i et foreløbigt halvt års mentorforløb, hvor han skal fordybe sig i teologiske værker. 

TEMA: Læs alt om Ramsdal-sagen her 
 

Søren E. Jensen – polemiske prædikener

Teksten om Søren E. Jensen er ændret 05.11.2015 kl. 09:00

Søren E. Jensen Præsters ytringsfrihed og retssikkerhed blev et stridsemne, efter at sognepræst Søren E. Jensen fra Hvalsø i begyndelsen af 2015 fik en skriftlig advarsel af biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.

Advarslen faldt efter en prædiken under en fælles gudstjeneste for provstiets præster, hvor Søren E. Jensen havde fremført en kritik af spaghettigudstjenester og ”lavkirkelig aktivisme” og dermed ifølge provst og biskop havde udtalt sig både ukollegialt og illoyalt.
 
Søren E. Jensen gik i offentligheden med sagen, fordi han mente, at biskopperne bruger den tjenstlige samtale til at sætte polemiske præster på plads.

”Jeg føler mig forfulgt,” lød det fra præsten.

Søren E. Jensen klagede over afgørelsen til Kirkeministeriet, men ministeriet gav biskoppen fuld opbakning i hans advarsel, og Søren E. Jensens præstestilling hænger derfor i en tynd tråd.
 
I maj måned valgte Præsteforeningen efter Søren E. Jensens ønske at indbringe sagen for Ombudsmanden.

TEMA: Læs alt om Søren E. Jensen-sagen her 
 

Marie Høgh – jobsamtalen, som splittede et menighedsråd

En jobsamtale i Berlin i sommeren 2015 førte til en af de senere års heftigste kirkelige debatter herhjemme.

Sagen begyndte, da sognepræst Marie Høgh søgte embede som præst for Christianskirken i Berlin, blev udvalgt som en af to kandidater til embedet, men siden fravalgt.

Marie Høgh anklagede Danske Sømands- og Udlandskirker og menighedsrådet for at have fravalgt hende på grund af hendes teologiske observans, og hun fortalte, at hun til ansættelsessamtalerne blev udfrittet om sit forhold til Tidehverv og syn på nationalisme, om hvad hun mente om tidligere sognepræst og folketingsmedlem Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, og om hvordan hun stillede sig i forhold til dette partis asyl- og indvandrerpolitik.

Daværende næstformand for menighedsrådet Claus Pöhlmann klagede også over fravalget og bekræftede, at Marie Høgh blev udspurgt om sit politiske ståsted, mens andre menighedsrådsmedlemmer har afvist, at hendes politiske observans var et tema ved ansættelsessamtalen. Siden bekræftede endnu et menighedsrådsmedlem, at Marie Høgh blev udspurgt om sine politiske synspunkter, hvilket i givet fald er ulovligt.

Siden er det føjet med beskyldninger om ulovligheder fra to fløje i menighedsrådet, og næstformand Claus Pöhlmann, som støttede Marie Høgh, samt et andet medlem af menigheden er blevet sagsøgt, fordi de konstituerede sig i et nyt, men formentlig ulovligt menighedsråd.

Striden kulminerede foreløbig fredag den 25. september ved, at menigheden valgte at ekskludere næstformand Claus Pöhlmann fra menighedsrådet. 

I august blev præstestillingen genopslået, men Marie Høgh fortalte, at hun havde opgivet at søge stillingen.

Præsten, der tror på reinkarnation

Sognepræst fra det nordvestsjællandske Vig-Nr. Asmindrup pastorat Annette Berg er kommet i modvind efter udtalelser om, at hun tror på reinkarnation.

"Jeg tror på kødets opstandelse, men jeg vil ikke afvise, at sjælen lever videre, og at vi måske kan leve videre i en ny krop. Så i den forstand tror jeg på reinkarnation," siger hun i et interview i Kristeligt Dagblad. 

Præsten udtaler sig dermed i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, og sagen kan ende som en læresag ved præsteretten, mener teologiske eksperter.

Annette Berg fortalte i samme interview, at hun praktiserer både auralæsning og healing og ønsker at bygge bro mellem kirken og den alternative verden. 

Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, vil nu tage en afklarende samtale med præsten om, hvad hun mener med sine udtalelser om reinkarnation. 

Listen over præster, som har været i konflikt med kolleger, kirkelige autoriteter eller loven, er ikke nødvendigvis udtømmende