Prøv avisen
Interview

Overhoved for 300 millioner ortodokse: En dag vil russerne erkende, at de ikke gavner kirken

”Det er russernes kirke, der bryder den kirkelige enhed, fordi de insisterer på at have åndelig suverænitet over en region, som ikke tilhører dem, kirkeligt og kanonisk set,” siger patriark Bartholomæus. – Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix

Ansvaret for bruddet mellem den russisk-ortodokse og den ukrainsk-ortodokse kirke ligger helt og holdent hos russerne, siger patriark Bartholomæus, der er en af verdens mest magtfulde ledere i den globale ortodokse kirke

Det sendte chokbølger gennem de internationale medier, da Ukraine blev skilt fra den russisk-ortodokse kirke og fik sin egen kirke i oktober 2018. Det kunne kun lade sig gøre på grund af en mand: patriark Bartholomæus I. Han er en af 15 ledere af de etablerede ortodokse kirker, men betragtes traditionelt som den ”første blandt ligemænd” og kan træffe beslutninger om den internationale ortodokse orden.

Den magt ligger i hans rolle som patriark af Det Økumeniske Patriarkat af Konstantinopel, en kirke, som har bevaret sit hovedsæde i Istanbul i Tyrkiet, efter at byen blev overtaget af muslimske osmannere i 1453 og holdt op med at hedde Konstantinopel.

Kristeligt Dagblad har fået anledning til at stille en række spørgsmål til den nok mest centrale person i en af nyere tids største kirkesplittelser om, hvordan han nu ser fremtiden for de ortodokse kirker.

Patriark Bartholomæus, hvad bliver konsekvenserne af den alvorlige konflikt mellem kirkerne i Rusland og Ukraine?

Konflikten mellem Rusland og Ukraine er ikke bare et nutidigt fænomen. Den intense uenighed har eksisteret i over 30 år, og i den tid er problemet bare blevet større og større, ligesom striden er blevet mere og mere bitter.

Der har været fejltrin i den kirkelige ledelse, som sammen med personlige ambitioner og egeninteresser har ført en stor del af den ukrainske befolkning ud af den kanoniske kirke (den etablerede ortodokse kirkestruktur, red). Resultatet er det nuværende skisme.

Det Økumeniske Patriarkat af Konstantinopel har prøvet at skabe forsoning mellem de to kirker ved at tilbyde kirken i Moskva assistance og samarbejde. Det mislykkedes, men ikke på grund af os. Sagen mellem Ukraine og Rusland står mellem de to, selvom Moskva-patriarken prøver at løfte den op til en strid, der involverer alle ortodokse kirker.

Det Økumeniske Patriarkat gav Ukraine selvstændighed. Nu er vi i den anden fase, hvor de lokale kirker vil inkludere den nye ukrainske kirkeleder og, gennem hans person, den selvstændige ukrainske kirke i rækken over ortodokse kirker.

Er der tegn på, at der er ved at komme gang i en forsoningsproces mellem den russiske og den ukrainske kirke?

I Ukraine eksisterer den ønskede kirkelige enhed ikke i øjeblikket, hvilket moderkirken i Konstantinopel ellers har skabt de nødvendige forudsætninger for. Vi tror, at vores russiske brødre og søstre i fremtiden vil erkende, at det, de gør, ikke gavner kirken, og at det ikke fører Guds folk til frelse. Det er dem, der bryder den kirkelige enhed, fordi de insisterer på at have åndelig suverænitet over en region, som ikke tilhører dem, kirkeligt og kanonisk set.

Men det er alt sammen et spørgsmål om tid. Vi forstår reaktionerne fra Moskva-patriakatet, men vi deler dem ikke. Lige nu er der ingen synlige tegn på, at der er nogen vilje til enhed og forsoning fra Moskva-patriarkatets side, selvom Ukraines selvstændige kirke forsikrer om, at den har al god vilje til dette for sin del.

Hvad er det næste skridt for at bevare de ortodokse kirkers enhed?

Den ortodokse kirke er en enhed. Det største skisme i de seneste år har været splittelsen i Ukraine op til kirkens selvstændighed. Vigtigt er det, at dette skisma ikke opstod som følge af dogmatiske forskelle. Netop derfor påførte det hele den ortodokse kirke stor smerte, at millioner af mennesker, der deler tro og lære med os, og som ønskede at være i kirkefællesskab med os, måtte stå uden for den kanoniske kirke, før ukrainernes kirke blev indlemmet i dette.

Man må forstå, at enhed i den ortodokse kirke ikke er resultatet af kontrakter og aftaler – ikke engang af den ene parts interesser. Enhed i kirken betyder enhed med sandheden. Når sådan en enhed ikke eksisterer, er enheden overfladisk, og kampen for virkelig enhed skaber turbulens, for det er for os alle sammen en prøve, der skal vise, hvem vi virkelig er, og hvad vi virkelig tror på.

I vores kirkes totusindårige historie har der mange gange været strid for at bevare enheden. Men fundamentet i disse konflikter har altid været det samme. Kan vi i sidste ende overvinde os selv og stå ansigt til ansigt med sandheden? Og kan vi gøre det uden at skele til politiske fordomme, personlige relationer og selviske interesser? Dette er meningen med enheden: at placere Kristus og kirken over alt andet, endda over én selv. Alt andet er en falsk form for enhed uden nogen fremtid eller udsigt.

Hvordan kan ortodokse kirker, der ligesom mange protestantiske kirker af natur er nationale, undgå at blive involveret i politiske konflikter?

Den ortodokse kirke fordømte allerede på den store synode i 1872 officielt etnofyletisme. Etnofyletisme er en usund tilstand, hvor en nation som statsenhed bruger kirken til at fremme sine egne sociale og politiske mål. Det problem bliver endnu mere alvorligt, når nogle personer erklærer sig for særligt ægte talsmænd for den ortodokse tro, idet de dermed udelukker andre nationer, de deler tro med, fra samme mulighed.

Det siger sig selv, at troen på den måde bliver en ”statsreligion”, og at det i så fald er meget let for kirken at blive statens instrument, der kan tjene tilbøjeligheder til nationalistisk ekspansionisme.

I enhver organiseret statsenhed skal kirken selvfølgelig have en stemme. Men ét er at have en stemme i spørgsmål af fælles interesse og særligt i spørgsmål, der har at gøre med de troendes åndelige og sociale tarv. Noget andet er at blande sig i politisk strid. Det første er ikke bare tilladt, men også nødvendigt. Det andet skader kirken og skæv-vrider dens rolle i kulturen.

Hvordan vil De beskrive udviklingen i forholdet mellem de protestantiske og ortodokse kirker gennem de seneste ti år?

Der er en seriøs teologisk dialog mellem kirkerne. Dialog er altid godt og gavnligt. Det Økumeniske Patriarkat af Konstantinopel har hele tiden været med i den slags initiativer. Vi er i dialog med protestanter og arbejder på at finde fælles grund. I de senere år har vi understreget, at der er helt grundlæggende punkter, som skiller os ad, såsom kvindelige præster og visse nye etiske, bioetiske og antropologiske spørgsmål. Ikke desto mindre fortsætter sandhedens og kærlighedens dialog i oprigtig anerkendelse og inklusion af den anden. I vores dialog med Det Lutherske Verdensforbund er målet stadig det samme som det mål, der understøttes af de ortodokse kirker i alle dialoger med ikke-ortodokse kristne:

”Det fælles mål for alle teologiske dialoger er i sidste ende genskabelsen af enhed i sand tro og kærlighed. For hver dialog er der forskellige problemer, og det giver metodiske forskelle, men det gælder ikke målet. Målet er det samme for alle dialogerne.” Sådan blev det skrevet ned af Det Hellige og Store Råd, der var samlet på Kreta i 2016 med repræsentanter for alle selvstændige ortodokse kirker.

Den ortodokse kirke har styrket sine bånd til den katolske kirke. Tror De, at det ville være muligt at gå i samme retning med Europas ældre protestantiske kirker?

Vi har en dyb overbevisning om, at dialogens frugt gives af Helligånden, der viser sine gaver både i verden og i kirken, når tiden er til det: ”Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, eller hvor den går hen,” som der står i Bibelen. Her i den ortodokse kristendoms centrum beder vi og håber i konstant dialog med andre kristne på, at alle kristne en dag vil leve i enhed. Selvfølgelig er vi klar over, at vi har langt at gå endnu. Og det er derfor, vi er inderligt overbeviste om, at det mere skal være Gud, der virker, end os.

I Mellemøsten er de kristne kirker ved at blive meget små. Hvad vil De anbefale Europas kristne at gøre for at hjælpe dem?

De har fuldstændig ret i, at gruppen af kristne kirker svinder dramatisk ind i Mellemøsten. Kristne bliver fordrevet fra deres hjemlande. Og mange har mistet livet på grund af deres tro. Vi har altid understreget, og fortsætter med at understrege, hvor vigtigt det er at vælge den fredelige sameksistens på trods af menneskers religiøse forskellighed. Vores patriarkat har ved mange lejligheder i offentlige udtalelser støttet det forpinte Patriarkat af Antiokia (ortodoks kirke for kristne i blandt andet Syrien, Libanon og Irak, red.) samt andre kristne brødre og søstre, der lider i Mellemøsten.

Vores opfordring til alle kristne og mennesker af god vilje og især til politiske ledere, er, at de bør erkende uretfærdigheden og anerkende, at alle mennesker har ret til at blive og blomstre på det sted, hvor de er født og opvokset. Alle har ret til et hjemland. Lad os derfor fra hver vores position arbejde for denne selvindlysende ret for vores kristne brødre i Mellemøsten og for alle mennesker.

Når De ser ud over den globale kristenhed, hvad er der da af positiv udvikling, og hvad bliver værre?

Kærlighedens universalitet er en fælles kristen åbenbaring. Så lad os begynde med den. Lad os elske enhver med hele vores væsen, for den, der ikke elsker enhver efter Jesu eksempel, er svag i troen.

Vi betragter derfor udøvelsen af kærlighed som den bedste vej frem for kristne i hele verden. Det er jo den vej til frelse, som Kristus lærte os på sit kors. Han lærte os at elske enhver og tilgive enhver, og det betyder også at acceptere den styrke og det paradoks, der ligger i kristen kærlighed. Det modsatte af kærlighed er had og fundamentalisme, som giver handlinger, der forkaster evangeliet om Kristus.

Alle vi kristne må adlyde den formaning fra Kristus, som jeg gentager her, fordi vi tror, at den ikke bare hjælper den kristne verden, men hele universet: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden.”

Kristeligt Dagblads interview med patriark Bartholomæus I er gennemført via email.

Sådan ser det ud, når en kirkeleder underskriver en såkaldt tomos, det vil sige et dokument, der giver en ortodoks kirke sin uafhængighed. En tomos kendes også i sammenrullet form som ”skriftrulle”. – Foto: Erdem Sahin/Ritzau Scanpix