Prøv avisen

På opdagelse i den smukkeste have

I Hoed ved Grenaa står disse to gravsten med deres sære symboler. Mange i lokalområdet har været nysgerrige efter at finde frem til budskabet på gravstenene, og det viser sig, at stenene rummer en stor fortælling om frimureriets syn på både livet og døden. -- Foto: Leif Tuxen.

KirkegårdsVandring: En rejse på tværs i Danmark blandt rørende og forunderlige mindesmærker for de elskede og savnede

"Den kærlighedens gerning at erindre en afdød er en gerning af den trofasteste kærlighed."

Ordene er af Danmarks verdensberømte filosof Søren Kierkegaard fra bogen "Kærlighedens gerninger". Denne trofaste kærlighed til afdøde kan man møde i koncentreret form på landets kirkegårde, hvor mange med både indlevelse og fantasi har skabt et mindested og et hvilested for deres afdøde kære.

For at gå på opdagelse i disse kærlighedens gerninger har avisens udsendte været på en kirkegårdsvandring, som strækker sig på tværs af Danmark. En vandring, som godt nok finder sted i dødens have, men som samtidig viser sig at blive en vandring i levende fortællinger om personers liv og om livet i forskellige egne af landet.

KERAMIK OG KUGLER Rejsen i de dødes rige begynder i Tibirke næsten på toppen af Nordsjælland. Fra områdets højeste punkt tilbyder Tibirke kirkegård sine besøgende en flot udsigt over både de våde områder omkring Ellemosen og over det kuperede terræn i Tibirke Bakker.

Mange gravsteder afspejler, at Tibirke i mange årtier har været et yndet tilflugtssted for kunstnere af forskellig art. I store dele af kirkegården er mere traditionelle gravsten afløst af små kunstværker som for eksempel den store, æggeformede keramikfigur med blanke blå farver eller stenen, hvor tusindvis af små mosaikstifter danner et smukt landskab.

Et andet særpræget gravsted springer i øjnene, idet der her er anbragt en pyramideformet sten ved siden af en cylinderformet sten. Rundt langs den øverste kant på cylinderen står "Sonja Golodnoff", og på en af pyramidens sider står "Mogens Krustrup". Næsten mere særpræget end stenenes form er imidlertid, at mens førstnævnte er død, lever Mogens Krustrup i bedste velgående som nabo til kirkegård og kirke her i Tibirke!

– Min kone var arkitekt, og da hun gik på akademiet, tegnede hun bogstaverne, som er på den store søjle på Trojans Forum i Rom. Disse bogstaver ville jeg bruge på hendes sten, og for at være sikker på, at jeg også fik de samme på min egen sten, måtte jeg hellere lave den med det samme, siger Mogens Krustrup, der er tidligere professor i arkitekturhistorie på Kunstakademiet i København.

Når hans gravsten allerede nu står på kirkegården, hænger det sammen med, at både stenene og deres placering har et klart forbillede.

– Jeg har i mange år beskæftiget mig med den berømte franske arkitekt Le Corbusier, og cylinderformen og pyramiden var to af hans foretrukne geometriske grundformer. Da hans kone døde, tegnede han et gravmæle med næsten de samme former, og det gravmæle har jeg selvfølgelig kigget på, siger Mogens Krustrup.

ROCKERE OG RÆVESTREGER Helt anderledes traditionel er kirkegården i landsbyen Torup ved Hundested. På denne meget velholdte kirkegård ligger de firkantede gravsteder side om side afgrænset af hække af liguster og tuja. Her på egnen har man ikke skullet skille sig for meget ud fra mængden, så kirkegården rummer ikke store eller særprægede gravmæler. Alligevel har Torup kirkegård været ramme om de seneste årtiers mest spektakulære begravelse, nemlig da den kun 24-årige Bandidos-rocker Bjørn Gudmandsen blev begravet en varm sommerdag i 1997.

Da Kristeligt Dagblad besøger kirkegården, møder vi graver Finn Thiemke, der husker begravelsen, som var det i går.

– Da jeg havde gravet graven dagen før begravelsen, bad politiet mig om at rive nede i bunden af den, sådan at de let kunne se, om nogen skulle have været dernede i nattens løb for at anbringe en bombe, fortæller han.

Hele natten blev kirkegården overvåget af ordensmagten, og allerede ved solopgang stod 40 kampklædte politifolk klar ved kirkegården efter at have finkæmmet den med bombehunde.

Grunden til dette store politiopbud var, at Bjørn Gudmandsen var offer i den såkaldte store nordiske rockerkrig. Den 7. juni sad han sammen med andre Bandidos-medlemmer uden for en iskiosk i den nærliggende by Liseleje, da medlemmer af Hells Angels kørte op foran bygningen og begyndte at skyde.

Bandidos-medlemmerne husker fortsat Bjørn Gudmandsen, fortæller graveren, og beskriver hans gravsted som kirkegårdens mest besøgte. På hans fødselsdag og dødsdag kommer de og lægger masser af blomster i Bandidos-farverne på graven.

På egnen husker man også kirkegården i Torup for en episode, som får beboerne til at trække på smilebåndet. Det handler om en fotograf, der kom så galt af sted med sine rævestreger, at det kostede ham jobbet.

Kirkegården havde længe været hjemsøgt af en ræv, som rodede rundt på gravstederne og løb med blomsterne. Den lokale avis ville selvfølgelig gerne kunne bringe et billede, hvor forbryderen blev taget på fersk gerning, og det fik en kvik fotograf til at udtænke en snedig plan: Han lånte en udstoppet ræv, anbragte den på et gravsted og forevigede "forbrydelsen". Desværre for ham kunne nogle endnu kvikkere avislæsere gennemskue arrangementet, og efter det måtte fotografen ud at lede efter en ny arbejdsgiver.

LYSKÆDE OG MØRKEANGST Efter to smukke færgesejladser fra Hundested til Rørvig og fra Sjællands Odde til Ebeltoft er vi nået til Grenaa, hvis kirkegård rummer landets mest omtalte gravsted. På denne store kirkegård med 6000 grave står en hjerteformet gravsten omgivet af to små figurer med musikinstrumenter og med et par vejrbidte bamser siddende foran stenen. Her har islandske Marianna Arnardottir indrettet gravsted for sin datter, der blev trafikdræbt som 15-årig. For at følge islandsk skik har hun siden datterens død i 2001 sat en lyskæde på et grankors på graven op til juleaften, og hvert år har kirkegårdens personale taget kæden ned igen. Ligeledes hvert år har moderen sat kæden op igen på datterens fødselsdag den 28. december, og igen er kæden blevet taget ned.

Marianna Arnardottir har fået nej til lyskæden af både menighedsråd, provsti og Århus Stift, ligesom det ikke har hjulpet, at sagen har været oppe på internationalt plan, da den islandske stat gennem sin ambassade i København forsøgte at få tilladelsen til lyskæden igennem. Men måske bliver det anderledes. I november sidste år var den omdiskuterede sag anledning til, at Marianna Arnardottir stillede op til menighedsrådsvalget i Grenaa og blev valgt. Hun er desuden blevet medlem af kirkegårdsudvalget, og det har givet resultat – omend i meget begrænset omfang.

Menighedsrådet har netop givet hende en dispensation til at sætte elektrisk lys op, men kun i en højde på maksimalt 40 centimeter på et enkelt kors og kun fra 23. til 30. december.

– Vi skal jo finde en løsning, og jeg er ret godt tilfreds, selvom lyskæden efter islandsk tradition ellers sidder fra første søndag i advent til helligtrekonger, siger Marianna Arnardottir.

Grenaa kirkegård har da også tidligere været indstillet på at yde særbehandling til folk med personlige ønsker. For eksempel til byens læge, som for omkring 75 år siden blev alvorligt syg og skulle dø. Han var imidlertid panisk angst for at skulle begraves nede i jorden, og derfor ønskede han at bygge et lille mausoleum til sin kiste i et hjørne af kirkegården.

Kirkegårdsleder Finn Feldbæk peger på mausoleet og fortæller, at lægens ønske blev efterkommet, og derfor rummer kirkegården i dag et lille og lavt gulstens-mausoleum i et hjørne og halvt skjult under nogle træer. Herinde har lægen sit sidste hvilested, mens familiemedlemmer ligger begravet lige foran bygningen.

HEMMELIGHEDEN I HOED Tæt på Grenaa ligger den lille landsby Hoed, hvis kirkegård gemmer på en stor hemmelighed. På et iøjnefaldende familiegravsted bag et højt støbejernsgitter står blandt andet to høje gravsten, hvorpå der er anbragt nogle særprægede symboler, som ikke umiddelbart lader sig tyde. Kirkegårdsgraver Kaj Hansen, som har været ansat her i mere end 20 år, siger, at han ikke kender noget til symbolernes betydning, men henviser til andre i den lille by, som måske ved noget. Kristeligt Dagblad opsøger nogle af beboerne i Hoed, men ingen kan løfte sløret for symbolerne. Heller ikke sognets præst gennem mange år, den nu pensionerede Peder Kristian Poulsen, som også selv har været nysgerrig efter at finde frem til budskabet på gravstenene.

– Det er aldrig lykkedes for mig. Hver gang jeg har spurgt nogen i sognet, har det været, som om de ikke ønskede at snakke om det, fortæller han.

Grunden til hemmelighedskræmmeriet kan være, at symbolerne hører hjemme i frimureriet, som traditionelt er omgærdet med mystik. Manden, som kan bidrage til en løsning af mysteriet om gravstenen fra Hoed, er Erik Westenaa, som er museumsregistrant ved Frederiksborgmuseet i Hillerød og selv aktiv frimurer.

Han fortæller, at symbolerne på gravstenene viser, at afdøde var højt placeret frimurer i det såkaldte laugs-frimureri, som stammer fra England. Her kan medlemmer stige inden for systemets tre grader, hvorimod man i Den Danske Frimurerorden, som stammer fra Sverige, har 11 grader. Erik Westenaa har i en årrække forsket i frimurerordenens historie i Danmark og i Europa og har skrevet bogen "Tankefulde haver" om frimurersymboler på mindesten og andet i parken ved Jægerspris Slot og andre steder. Men gravstenene fra Hoed overrasker eksperten.

– Jeg har aldrig set noget lignende. Det er meget usædvanligt med en så omfattende symbolik på gravstenene, så afdøde må virkelig have gået ind for sagen og samtidig have været utrolig åben omkring sit frimureri.

Erik Westenaa forklarer, at symbolerne på gravstenen alle peger på frimurernes tanker om, at livet er ét langt arbejde på at forme sit indre, så mennesket i overført betydning går fra at være en rå sten til en perfekt kubisk eller kvadratisk sten, som passer ind i det, man kunne kalde Guds universelle bygningsværk.

– Øverst er en vinkel, som symboliserer det perfekte, og en passer, som Gud måler menneskets arbejde med. Trekanten symboliserer Treenigheden, og øjet er Guds alseende øje.

– Stjernen oppe til højre er Kong Salomos segl. Han var den store bygmester og meget væsentlig for frimureriet med sin genopbygning af Salomos Tempel. Pilen op imod en streg oppe til venstre er et engelsk stenhuggersymbol, som de frie murere brugte til at sætte på deres bygningsværker, når de var færdige og perfekte. Med symbolet på en gravsten siges det, at dette bygningsværk – dette liv – er perfekt, siger Erik Westenaa.

– Ankeret i midten til højre bruges i frimureriet om håbet om, at man forbedrer sig indeni, og det modsvares til venstre af symbolet på Treenigheden, mod hvilken håbet også retter sig.

– Nederst til højre er bogstavet M, som står for Mesteren, og i frimurerverdenen er det udtryk for verdens trefold store bygmester, og nederst til venstre er igen hans passer. Midt mellem de to symboler er noget, der ligner et timeglas. Det er symbolet på den "løftekran" eller det værktøj, man bruger ved at hugge ind i en sten, hvorefter det udvider sig, når man trækker for eksempel slutstenen på plads i et stort gotisk buehvælv og gør buen perfekt. Den perfekte slutsten er i frimureriet tegnet på, at man er parat til at gå ind til Gud. Det samme signal ligger i det nederste symbol, som viser Salomos Tempel med de to pragtsøjler Jakin og Boas, forklarer Erik Westenaa.

KUBE OG KANONER Efter en køretur i det bakkede Østjylland fortsætter kirkegårdsvandringen på Nordre Kirkegård i Horsens. Her i byen har været mange medlemmer af Den Danske Frimurerorden, og logen i Horsens var faktisk den første i Jylland.

Avisens udsendte bliver vist rundt på kirkegården af fotograf Svend Pedersen, der er en af byens mangeårige frimurere. Han viser blandt andet hen til en lille gravsten med stor symbolværdi. Der er tale om en kubesten, som ved første øjekast virker helt perfekt, og dermed ligger den der som beskrivelse af frimurernes livslange projekt, der altså handler om i overført betydning at blive formet som en perfekt sten, der passer ind i kirkens store byggeri.

– Imidlertid er kun én den perfekte, nemlig Kristus selv, og derfor vil det være overmod at lade sin gravsten være en perfekt kube. Prøv derfor at se her, siger Svend Pedersen og peger på det sted, hvor kuben ligesom står på jorden.

Hvis man roder lidt jord til side omkring stenen, så er den slet ikke færdig. Nedenunder jorden er der rå og ubearbejdet sten, og det er altså kun toppen af den, som er blevet formet og er synlig på gravstedet.

Kirkegården i Horsens rummer også minder om gamle dage og skæbner. Blandt andet en gravsten med den noget melankolske eller nærmest depressive tekst: "Kjendt af Mange. Miskjendt af Flere. Forstaaet af Få." Manden, som disse ord nu står over, er major Adolf Frederik von Harbord (1795-1878), der som medlem af det "Slesvigske Kyrassér Regiment" opholdt sig i Horsens, hvor han var premierløjtnant og overlærer ved en skole for underofficerer.

Grunden til den iøjnefaldende tekst på gravstenen kan være, at Harbord ifølge en artikel af en lokalhistoriker ikke blot beskrives som "en kundskabsrig og ivrig lærer," men også som "hidsig, pirrelig og stolt". Som underviser for soldaterne kunne han efter sigende være "ganske ubehagelig".

En anden grund til, at Harbord kun blev forstået af få, kan være hans kontroversielle holdning i borgerkrigen, da Slesvig og Holsten gjorde oprør mod den danske helstat i 1848. På det tidspunkt var han vendt tilbage til Slesvig, men da oprøret brød løs, rejste han igen nordpå og kæmpede på dansk side. Senere tilgav han aldrig de gamle militærkolleger, der ikke som ham valgte side til fordel for Danmark, og han nægtede at tale med dem, når de mødtes. Adolf Frederik von Harbord levede sine sidste år i Horsens, men forblev kendt af mange, miskendt af flere og forstået af få.

GUDRUNS GRAVMÆLE På vej tilbage mod redaktionen i København går kirkevandringen videre på Assistens Kirkegård i Odense. En enorm kirkegård med ikke mindre end 28.000 grave. Blandt de mange, mange gravsteder, som kunne blive genstand for nærmere undersøgelse, falder valget på et gravsted, som samtidig markerer en ny tendens i dansk kirkegårdskultur, nemlig en gravsten, der er fremstillet specielt til den bestemte afdøde.

Ude i kanten af den store kirkegård er der indrettet en skovkirkegård. Her er ingen egentlige gravsteder, men store og små sten ligger smukt side om side mellem buske og træer langs skovkanten ind til græsplænen, hvis kant bugter sig smukt ud og ind. Her midt i det hele står en rund og fantasifuld gravsten. Stenen er fremstillet af kunstneren Jes Nordby, som kendte den afdøde, der var kunstsamler og havde købt nogle af hans værker.

– Først efter hendes død kontaktede de efterladte mig og fortalte, at hun ønskede, at jeg lavede gravstenen. Jeg deltog så i begravelsen, hvor vi sang salmen "Den yndigste rose", og da valgte jeg at lave stenen ud fra den. Motivet viser døden på den måde, at rosen går i opløsning, men samtidig viser stenen også håbet, som det der spirer nedefra og gør alting nyt.

Det var en af de første gravsten, Jes Nordby lavede. Siden er flere kommet til, og gennem årene har udsmykningen på stenene ændret sig:

– Nu gør jeg mere ud af at tale med de efterladte og lave stenen meget personlig. Nærmest som en fortælling om den afdøde, siger Jes Nordby.

FARAO I FØLLENSLEV Tilbage på Sjælland går turen forbi Føllenslev i nærheden af Holbæk. Allerede på afstand kan man se det, som mere end noget andet tiltrækker sig opmærksomheden på denne kirkegård: En stor pyramide! Fantastisk og overraskende ligger den der og dominerer fuldstændig indtrykket, når man kommer ind på den ellers traditionelle kirkegård. Stor og mægtig er pyramiden med sine fem gange fem meter i grundplanet og seks meter i højden.

Da Kristeligt Dagblad kommer forbi, er graveren ved at pakke sammen for i dag, men det lykkes at få arrangeret et besøg inde i pyramiden, som ellers ikke er offentligt tilgængelig. Inden han låser op, fortæller graveren, at pyramiden blev opført i slutningen af 1800-tallet af områdets velhavende godsejerslægt Grüner.

Nogle trappetrin fører de besøgende godt en meter under terrænhøjde, og en stor og tung trædør bliver låst op og åbnet. Det er som at gå ind i en anden fortidig verden at komme inden for i pyramiden, hvor ni kister står side om side i et hvidt rum uden nogen form for udsmykning. I tusmørket blafrer de mange, store spindelvæv i vinden, der kommer ind og fylder rummet, og som besøgende står man lidt lamslået og kigger på kisterne, hvoraf fire er af zink og fem er smukt dekorerede egetræskister – blandt andet en børnekiste med påskriften "Gustav Grüner. Født og død 8. september 1892".

Da avisens udsendte ser ned, viser det sig, at fugtigheden og klæbrigheden under fødderne skyldes en stor mængde orm på gulvet, og det fører hurtigt til afslutningen på besøget.

Også lokalt har man fundet pyramiden spændende. Den lokalhistorieintereserede Jan Østergaard, som også sidder i menighedsrådet, er ved at skrive en lille bog om fænomenet. Det er så meningen, at overskuddet fra salget af bogen skal finansiere vedligeholdelsen af pyramiden.

– Slægten ønsker nemlig ikke selv at fortsætte med at bekoste vedligeholdelse. Der er ingen tilbage i Danmark, og vi har fundet to familiemedlemmer i udlandet, og de har nu overdraget pyramiden til menighedsrådet, siger han.

– Det er et fantastisk bygningsværk, som er udført i granit på Bornholm og sejlet hertil i mindre stykker, hvorefter det hele er blevet samlet på kirkegården. Prisen i 1800-tallet var 40.000 kroner, og det var jo en hel formue dengang, siger Jan Østergaard, som har et bud på, hvorfor pyramiden blev opført:

– Dengang vidste man jo godt noget om pyramiderne i Egypten, og når nu slægten havde så mange penge, ville man nok gerne vise det, og måske betragtede de sig selv som de lokale farao'er.

DUEN OG JUMBOJETTEN Rejsen rundt i Danmarks smukkeste have kunne blive ved, og overalt ligger fængslende beretninger og venter. For eksempel gemt i de mange forskellige symboler, som pårørende har valgt til gravstenene. Mange ældre gravsten har duen som symbol eller englefigurer – enten graveret ind i stenen eller anbragt ovenpå. Variationen er større på nye gravsten. For eksempel er der på en gravsten i Ishøj indgraveret en jumbojet.

Antropolog Gitte Lunding Johansen, der er leder af Kulturcentret ved Assistens Kirkegård i København, siger om ændringer i symbolikker på gravsten:

– Duen er et symbol hentet fra Noas Ark, der bliver sendt ud fra arken og vender tilbage med en grøn palmegren. Det drejer sig altså om duen som budbringer – og måske endda fra Paradis. Jumbojetten er udtryk for, at nye gravsteder bliver mere personlige, men også anonyme, fordi de ikke har nogen forklaringskraft over for os andre.

På Nordre Kirkegård i Horsens ligger en gravsten, som på en måde sender signaler til en snæver kreds, men ikke desto mindre rummer en stor symbolkraft. Midt på stenen er anbragt en cirkel med en prik i midten. For nogle blot en geometrisk figur, men for mennesker i spejderbevægelsen en stærk hilsen fra den afdøde. En cirkel med en prik i midten er nemlig det tegn, en spejder laver i jorden, hvis han er færdig på sin post under et terrænløb. Tegnet betyder: Jeg er gået hjem!

kiil@kristeligt-dagblad.dk

Ude i kanten af den store Assistens Kirkegård i Odense side om side mellem buske og træer står denne runde og fantasifulde gravsten. Den er fremstillet af kunstneren Jes Nordby, som kendte den afdøde, der var kunstsamler og havde købt nogle af hans værker. -- Foto: Leif Tuxen.
"Kjendt af Mange. Miskjendt af Flere. Forstaaet af Få." Denne melakolske og nærmest depressive tekst står på gravstenen i Horsens over major Adolf Frederik von Harbord, som var upopulær både hos sine soldater og militærkolleger. -- Foto: Leif Tuxen.
Kirkegården her i Grenaa rummer landets mest omtalte gravsted. Islandske Marianna Arnardottir har gennem mange år ønsket at sætte en lyskæde på sin datters grav, men myndighederne har sagt nej. I år har hun imidlertid fået lov til at have lys på graven nogle få dage. -- Foto: Leif Tuxen.
Fantastisk og overraskende ligger pyramiden på kirkegården i Føllenslev ved Holbæk. Den blev opført i 1800-tallet af områdets velhavende godsejerslægt Grüner, som for kort tid siden overdrog bygningsværket til menighedsrådet ved kirken. -- Foto: Leif Tuxen
Det særprægede gravsted i Tisvilde i Nordsjælland med en cylinder og en pyramide er inspireret af den franske arkitekt Le Corbusier. Manden bag er tidligere professor i arkitekturhistorie på Kunstakademiet i København, Mogens Krustrup, som lever endnu, men hvis navn allerede står på pyramiden. -- Foto: Leif Tuxen.