Prøv avisen

På spøgelsesjagt i hovedstaden

På Club Absalon på Strøget i København strømmer spøgerierne angiveligt fra to succubusser af støbejern: sagnfigurer, der lever af menneskeligt begær. -- Foto: Leif Tuxen.

Gespenster : Hvad har et diskotek, en glemt brønd, et underjordisk fængsel og en fastfoodrestaurant til fælles? Alle fire hævdes at have en travl trafik af gespenster, spøgelser og overnaturlige hændelser. Velkommen til spøgelsesjagten!

Når regnen rammer København en råkold vintereftermiddag, hvor tusmørket sniger sig om hushjørnerne, og himlen har sænket sig begsort over hustagene, er det næsten som at gå rundt i Jack the Rippers London.

Følelsen forstærkes kun af manden ved min side, der iført lang, sort frakke og regndryppende paraply fortæller drabelige historier om genfærd og spøgerier.

Han er dog ganske harmløs, og det på trods af hans dystre fritidsinteresse: jagten på det okkulte.

Spøgelseshistorier fra Fyn og Jylland

Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff har netop udgivet bogen "Guide til det okkulte Danmark", hvor han har fundet og beskrevet hjemsøgte steder i hovedstaden og på resten af Sjælland. Selvom bogen er ude, har han ikke sluppet emnet, for det næste projekt er en bog om spøgelseshistorier fra Fyn og Jylland.

Det vigtigste kriterie i udvælgelsen af spøgelseshistorier har været øjenvidneberetningerne, fastslår forfatteren. Det skulle være en bog med moderne spøgelseshistorier.

– Mange forfalder ellers til at pakke den slags historier ind i eventyr, men det har jeg forsøgt ikke at gøre her. Det skulle være meget mere nutidigt, for det er ikke kun historiske beretninger, det er noget, mennesker har set eller tror på. Det hele kunne være sandt, og det har været forudsætningen for at skrive bogen, forklarer Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, mens vi side og side går gennem Strøgets menneskemylder på vej mod første stop på spøgelsesjagten.

Club Absalon: Københavns mest hjemsøgte sted

Club Absalon ligger i starten af Strøget, og det er ikke tilfældigt, at vi stopper her først. Det er nemlig Københavns mest hjemsøgte sted, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf, da han har rystet paraplyen og lagt overfrakken på en af de røde barstole.

Når netop diskoteket her skulle kunne byde på mest overnaturligt rabalder, skyldes det beliggenheden. Huset er nemlig placeret midt i det, der tidligere udgjorde landsbyen Havn, og som senere blev til København. I 1100-årene var landsbyen ikke meget større end en fodboldbane, og dens grænser blev markeret af en hes-teskoformet voldgrav, der gik fra det sted, hvor Rådhuspladsen ligger i dag, til Gammeltorv og Nytorv. Inden for dette område lå også en af Københavns tidligste kirker, Sankt Clemens Kirke. Det er resterne af kirkegården, Club Absalon er bygget ovenpå, og da diskoteket skulle have gravet kælderen ud, stødte man på skeletter og kister i flere lag.

Lige bag muren på toiletterne i kælderen er fortidens døde stedt til hvile, og som en dyster mindeplade over dem stikker originale sten fra Sankt Clemens Kirke ud fra væggen over toiletterne.

Den historie kender Rene Pedersen til hudløshed. Han har arbejdet på Club Absalon i 17 år, og han færdes hjemmevant i selv de mørkeste kroge, da han viser os ind i husets bug.

Heldigvis for det – diskotekets indre viser sig nemlig at være næsten labyrintisk: smalle trapper, små reposer og små rum. Den mørklakerede trappe og de violette vægge trækker trappeopgangen sammen over os og gør det næsten umuligt for en ukendt at fornemme, hvor i huset og på hvilken etage, man befinder sig.

Første gang vi gør holdt er i den gamle restaurant på første sal. Her hænger julepynten året rundt, og kombinationen af lave lofter, tykke gulvtæpper og et dovent, gulligt lys, gør rummet hyggeligt på en underlig insisterende og næsten knugende måde.

Det er her, spøgerierne for alvor kan mærkes, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff. Jo længere op i huset man kommer, jo tydeligere bliver det. Nogle ansatte vil slet ikke gå heroppe alene, og mange fortæller om en ubehagelig stemning, der ligger så tykt i luften, at den næsten er til at skære i.

– Du kan mærke, at det er koldere heroppe. Hvilket er mærkeligt, for varme stiger altid til vejrs, bemærker forfatteren.

Rene Pedersen nikker og stopper ved den forladte bar midt i rummet. Lige præcis her havde han sin første uforklarlige oplevelse.

– Jeg skulle dække bord og havde taget en stor vaskebakke med bestik herop. Jeg tog en håndfuld knive og dækkede med dem, og da jeg vendte mig om, var bakken blevet flyttet fra baren og over i den anden ende af rummet.

Han holder en pause og kigger indgående på os. Så ryster han på hovedet.

– Og hvad kan man sige til sådan noget? Ikke så meget.

Han nikker hen mod trappen. Vi skal ned i dansesalen.

Vel nede på dansegulvet standser Rene Pedersen pludselig og kigger op på vinduerne, hvorfra man fra restauranten ovenpå kan se ned på dansegulvet. I hver af de små ruder lyser en glødelampe.

– Slukkede vi ikke lyset, da vi gik ned, spørger han så. Retorisk, for svaret falder prompte:

– Det gjorde vi.

Så sukker han og fortæller, at det netop er den slags, der hele tiden sker. Lys tændes, når det er blevet slukket. Eller omvendt. På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke bare handler om rod i elektriciteten i et gammelt hus, svarer Rene Pedersen, at der skam har været elektrikere ude, og at de heller ikke har kunnet finde en logisk forklaring. Så tøffer han tålmodigt af sted for at slukke lamperne. Igen. Imens fanges vores blikke af nogle sælsomme silhuetter i baren: to kvindefigurer i støbejern med englevinger, rank ryg og fremskudt bryst i hver ende af bardisken.

Ved nærmere øjesyn leder vingerne dog alligevel ikke tankerne hen på engle. For kroppen er et dyrs med lange kløer på for- og bagben.

Det er succubusser, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf: gudesagnsfigurer som den danske mare, der rider mennesker til onde drømme. Succubussen lever af seksuelt begær, og derfor passer det sikkert de to figurer udmærket at sidde på et diskotek, bemærker forfatteren tørt.

– Succubussen står for det liderlige. Jeg har været her med en clairvoyant, og hun mente, at de to figurer var kilde til en del af ondskaben og spøgeriet, og så længe de er her, fortsætter de overnaturlige aktiviteter, fortæller han.

Spørgsmålet er, om de to sagnfigurer får lov at blive særlig meget længere. Club Absalon er blevet solgt og lukker til nytår. Og så er der ingen der ved, hvad der bliver af de ondskabsfulde kvinder og ligene i kælderen.

Den gamle kirkegård på McDonald's, Frederiksberggade 25

Det er intet ved fastfoodrestaurantens fremtoning, der røber det. Men inde bag den neonoplyste facade, under gulvets hvide fliser og nede i mørket findes en fortid, der ikke lader sig mane i jorden af nye byggerier.

Mens Sankt Clemens Kirkes kirkegård stadig stod med intakte gravsten, talte man om spøgerier mellem gravene. Det gjaldt om at tage sig i agt for gravsoen: en vildsvinelignende skabning, der strjefede om på kirkegården og efter sigende var sjælene fra myrdede børn.

– Rygtet sagde, at gravsoen varslede død og var særlig fjendtligt stemt over mennesker med pengepunge af svinehud eller svineblære. Derfor siger jeg altid til folk, at de skal huske at tjekke, hvad deres pung er lavet af, før de går herind, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff. Han kaster et blik mod de våde vinduer og fortsætter så turen ned ad Frederiksberggade i retning af Gammeltorv og Nytorv.

Henrettelsespladsen og den skjulte brønd på Gammeltorv

Strøget munder ud i to pladser, Gammeltorv til venstre og Nytorv til højre. Torvene er omgivet af glitrende butiksfacader, blinkende reklameskilte og hæse frugtsælgere. Her passerer hver dag i tusindvis af mennesker på indkøb, på tur, på sightseeing. Men det er nok de færreste, som er klar over, at der under deres fødder befinder sig et rum, kun få københavnere har hørt om, endsige set.

Det vender vi tilbage til.

For det er nok heller ikke mange af de daglige forbipasserende, der kender torvets historie. Den ekkoer stadig af skrig fra de dømte og døende, for Gammeltorv var før i tiden byens henrettelsesplads, hvor man brændte hekse, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff.

– Man mente, at man gjorde dem en tjeneste ved at brænde dem, for hvis en kvinde blev straffet tilstrækkeligt i dette liv, ville hun ikke komme i skærsilden, forklarer Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff.

For at gøre lidelsen – og dermed renselsen – så stor som mulig, bandt man krudtposer på heksen, og når ilden nærmede sig, begyndte de at eksplodere på den stadig levende kvinde.

Selvom henrettelsespladsen i dag er forvandlet til shopping-strøg, så hænger historien stadig ved, mener forfatteren.

– Jeg har hørt så mange mennesker fortælle, at der er en helt særlig stemning her. Og det er der jo også – det er virkelig et centrum for det gamle København, uddyber han.

Stemning koncentreres ét bestemt sted på pladsen: nemlig ved det store Caritas-springvand, der lader guldæblerne springe på Dronningens fødselsdag.

Til højre for springvandet ligger en firkantet metalplade mellem brostenene. Der skal et særligt værktøj til at åbne det, før metalpladen kan løftes op og forvandler sig til en lem med adgang ned under jorden og springvandet, hvis navn ironisk nok betyder "barmhjertighed".

10 trin ned ad en fugtig jernstige, et duk med hovedet under et lavt stenloft, et par skridt frem og så: en stor, rund hvælving åbner sig foran den besøgende.

Vi står på bunden af den brønd, der ligger ubrugt hen under springvandet, og som har haft sin plads på Gammeltorv siden 1500-tallet. Muren er bygget af store, solide sten og er en del af den oprindelige brønd. Fra loftet hænger små drypsten af kalk, og fugten trækker strimer af vand over vægge og loft. En vandpyt på gulvet opfanger højlydt hver eneste dråbe, der slipper sit tag, og vover man at tale, er ekkoet så tæt, at det vikler ordene sammen til ukendelighed. Ellers er her helt tyst, og Gammeltorvs trafik synes tidsaldre borte. Det eneste, der holder det 21. århundrede fast, er de aparaturer og jernrør, der hører til springvandet ovenpå. Men lukker man øjnene, er det som at stå på bunden af 1500-tallet, lige under de brændende bål.

Spøgelset fra fængslet under Københavns Universitet, Nørregade

Til venstre for Gammeltorv ligger den gamle del af Københavns Universitet, og heller ikke her kan man sige sig fri for et par drabelige historier, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff.

I underste etage i det gamle Konsistoriehus, hvis store sal var ramme om universitetsstyrelsens møder, ligger resterne af en fangekælder. Her spærrede man de ulydige studenter inde, forklarer forfatteren, der også kan fortælle, at man i gamle dage kogte de døde på anatomisk institut for at ungå svineriet, når de skulle dissekeres.

– De studerende sad vagt ved kogekarrene, men en dag havde man en afløser. Og enten har man glemt at fortælle ham, hvad der var i gryden, eller også har han været uforsigtig. I hvert fald formoder man, at han i nattens løb har lindet på låget, for næste morgen fandt man ham død på gulvet under liget. Simpelthen fordi det har spilkogt så kraftigt, at indholdet er blevet trykket op af karret, da han fjernede låget, fortæller Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff. Efter sigende skulle den unge mands sjæl gå igen.

Og skal man tro Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, er han langtfra det eneste spøgelse, der vandrer hvileløst i hovedstaden.

freya@kristeligt-dagblad.dk

Uvorne studenter blev sendt i fangekælderen, der blev bygget til Københavns Universitet i 1626. At dømme efter de mange indridsede initialer, har rummet været ganske velbesøgt. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: NULL
Den gamle brønd fra 1500-tallet ligger gemt under Caritas-springvandet på Gammeltorv. Her ekkoer efter sigende skrigene fra de hekse, der mistede livet på bålet. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: NULL
Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: NULL