På udflugt med Grand Prix

Turistfolkene i København er ellevilde. Solen har skinnet flere dage fra en blå himmel samtidig med, at mange hundrede interessante udlændinge er i landet i forbindelse med Det Europæiske Melodi Grand Prix i Parken på lørdag. Interessante, fordi det drejer sig om popidoler og pressefolk, som formodes at tage tilbage til deres hjemlande og fortælle om seværdighederne i Danmark. Hver dag transporterer korteger af udflugtsbusser gæster gratis rundt til Rosenborg Slot, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater, Louisiana, Tivoli, Kronborg, Den lille Havfrue, Arken, Roskilde Vikingeskibsmuseum, Den Sorte Diamant, Carlsberg, filmbyen i Avedøre, osv. Derudover guides en lille eksklusiv gruppe såkaldte livsstiljournalister gennem et særprogram, som med branchens hang til engelske udtryk kaldes »vip press trip«. Her målrettes turene mod nyeste bedrifter inden for dansk kunst, design, madkultur, m.m. Kristeligt Dagblad var med et par timer i en af udflugtsbusserne for det brede publikum. I vores bus sad en bredskuldret dansk politimand i sort læderjakke. Han virkede lettere distræt, fordi han skulle passe på den israelske delegation. Han fik dog også tid til at høre efter guiden og brokkede sig, da denne fortalte i højttaleren, at nu passerede vi Strøget, »verdens ældste og længste gågade«. »Jeg mener nu, det var Randers, der kom først«, mumlede han. Heldigvis gik dagen fint. Israelerne fik lige som tyskerne, letterne, hollænderne og islændingene i vores bus lov til at nyde havnerundfarten og alt det andet, uden ballade. Tværtimod blev vi over hele byen mødt af vinkende danskere, der råbte pøj, pøj efter Grand Prix-deltagerne! De kunne se på bussen, hvor vi kom fra. Foran Rosenborg Slot, med en cola i hånden, stod Israels bud på dette års Grand Prix-vinder. Han hedder Tal Sondak og er 24 år. Hans sang hedder »Ein Davar«. - Titlen betyder noget i retning af »Det skal nok gå«. Sangen udtrykker, hvad jeg mener er det vigtigste i livet - at man bevarer håbet og ikke giver op. Hverken i de store sammenhænge, når det gælder arbejdet for fred, eller i sine små dagligdags cirkler, siger den unge mand. Han er ikke nervøs for på lørdag, for han kan sit kram. Har sunget siden han var seks år, begyndte sin karriere i et drengekor i tilknytning til synagogen. Og synes i øvrigt, at der er vigtigere ting i livet end at vinde eller at tabe ved Grand Prixet. Lige nu går han mest op i at gennemføre sine psykologistudier ved universitetet i Tel Aviv, så han kan komme videre med sin drøm om at arbejde blandt ældre og syge, eventuelt blive leder af et behandlingshjem for demente. - Jeg føler, jeg har den nødvendige erfaring. Dels har jeg arbejdet som frivillig på et plejehjem. Dels har jeg været tæt knyttet til min mormor, som døde for et år siden efter at have haft Alzheimer i 10 år. De to første år boede hun hjemme hos os, derefter kom hun på plejehjem. At miste hende har været det værste, der er sket i mit liv, siger han. Hans forældre og to søstre ankommer i dag til København for at se ham synge i Parken. Han glæder sig til, at de alle sammen skal ud at se lidt på byen. Hvad der har været den største oplevelse i Danmark indtil nu? »De smukke, danske kvinder«, siger han og smiler sødt. En ren by med venlige mennesker En anden udflugtsgæst denne formiddag er 33-årige Ilona Berzina. Hun er med i den elleve mand store Grand Prix-delegation fra Letland og repræsenterer lettisk tv, hvor hun er programindkøber og står for kontakten til de europæiske tv-stationer. Hun er imponeret over de rare danskere og København. - I er varme og virker ærlige. Som om jeres venlighed kommer fra hjertet. Og jeres by er vidunderlig. Bare ærgerligt, at jeg ikke har min mand og niårige datter med til at opleve det også. Noget af det, jeg vil huske mest, er Amalienborg Slotsplads, skatkammeret under Rosenborg og Den lille Havfrue. Og så glæder jeg mig vildt til »Sylfiden« på Det Kongelige Teater i aften, siger Ilona Berzina under kanalrundfarten. Hun tilføjer, at det er dejligt igen at føle sig som en del af Europa efter alle årene under Sovjetunionen. Det er kun anden gang, Letland er med i Grand Prix. - I danskere er også velkomne i Riga til august, når byen fejrer 800 års jubilæum. Store dele af vores gamle kultur og sprog har været gemt af vejen under russernes domæne. Men nu er vi langsomt ved at blive synlige for omverdenen igen, siger Ilona Berzina. Tilbage i bussen kan Henrik Thierlein fra turistbureauet Wonderful Copenhagen bekræfte, hvad vi noterer os om Grand Prix-gæsterne efter en kort snak med en række af dem. At de synes: 1. At danskerne er venlige. 2. At her er er rent og pænt. Og 3. At det er forbløffende, at vi taler engelsk alle sammen. Deltagerne vartes op i alle ender og kanter I løbet af dagen følges Grand Prix-folket, hvor det står og går, af danske unge mænd og kvinder iført sorte uniformer og øretelefoner. De er der ikke som livvagter, men for at hjælpe med alt lige fra plastre på fodvorterne til svar på, hvad Kronprinsen hedder, og er hyret af Danmarks Radio og turistbranchen. - Jeg fandt jobbet via Studenterhjælpen, der formidler job til studerende på videregående uddannelser, og tog det for oplevelsens skyld, siger 26-årige stud.merc.-linc. Astrid Bøehm. Hendes far arbejdede i Holland, da hun var barn, så hun kan sproget og er koblet på den hollandske delegation. En af hendes kolleger, der står ved siden af, bemærker, at hjælperne forhåbentlig får lov at beholde de smarte Isabell Kristensen-designede uniformer efter showet på lørdag. »Jeg har hørt, at man kan spule logoet på ryggen væk,« siger hun. Vi andre har ikke tid til mere og hopper af bussen med et farvel og tak.