I søndagens tekst hører vi om Jesus, der mætter 5000 mænd med bygbrød og fisk. Teksten er bare en af flere i Bibelen, hvor Jesus hjælper folk, der ikke har noget at spise. At give mad og almisser spillede en stor rolle i den datidige religiøse tradition for at hjælpe fattige og nødlidende.
Det var nemlig en del af den moralske og religiøse pligt i de fleste religioner herunder jødedommen, fortæller Carsten Selch Jensen, dekan på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
”Der var et fokus på, at man skulle være taknemmelig for, hvad Gud havde givet én og dermed også have øje for dem, som ikke var så heldige som én selv eller uforskyldt var kommet i ulykke” siger Carsten Selch Jensen, der har beskæftiget sig med forskellige aspekter af almissebegrebet.
Vigtigheden i at give almisser udsprang især af det faktum, at dem, der sad på magten i datidens samfund, ikke følte en forpligtelse til at tage sig af de fattige og nødlidende .
”Der var på det her tidspunkt i historien ingen form for velfærdsstat, så hvis et samfund skulle hænge sammen, blev der nødt til at være nogle regler for, hvordan man tog sig af dem, der af en eller anden grund ikke kunne forsørge sig selv – og således blev det typisk gjort til en religiøs forpligtelse. I middelhavsområdet var der flere samfund, omkring Jesu tid, hvor man havde meget udviklede idéer om, hvordan man tog sig af fattige,” siger Carsten Selch Jensen.
Flere beretninger i Det Gamle Testamente vidner om, hvor meget fokus der har været på at give almisser. For eksempel når Gud siger, at man ikke skal høste marken helt i bund, men derimod lade noget blive, så fattige mennesker kan komme og tage resterne, fortæller Carsten Selch Jensen.
”Dette tankesæt går igen i hele den jødiske tradition. Der er både direkte bud om at tage sig af den fattige, men også mange historier, der indirekte afspejler relationen mellem den, der mangler noget, og den, der har noget. Det med at give almisser, er et slags symbol på, at man rent etisk så at sige skal walk the talk – der er ikke noget ved at være et religiøst og fromt menneske, hvis ikke det kan mærkes på dig, og du ikke hjælper andre,” siger Carsten Selch Jensen
”Derfor sørgede man hele tiden for, at der var noget til de fattige, om det så var, at man gik over til en fattig mand eller kone med en pose korn, eller man lod dem gå hen over sin mark, efter man selv havde taget overskuddet eller mere direkte uddelte almisser til højtiderne”.
Almisser kunne nemlig have forskellig karakter og måden, de blev givet på, varierede alt efter det pågældende samfunds størrelse.
”Flere gav almisser til lokale religiøse institutioner eller templer og havde så en forventning om, at de ville blive givet videre. Men hvis man var velhavende, kunne man også påtage sig at tage et antal fattige og give dem tøj og mad. Og i de større byer som Jerusalem har det at give almisser formentligt været centreret omkring nogle velhavere, som næsten kunne adoptere nogle, som de tog sig særligt af. I de mindre samfund har man kendt alle i byen og vidst, hvem der manglede penge eller mad, og så har man hjulpet vedkommende,” siger Carsten Selch Jensen.
Han understreger vigtigheden af, at man dengang kendte personerne, man gav almisserne.
”Det handlede om at være en værdig trængende, så man var meget påpasselig med, hvem man hjalp. Der var et skarpt øje på, hvem der var den rette nødlidende – den rigtige fattige. Derfor var der en tendens til, at man først og fremmest tog sig af dem, der hørte til det nærmere fællesskab. For det betød, at man kendte dem godt, og at man derfor kunne stå inde for, at deres fattigdom ikke var selvforskyldt, eller at de ikke var dovne eller svindlere eller bedragere”, siger han.
At man kendte personerne, kunne både betyde, at det var venner eller naboer, men også fattige eller syge, som sad faste steder i byen.
Når Jesus i søndagens tekst giver mad til fem tusinde mennesker, vidner det derfor også om et skift i tankegangen om at hjælpe, som også kan ses i ligningen om den barmhjertige samaritaner, der hjælper en person, han ikke kender.
”Det er et radikalt brud i kristendommen og dermed også jødedommen, at han tager sig af en fremmed, og det siger også noget om hvordan samfundet har været. Det at hjælpe fremmede har været et stort normbrud på tværs af de etablerede traditioner, ” siger Carsten Selch Jensen.