Når Jesus i søndagens tekst siger til disciplene, at de for at komme ind i Himmeriget skal blive som børn, vil mange måske i dag særligt tænke på barndommen som en privilegeret periode i livet, hvor man kan være ubekymret til stede i nuet, lege og udfolde sig frit.
Men det var næppe det billede af barndommen, disciplene og deres samtidige associerede til, påpeger Birgitte Graakjær Hjort, teolog, ph.d. og center- og afdelingsleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus.
”I dag tænker vi ofte om børn og barndom på en lidt romantisk måde, og siden 1700-tallet har vi opfattet barndommen som en særlig epoke med sine egne kvaliteter.”
”Men på bibelsk tid levede børn i en patriarkalsk samfundsorden, hvor barnet indgik i en husholdning og en familie og var underlagt det mandlige overhoved og sine forældre. Barnet skulle adlyde, og det skulle bidrage til husholdningen!
”Idealet var det lydige barn, som i en jødisk kontekst skulle oplæres i loven. Børn skulle lære at blive lydige over for Gud, loven og deres forældre. Forældrenes pligt var at give børnene kendskab til loven og gøre dem lydige,” siger Birgitte Graakjær Hjort, der har skrevet en bog om de politiske, religiøse og filosofiske forhold på Det Nye Testamentes tid.
”Børn var blandt de værgeløse og havde ingen særlig magt og status. Så når Jesus bruger barnet som billede, når disciplene spørger, hvem der skal blive den største i Himmeriget, er det en klar provokation. Han gør det klart, at al den magt og status og ære, som mennesker i datidens samfund kunne samle sig, intet er værd, når det kommer til Guds rige – tværtimod. Det ville svare til at sige til mennesker i dag, at de kan delete alt det, der står på deres cv,” siger hun.
Samtidig ligger der en dobbelthed i brugen af barnet som billede, påpeger Birgitte Graakjær Hjort. For på bibelsk tid blev børn også set som en velsignelse, mens barnløshed blev opfattet som en forbandelse.
”I Det Gamle Testamente er det meget klart, at børn er en velsignelse – punktum. Børn er også en del af pagtsfællesskabet med Gud. Det er derfor, det bliver så væsentligt, at drengebørn skal omskæres på ottendedagen, og børn indgår i gudstjenestefejringen og oplæres som nævnt i loven,” siger hun.
Endelig er det ifølge Birgitte Graakjær Hjort værd at bemærke, at det på bibelsk tid var et adelsmærke at blive kaldt Abrahams børn eller Guds børn. I barnekåret kan der ligge en særlig udvælgelse.
”Men det står i et spændingsforhold til barnets status som privilegie- og værgeløst, og det bruger Jesus til at pege på, at for at komme ind i Himmeriget må disciplene frasige sig alle stjernerne på skuldrene og stå uden statussymboler,” siger hun.