På Gudsageren fortæller Brødremenighedens grave lokalhistorie

På kirkegården Gudsageren i Christiansfeld ligger generationer af mennesker fra et lille trossamfund, som bogstavelig talt byggede en by i deres idéers billede

"Det oprejses i Uforkrænkelighed,” står der på den anden side af indgangen til Gudsageren, og det betyder, at livet skabes i forgængelighed, men oprejses i uforgængelighed. Foto: Leif Tuxen

De er her alle sammen. 2055 medlemmer af frimenigheden Brødremenigheden er siden 1773 begravet på kirkegården Gudsageren i Christiansfeld.

Ikke én grav er sløjfet i 247 år. Alle grave er ens. På højre side af kirkegårdens hovedallé ligger kvinderne, på venstre er mændene. Hver har en rektangulær sandstensplade, der hviler på en sokkel af cement. Navn, fødselsdag og -sted, dødsdag og -sted og ofte en sætning fra en salme eller et bibelvers er alt, der giver den enkelte døde sit eget ansigt og liv.

”No et

JOHANNES GABRIEL RITTER

Gebohren zu Zeyst in Holland

d. 18. Juny und

Heimgegangen d. 26. September 1773.”

Sådan står der om den spæde dreng, Brødremenigheden lagde her som den første, kun få måneder efter, at medlemmerne begyndte at bygge deres helt egen by på kongsgården Tyrstrups marker syd for Kolding.

En spæd dreng blev som den første lagt her af Brødremenigheden, kun få måneder efter, at medlemmerne begyndte at bygge deres helt egen by på kongsgården Tyrstrups marker syd for Kolding.
En spæd dreng blev som den første lagt her af Brødremenigheden, kun få måneder efter, at medlemmerne begyndte at bygge deres helt egen by på kongsgården Tyrstrups marker syd for Kolding. Foto: Leif Tuxen

Lighed er en bærende idé i Brødremenighedens tankegods, og den står at læse i kirkegårdens prunkløse design: Her får alle den samme grav, barn som voksen, høj som lav.

”Vi har heller ingen familiegravsteder. På den anden side kan man sige: Det her er ét stort familiegravsted. For menigheden som gruppe er det meget vigtigt, næsten vigtigere end familien,” siger Jørgen Bøytler, Brødremenighedens danske præst og generalsekretær for Brødremenigheden globalt.

Han viser Kristeligt Dagblad rundt i byen og på kirkegården. For kirkegården er én blandt et lille antal af danske kirkegårde, der er bevaret, så de fortæller historie om et særligt sted eller en særlig epoke i danmarkshistorien.

På Gudsageren i Christiansfeld ligger generationer af mennesker fra et lille trossamfund, som bogstavelig talt byggede en by i deres idéers billede, og den er enestående i Danmark.

Solen falder gult og skarpt på gravstenene klokken 7.20 en morgen først i maj. De ligger på soklen, så de hælder svagt mod øst. Fra øst vil Kristus genopstå, og det må være i en morgensol som denne, at de døde skal se ham komme. Græsset er regnvådt og grønt, lidt bellis, mælkebøtter og lilla urter giver den nøgne plæne et præg af eng.

På Gudsageren i Christiansfeld er ikke ét gravsted sløjfet i 247 år. Alle gravene fremstår ensartede som udtryk for idealer om blandt andet lighed.
På Gudsageren i Christiansfeld er ikke ét gravsted sløjfet i 247 år. Alle gravene fremstår ensartede som udtryk for idealer om blandt andet lighed. Foto: Leif Tuxen

Sandsten slides hurtigt, og de ældste sten er glatte, som havde de aldrig haft en inskription. På andre står de udhuggede bogstaver og tal der endnu, men svagt som en rune. Året ”1789” kaster akkurat sin skygge på en sten.

Stenene er som en føljeton af menneskeliv, ingen af dem træder frem personligt og konkret, men de mærkes som et hele, generation på generation i en fortløben historie om samfundet her.

Brødremenigheden nedlagde de første sten til byen Christiansfeld den 1. april 1773. Herrnhuterne, som de også kaldes, var inviteret hertil fra Herrnhut i Tyskland af kong Christian VII. De anlagde deres by efter den klassiske brødremenigheds byplan, det vil sige som en visualisering af bærende principper om blandt andet lighed, fællesskab, åbenhed og socialt engagement.

”Her er et synligt udtryk for noget, der er usynligt ved os, og derfor er Christiansfeld på Unescos verdensarvsliste. Her forenes det håndgribelige med det uhåndgribelige, tankerne over for husene, gaderne, byplanen, kirkegården,” siger Jørgen Bøytler.

Det historiske centrum består af cirka 50 huse. Omkring den centrale plads er de vigtigste bygninger: ”Salshuset”, det vil sige kirken, og til venstre for den ”søstresiden” med den gamle pigeskole, Søstrehuset og Enkehuset, hvor henholdvis ugifte kvinder og enker boede indtil midt i 1800-tallet. Til højre er ”brødresiden” med blandt andet drengeskole og Brødrehus.

Lighed er en bærende idé i Brødremenighedens tankegods, og den står at læse i kirkegårdens prunkløse design: Her får alle den samme grav, barn og voksen, høj og lav, der er ingen forskel.
Lighed er en bærende idé i Brødremenighedens tankegods, og den står at læse i kirkegårdens prunkløse design: Her får alle den samme grav, barn og voksen, høj og lav, der er ingen forskel. Foto: Leif Tuxen

Uanset om de var adelige eller tatere, boede medlemmer i Brødre-, Søstre- og Enkehusene under samme tag og sov på samme sovesal. Socialt og mellem kønnene var der mere lighed, end det var almindeligt på den tid, blandt andet sad kvinderne med i samfundets ledelse, Ældsterådet, og også i skolen var hierarkiet tidligt på retur: Her var det forbudt at straffe eleverne korporligt allerede inden 1832 og muligvis helt fra starten, altså mindst 135 år tidligere end i resten af Danmark. Kirkesalen er enkel, hvid og uden prædikestol. Kun et enkelt trin står præsten hævet over sin menighed.

Og så er der kirkegården med sine næsten anonyme rækker af sten. Næsten. Jørgen Bøytler går langsomt fra sten til sten og standser af og til.

Betty Irma Graver Raven døde i 2015, den hvide skrift på hendes sten af sort granit er endnu let at læse:

”*21. 11. 1934

Sikonge, Tanzania

+ 26. 6. 2015

Grimshaw, Alberta, Canada

Kærligheden ophører aldrig”

Sådan en sten er typisk på gudsagre i hele verden, forklarer Jørgen Bøytler:

”Vi er efter sigende det kirkesamfund i verden, der har haft flest missionærer. Jeg har selv været 14 år i Tanzania.”

I dag er der 350 medlemmer af menigheden i Danmark, og de 150 bor i Christiansfeld. På verdensplan er der 1,2 millioner, og medlemstallet er i vækst.

Brødremenigheden er blandt de mest missionerende trossamfund, og det afspejler sig i gravstenene.
Brødremenigheden er blandt de mest missionerende trossamfund, og det afspejler sig i gravstenene. Foto: Leif Tuxen

På brødresiden af kirkegårds-alleen fortæller stenen over Johannes Løbner Hansen, 1901-1970, en anden facet af samme historie.

”Han udmærkede sig som en af de første missionærer i Tanzania, og han har oversat dele af Det Nye Testamente til det lokale sprog kinyamwezi. Han var med til at gøre stammesproget til et skriftsprog, og sådan er det med flere sprog, også grønlandsk,” siger Jørgen Bøytler.

Martin-familien, der også ligger her, var bogtrykkere i flere generationer. Brødremenigheden var håndværkere foruden missionærer, og byen er stadig kendt som ”honningkagebyen” på grund af traditionen for kagebageri, der første gang nævnes i 1783.

Grav nummer 294 i søstersiden er marmoreret af ælde. Dens glatte overflade changerer i plamager af gråt, hvidt og sort. Her er end ikke navnet tilbage.

Hvem ligger her?

I kirkebogen kan Jørgen Bøytler finde svar – og i den også beskrivelse af den dødes levned, der siden begyndelsen er blevet læst op til samtlige begravelser i Brødremenigheden, og som alle er bevaret.

Grav nummer 294 tilhører Anna Esther Cath Lindquist, født Fink den 11. august 1756. Hun blev 66 år, ni måneder og syv dage. Som de fleste herrnhutere, også i dag, tilsluttede hun sig menigheden som voksen og var altså ikke født ind i den. Hun kom til Christiansfeld den 10. april 1781, da hun var 24 år.

Hun vidste allerede meget om lidelse og tab, og hun skulle lære mere endnu.

På Gudsageren er en grav med et mindesmærke over faldne under Slaget ved Kolding den 23. april 1849. De sårede blev kørt til blandt andet Christiansfeld, hvor kirkesalen og Søstrehuset blev lazaret. 38 døde, heraf otte danskere og 30 preussere.
På Gudsageren er en grav med et mindesmærke over faldne under Slaget ved Kolding den 23. april 1849. De sårede blev kørt til blandt andet Christiansfeld, hvor kirkesalen og Søstrehuset blev lazaret. 38 døde, heraf otte danskere og 30 preussere. Foto: Leif Tuxen

Hendes levnedsløb er syv sider langt og skrevet med stejl og vanskelig håndskrift. Hun var datter af en retsskriver, og ”hendes kære Forældre gav en god Opdragelse, og holdt hende alvorligt til Gudsfrygt”. Blandt andet var det børnene forbudt ”at deltage i Selskaber, som kunde have en negativ Indflydelse på deres gode Sæder”.

Anna var 10 år, da hendes mor døde (”som satte hende i stor Sorg”), og fem år senere døde faderen. Hun kom til sin onkel, ”hvor hun i det Ydre gennemgik mange tunge Ting”. Men:

”Alt dette tjente til, at hun kom til at tænke over sin egen Tilstand,” fortsætter beskrivelsen.

Hun søgte flere kirkelige fællesskaber, hvor hun fandt ro og trøst, og da hun kom til Christiansfeld, boede hun først i Søstrehuset blandt de ugifte kvinder, indtil hun giftede sig med Niels Lindquist. De fik ni børn, hvoraf tre døde som spæde. Både Niels og Anna havde dårligt helbred, og nogle gange hjemsøgte sygdom også børnene. Efter 20 års ægteskab døde Niels i 1804.

Men troen forblev en kilde til styrke for Anna, uanset – eller nærmest forhøjet i takt med – hvad hun gik igennem. Hendes sygdom blev stadigt værre de sidste år af hendes liv, og hun døde efter lang og smertefuld sygdom. ”Kun undtagelsesvis hjalp de anvendte Midler til at lindre Sygdommens Forløb,” står der i levnedsløbet.

Men hun følte sig ikke ramt af Gud. Tværtimod lagde hun vægt på den støtte, hun fandt i sin tro, uanset hvor ynkværdig hendes tilstand forblev.

”Hun tog det som en ufortjent guddommelig Naade, at Gud aldrig blev træt af at forbarme sig over hende, og stedse hjalp hende igennem alt det Svære,” står der i levnedsløbet.

Og ”faa Dage før hendes Endeligt” nåede hun at opleve en stor glæde. Da nåede det budskab hende fra Vestindien, at hendes ældste datter, som var gift med en missionær, havde født en søn. Hun var blevet mormor.

Generationerne følger hinanden.

Kirkegården ligger på Kirkegårds Alle 14, 6070 Christiansfeld.