Jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, og hvor jeg hørte til efter gymnasiet. Derfor tog jeg på et ophold på Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) højskole. I gymnasiet havde jeg mødt et ægte kristent fællesskab i samme forbund. Der var folk fra den apostolske kirke, missionsforbundsfolk, indremissionske og så mig, der havde både noget folkekirke, noget indremissionsk og noget katolsk med mig. Det gjorde mig interesseret i KFS og gav mig lyst til at tage på organisationens lederhøjskole.
I en periode havde jeg taget nogle dumme valg. Jeg havde mindreværdskomplekser og dulmede det med et overforbrug af alkohol. Jeg kom i missionshuset, men gik også ud med mine venner og drak om fredagen. Inden jeg skrev ansøgningen til højskolen, bad jeg Gud om, at han ville hjælpe mig med at finde ud af, hvem jeg var.
I ansøgningen til højskolen, hvor man skulle lære om ledelse, lagde jeg kortene på bordet, og jeg tænkte, at jeg nok ikke ville blive optaget, for kan man blive leder for andre, når man ikke ved, hvem man selv er, og man har løjet og udnyttet mennesker omkring sig?
Men jeg blev optaget, og det er jeg så taknemlig for.
På højskolen skete der mange ting, men de to vigtigste, som for mig danner et sammenhængende troens øjeblik, handlede om at forstå, hvem Gud var, og hvor jeg hørte til. Allerede i en af de første undervisningstimer, der handlede om, at vi ifølge reformatoren Martin Luther er retfærdiggjort ved tro, skete der noget afgørende. Det gik det op for mig, at Gud ikke er en hård dommer, der kun kigger på mine dårlige sider og fejl og mangler, men en kærlig Gud, der har ydmyget sig for at sætte os fri. Det gav mig en radikal følelse af at være fri, og jeg kunne sænke skuldrene.
Min mor har katolsk baggrund og er tysk-italiensk. Min far er folkekirkelig og rundet af det missionske. De blev gift i folkekirken, hvor der også var en katolsk præst til stede. I min barndom kom vi i den lokale sognekirke og i missionshuset, og min søster og jeg gik i børneklub. I påskeferierne tog vi til Tyskland, hvor det meste af min mors familie bor, og vi deltog i alle messerne hen over påsken. Med røgelse og masser af lys. Den katolske og ortodokse kirke har en rigdom i deres ritualer, som vi kun har i afsvækket form i folkekirken. Man spiller på alle sanser, og gudstjenesten er en fælles handling. Som barn var jeg meget betaget af at se, hvordan børnene deltog i messen som alterdrenge og -piger. Jeg var med til at arrangere børnelejre, men her var det selve gudstjenesten, de var delagtige i.
Min mormor forærede mig en bedekrans, og min mor lærte mig at bede Ave Maria på tysk. Min mormorhavde helgenfigurer stående derhjemme, og hun forærede mig en figur af Sankt Antonius. På et tidspunkt hørte jeg nogle missionsfolk derhjemme diskutere, om katolikker overhovedet var rigtige kristne, og i skolen var der nogle, der sagde, at katolikker tilbad statuer. Så gik jeg hjem og spurgte min mor, hvorfor mormor havde de statuer stående, og hun forklarede, at det var, fordi de mindede hende om helgenerne som forbilleder. Indimellem fik jeg også negative kommentarer om min tyske baggrund, blev kaldt nazist og udpeget som anderledes.
Min familie har altid været god til at give mig mulighed for at vælge selv, og det er jeg glad for. Men med tiden blev jeg meget usikker på, om der var et sted i kirken, hvor jeg kunne føle mig hjemme. Først da jeg – via KFS og højskolen – mødte Dansk Oase, fandt jeg mit ståsted. Første skridt var, at jeg forstod, at Guds kærlighed også omfatter mig. Næste skridt var, at jeg forstod, at Gud har en plads til mig. Det fik jeg hjælp til af en af lærerne på højskolen. Han var en del af Dansk Oase og fortalte om sin vej dertil. På den måde fandt jeg ud af, at der fandtes en luthersk bevægelse inden for folkekirken, som var tværkirkeligt orienteret og tilmed havde haft besøg af en katolsk franciskanermunk på et af sine stævner. Jeg tænkte: Kan man det? Så behøver jeg ikke at vælge.
Inden jeg tog på højskole, ville jeg læse tysk og være gymnasielærer for at råde bod på den uvidenhed om tysk historie, jeg selv havde været offer for som barn. Men på højskolen var der folk, som opfordrede mig til at læse teologi, og det gav mig mod til at kaste mig ud i det. Jeg begyndte på Menighedsfakultetet i Aarhus, og sideløbende begyndte jeg at undersøge forskellige kirker og menigheder. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var i Aarhus Valgmenighed, som er tilknyttet Dansk Oase, jeg følte mig mest hjemme. Her er højt til loftet. Jeg fandt et åndeligt hjem her, og jeg fik venner i menigheden. Min daværende kæreste, som nu er min hustru, havde været på samme ophold på KFS-højskolen, og hun blev også medlem af Aarhus Valgmenighed.
I 2018 blev der en stilling ledig i kirken som assisterende præst. Den søgte jeg og fik. Jeg har særligt fokus på de unge og studerende, og jeg er glad for, at jeg kan bruge den rejse, jeg selv har været på, til at støtte unge, som kan være forvirrede og tvivlende, til at finde et ståsted. Jeg bringer også noget fra min katolske baggrund med ind. For eksempel har jeg indført en ceremoni med at lægge blomster ved korset til langfredagsgudstjenesten. Jeg kommer selvfølgelig ikke til at bede Ave Maria i en gudstjeneste, men hele den kontemplative side af den katolske kirkes tradition kan vi lade os inspirere af. Der er også en kvinde i menigheden, der maler ikoner, som vi indimellem bruger under gudstjenesten.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har aldrig været i tvivl om, at Gud findes, men jeg har været i tvivl om, hvorvidt Guds kærlighed også gjaldt mig. I virkeligheden handlede det om, at jeg var i tvivl om, om jeg var værd at elske. Den tvivl kender mange mennesker nok – af mange grunde. Jeg har aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed, men på et guddommeligt plan var jeg usikker på kærligheden, og det var først på KFS-højskolen, at jeg forstod, at Guds kærlighed også omfatter mig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende”. Det er et bibelord (1. Tim. 4, 12), som forstanderen på KFS-højskolen gav mig. Jeg tror, at han gav mig det, fordi han så noget i mig og havde lyst til, at det mindreværdskompleks, jeg havde kæmpet så meget med, skulle fylde mindre. Jeg prøver at give det videre til de unge, jeg har ansvar for som præst. De skal opleve, at de bliver lyttet til og får lov at bidrage.
Det fremgik tidligere af denne artikel, at Hans-Christian Vindum Petterson siden 2019 har været assisterende præst i Aarhus Valgmenighed. Det er ikke korrekt. Han har siden 2019 siden 1. juni i år været valgmenighedspræst samme sted.