På kejserens præmisser

Det giver en dyb mening for mig at arbejde i denne verden på kejserens præmisser, fortæller Dagfinn Høybråten, generalsekretær i Nordisk Ministerråd, om morgendagens prædiketekst

”Guds mål er fællesskab med mennesker, og det fællesskab er på mange måder at give Gud, hvad Guds er. Men modsat kejseren kræver Gud ikke sin ret,” siger Dagfinn Høybråten, generalsekretær i Nordisk Ministerråd. -
”Guds mål er fællesskab med mennesker, og det fællesskab er på mange måder at give Gud, hvad Guds er. Men modsat kejseren kræver Gud ikke sin ret,” siger Dagfinn Høybråten, generalsekretær i Nordisk Ministerråd. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Giv kejseren, hvad kejserens er, siger Jesus i søndagens prædiketekst med en mønt i hånden som et symbol på skattebetaling. Men hvordan giver man så Gud, hvad Guds er, som det også lyder i bibelteksten? Det spørgsmål har Dagfinn Høybråten, generalsekretær i Nordisk Ministerråd, et bud på:

”Mønten viser kejserens billede, og mennesket er præget i Guds billede. Guds mål er fællesskab med mennesker, og det fællesskab er på mange måder at give Gud, hvad Guds er. Men modsat kejseren kræver Gud ikke sin ret,” siger nordmanden, der kom til Danmark og Nordisk Ministerråds sekretariat i København i 2013 efter at have været blandt andet sundheds-, arbejds- og socialminister i Norge samt formand for Kristelig Folkeparti.

En anden måde at give Gud, hvad Guds er, ses i forvaltertanken, mener Dagfinn Høybråten.

”Mennesket er den centrale del af skaberværket og skal forvalte jordens ressourcer på bedste vis. Skaberværket er i udgangspunktet skaberens, og at forvalte det er også at give Gud, hvad der tilhører ham. Forvalterskabet handler om både miljøet og fordelingen af ressourcer med respekt for menneskeværdet. Her finder jeg på mange måder grundlaget for det liv, jeg har levet i politik,” siger han.

”For mig har kampen mod fattigdom og for en retfærdig fordeling været et livslangt engagement, som netop udspringer af forvalterperspektivet og alle menneskers ligeværd,” siger Dagfinn Høybråten, der er leder af den globale vaccinealliance Gavi, hvis opgave er at skaffe vacciner til børn i 73 af verdens fattigste lande.

Dagfinn Høybråten fascineres af Jesus og hans svar på spørgsmålet i søndagens prædiketekst: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?

”Spørgsmålet er et forsøg på at sætte en fælde op for Jesus. Uanset hvad han svarer, vil det bringe ham i problemer,” siger han med henvisning til, at Jesus afhængigt af sit svar kan blive beskyldt for enten ikke at sætte kejseren eller Gud øverst.

”Jesus svarer på en måde, som ikke er uvant for ham. Ofte i mødet med mennesker svarer han ved at stille spørgsmål. Det er udtryk for en god pædagogisk tilgang, og at Jesus ønsker en dialog med folk. Jeg har som politiker været i utallige debatter i Stortinget (Norges parlament, red.) og i medierne. Min erfaring er, at hvis man selv stiller spørgsmål, inddrager man også sine meddebattører og gør dem mere ansvarlige,” siger han.

Han kender desuden udmærket diskussionen ud fra prædiketeksten om på den ene side Guds rige og på den anden side kejserens rige.

”For mig er det ikke et enten-eller. Det er ikke sådan, at jeg enten er i Guds rige eller i denne verden. Som troende menneske lever jeg i begge dimensioner, og dette budskab fra Jesus viser også, at det, der foregår i den verdslige dimension, er helt legitimt. For mig giver det dyb mening at arbejde i denne verden på kejserens præmisser. Jeg tror, at Gud har skabt det hele, og derfor er der ikke et kunstigt skel mellem ånd og materie. Men vi skal lære at skelne. Ikke nødvendigvis skille,” siger Dagfinn Høybråten og fortsætter:

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg ser det sådan, at i troens rum gælder de åndelige love. Og i det verdslige rum gælder de verdslige love. I udgangspunktet er det både legitimt og nødvendigt, at der findes verdslige love, men disse kan selvsagt ses som mere eller mindre retfærdige eller gode. Vi skal dog ikke bruge Guds autoritet i den verdslige verden. Her gælder kejserens. Dermed siger jeg også, at hans love styrer denne verden og skal respekteres.”

Men hvis kejserens virksomhed bedrives i kirkens rum, ”kompromitterer” det troen, mener han:

”Det reducerer trosfællesskabet til en slags politisk fællesskab. Eller også er der den anden grøft, hvor man laver en gudsstat, hvor Guds rige danner rammen om kejserens virksomhed. Begge dele kan gå rigtig galt.”

For ham har bøn, alene og sammen med andre, været en måde at lære at skelne mellem, hvad der hører til Guds rige og til kejserens rige.

Dagfinn Høybråten fortæller, at han har levet hele sit voksenliv i skæringspunktet mellem tro og politik.

”Det er en livslang øvelse at skelne, fordi jeg ikke vil skille. I udgangspunktet er min tro så enkel, som da jeg var barn, selvom den har modnet sig. Jeg tror på Jesus. Jeg tror, han er vejen, sandheden og livet for mig. For mig er han ikke bare en enestående leder, en klog pædagog, men han er Guds søn. Troen er ikke som en jakke, jeg kan hænge fra mig,” siger han og løfter op i jakken over stoleryggen.