Prøv avisen

I Udby Kirke samles folk til afspænding: "Det bliver mere intenst at komme i kirken"

Hver tirsdag samles 10-12 lokale til afspænding i og uden for Udby Kirke på Vestfyn. Holdet ledes af afspændingspædagog Anna Marie Sasaki, som ses til højre på billedet med rød T-shirt. – Fotos: Emil Kastrup Andersen.

Størstedelen af Danmarks kirker ligger i landområder, hvor færre sognebørn og midler gør det relevant at tænke nyt. På Vestfyn lader sognepræsten menigheden eksperimentere med afspænding og bogbytning i kirken

På en kirkegård med udsigt over fjord og marker står en lille flok mennesker og bøjer så dybt i knæene, som de kan. De bliver stående et par vejrtrækninger, retter sig så op, ryster benene og afventer nye instrukser fra afspændingspædagog Anna Marie Sasaki, der står foran dem.

”Hold benene adskilt, peg tæerne fremad og se så, om I kan komme forover og få næsen helt ned i gruset,” siger hun og demonstrerer.

Det er tirsdag formiddag, og der er afspænding i Udby Kirke nær Middelfart. På grund af det gode vejr foregår første del af timen ude på kirkegården, men i et område, hvor ”man ikke træder på noget, man ikke må træde på”, som Anna Marie Sasaki siger.

Derefter trækker de otte deltagere, syv kvinder og en mand, indenfor i den hvidkalkede kirke og placerer deres træningsmåtter i den forreste del af rummet. To lægger sig ved alteret, fem rundt om knæfaldet og en enkelt i gangen mellem bænkerækkerne. Da de er klar, fortsætter Anna Marie Sasaki med at få dem til at strække og bøje deres led.

”Hoften ud, Vita, ikke lårene.”

”Ja ja, kan man nu også det?”, lyder svaret fra Vita Andreasen, som ligger i kirkegangen og griner lidt.

Hun er ikke en af de faste deltagere på holdet, men har som sognepræst i den lille landsbykirke fulgt det ugentlige afspændingstilbud tæt. For når man har et pastorat med fire kirker til 1200 indbyggere, må man være klar på at tænke anderledes om bygningernes funktion.

Det faktum gælder for en stor del af landets sognekirker i disse år. Over halvdelen af dem har under 1000 indbyggere, hvilket gør dem til såkaldte landsbykirker.

”Det forbavser tit folk, at 13 procent af Danmarks befolkning har 54 procent af landets kirker. Man kan vælge at sige ’hold da op, skal de fylde alle de kirker?’, men man kan også sige, at det faktisk er hver ottende dansker, der bor tæt på en landsbykirke. Det handler om, hvilke øjne vi ser problematikken med. Om vi ser det fra et byperspektiv eller tager med ud i landområdet og ser, hvad der foregår,” siger sognepræsten, da afspændingstimen er slut.

På denne sommerdag har Kristeligt Dagblad valgt at gøre det sidste – at tage ud i et landområdet for at høre om kirkernes situation fra en kvinde, som må siges at kende til vilkårene og udviklingen for kirken på landet.

Da Vita Andreasen for tre år siden blev præst i de vestfynske sogne Føns, Ørslev, Udby og Husby, var folkekirken for alvor begyndt at drøfte landkirkernes situation og iværksætte projekter, der skulle se på sognenes ressourcer og eksistensgrundlag i fremtiden. Efter en konference besluttede biskop over Fyens Stift Tine Lindhardt at oprette en kirken på landet-præstestilling, og Vita Andreasen blev dermed den første funktionspræst på området. Arbejdet udgør 30 procent af hendes stilling og indebærer, at hun tager rundt til kirker og holder oplæg om deres situation og muligheder.

Sine egne kirker har Vita Andreasen selvfølgelig også arbejdet med. Sidste sommer blev der afholdt borgermøder om brugen af Udby Kirke, og blandt de mange idéer var afspænding i kirkerummet.

En deltager kaldte forslaget kedeligt, hvilket provokerede Anna Marie Sasaki så meget, at hun tilbød at gå i gang med det samme. Siden har 10-12 lokale mødtes hver tirsdag i kirken.

Tanken er dog ikke, at kvinderne skal blive ved med at ligge rundt om døbefonten og knæfaldet. Sognet har søgt tilladelse til at fjerne de seks bagerste bænkerækker i kirken, flytte orgelet, lægge trægulv og derefter bruge arealet til alt fra litteraturkredse til afspænding. Den endelige godkendelse mangler fortsat, men ifølge Vita Andreasen har både biskoppen og Nationalmuseet vist optimisme.

Tirsdagens fremmødte er alle glade for, at kirkerummet stilles til rådighed, da der ikke er mange andre steder at holde afspænding i området. Det var dog ikke en mulighed, de havde overvejet før borgermødet sidste år. Og Vita Andreasen erkender også, at det i begyndelsen var lidt grænseoverskridende at skulle lade kirken blive brugt på den måde.

”Men vi tager jo ikke kirken fra dig, Vita. Vi overtager den bare for en stund,” påpeger en med et smil, og Vita Andreasen tilføjer hurtigt, at hun er glad for det.

”Kirken er lokalbefolkningens rum. Det er fantastisk, hvis flere tog ejerskab.”

En anden deltager, Connie Nielsen, fortæller, at hun også fandt det grænseoverskridende første gang.

”Men jeg synes rigtig godt om tilbuddet og synes også, at det er blevet anderledes at gå til gudstjeneste. Det lyder nok åndssvagt, men det er, som om det mere er min kirke nu. Det bliver mere intenst at komme her,” siger hun.

Den sidste kommentar glæder Vita Andreasen meget, siger hun efter udstrækningen, da hun går mod parkeringspladsen. Her holder bilen klar til en guidet tur i De 4 kirker, som området kom til at hedde, da sognene i 2008 samlede sig i ét menighedsråd. Af samme grund finder hun det vigtigt, at tærsklen til kirken gøres lavere.

”Jeg synes, at tendensen fra bispekollegiet og Nationalmuseet er, at vi skal bevare vores kirker, som de er, og at de skal være opvarmede og i spil. Men jeg mener i højere grad, at vi skal fokusere på at gøre tærsklen så lav, at det bliver naturligt at bruge kirken til mere end gudstjenester. Kirken skal ikke være døde bygninger, men et sted med ånd, hvor vi kan dyrke det relationelle,” siger hun.

Ud over afspænding har pastoratet blandt andet arbejdet med mad- og meditationsgudstjenester, gudstjenester ved stranden og indsat reoler i alle kirker, hvor man kan tage, låne eller bytte bøger. Hun har også arbejdet med søndagsgudstjenestens form, hvor hun holder en kortere nadver med brød, hun selv bager, og så glæder hun sig over pastoratets kreative organist, Eva Møller Knudsen, som tør inddrage forskellige instrumenter.

”Jeg tror, man er nødt til at nytænke gudstjenesten på landet, gøre den slankere og måske give slip på nogle af fællessangene. I byerne lægger man ikke mærke til, at menigheden ikke synger med, men i et landsogn kan det komme til at virke tamt,” siger hun.

Viljen til at tænke anderledes er der, men ifølge Vita Andreasen er den store udfordring, at der går mange penge til kirkegårdsdriften, og at menighedsrådet let kan drukne i praktisk arbejde. Det sidste kan menighedsrådsmedlemmerne Ole Larsen og Helge Strandgaard Hansen nikke genkendende til. De dukker op ved Husby Kirke, som ligger 10 minutters kørsel fra Udby Kirke, for at hilse på. Modsat sognets andre klassiske hvidkalkede landkirker har denne gule og hvide striber og en russisk inspireret løgkuppel på toppen. Den tilhørte grevskabet Wedellsborg indtil 1990, og indenfor finder man store sarkofager og bænkerækker, hvor både dronning Margrethe og Karen Blixen har siddet.

Ifølge kasserer Ole Larsen, der både er døbt, konfirmeret og gift i Husby Kirke, er der meget praktisk arbejde som vedligeholdelse af bygninger og ansættelser for menighedsrådet at se til. Menighedsrådsformand Helge Strandgaard Hansen er enig, men skal han pege på den største udfordring for landsognene, så er det snarere snakken udefra.

”Det værste er, når man i København begynder at snakke om lejlighedskirker. Det bliver over mit lig. Vi holder gudstjenester i alle fire på skift, og jeg vil hellere samle fem eller seks kirker i et pastorat end at tage nogen ud af brug. Man skal huske, at kirkegangen stadig er god herude, og vi er åbne for nye tiltag. Der er heller ikke mange andre fællesskaber tilbage herude. Vi har få forsamlingshuse tilbage i området, og brugsen og skolen er også væk. Så vi er de sidste,” siger han.

Vita Andreasen synes heller ikke, at man skal opgive kirkerne. Ifølge hende er der noget enestående over, at vi har kirker, der ligger så tæt.

”Det er et gammelt dansk princip, at man ikke skal drage til Jerusalem, men bare gå tre kilometer for at møde andre fra sit område og blive beriget af mødet, salmer og bønnerne,” siger hun.

Når det er sagt, så sognepræsten dog gerne, at der kom en ungdomskirke i en af områdets kirker.

”Jeg tror, det kunne være et hit. Når jeg holder oplæg om kirken på landet i andre sogne, siger jeg også altid, at gad vide, om der ikke er en kirke i provstiet, der kunne tages ud af drift og gøres til ungdomskirke. Så kunne man sætte nogle af områdets bedste folk sammen og lave et samlingssted for unge. Det er et frø, der skal sås, og så må vi se, om det vinder gehør,” siger hun og tilføjer, at man også kunne have kirker med fokus på for eksempel socialt eller diakonialt arbejde.

Hun tror også, det bliver vigtigt at skabe et større samarbejde om det administrative arbejde og kirkegårdene på tværs af sognegrænser. Men ellers skal der ikke effektiviseres for meget i folkekirken. Hun synes for eksempel, det er synd, at der forsvinder præstestillinger fra landet, fordi flere flytter til byerne.

”Jeg tror, at det er vigtigt, at præsten er, hvor folket bor, og ikke kommer fra et større sogn flere kilometer væk. Det er også med til at gøre det krævende at være præst på landet, at der ikke er andre præster at sparre med. Hvis man reducerer yderligere i antallet af landpræster, risikerer man, at præsterne mister gejsten, og så går det hele ned,” siger hun og tilføjer, at det til gengæld er godt, at landsbypræster mange steder begynder at arbejde i teams.

Hvad fremtiden bringer for landsbykirker som de fire i hendes eget pastorat, synes Vita Andreasen er svært at spå om. Men hun tror på, at der kan komme en såkaldt ”rural renæssance”, hvor landet bliver moderne igen.

”Jeg kan se for mig, at familier vil have en primær bolig på landet og en i byen, så børnene kan få begge dele. Men hvem ved? Jeg ville vildt gerne rejse 20 år frem i tiden og se, hvad der er sket. Når alt kommer til alt, handler det om at bevare folkets kærlighed. Hvis ikke vi kan det, så er vi virkelig på den,” siger hun.

I dag foregår den ugentlige afspænding i Udby Kirke i området omkring alter, knæfald og døbefont. Men pastoratet håber snart at få tilladelse til at fjerne nogle bænkerækker bagerst i kirken, så der kan blive mere gulvplads til træningen og til andre aktiviteter.
”Det er et gammelt dansk princip, at man ikke skal drage til Jerusalem, men bare gå tre kilometer for at møde andre fra sit område og blive beriget af mødet, salmer og bønnerne,” siger sognepræst Vita Andreasen.
Dette kunne være ret fedt som bærende, hvis det altså kan passe til opsætningen. Billedtekst: I Udby Kirke arbejder man på at gøre tærsklen til kirken lavere for menigheden. Det sker blandt andet ved at invitere dem ind til andre aktiviteter end gudstjeneste, eksempelvis afspænding i kirken. Foto: Emil Kastrup Andersen
Sognepræst Vita Andreasen fortæller, hvordan kirken kan spille en rolle i moderne menneskers liv
Foto: Emil Kastrup Andersen