Det var på mange måder en sorgløs og ubekymret tid, og jeg ville aldrig have gættet på forhånd, at mit liv stod over for et vendepunkt. Det er 20 år siden, og jeg var lige blevet student. Min veninde og jeg havde længe haft en drøm om at komme til New York City og havde på forhånd set en masse tøsefilm om livet i byen. En juli måned tog vi af sted med en jødisk-kristen organisation, og jeg husker det, som om vi bare var unge og nød tilværelsen. Vi gik rundt i bare tæer på gaderne, dansede i World Trade Center og blev væk i gaderne i Brooklyn.
En aften faldt jeg i snak med nogle jøder, jeg havde mødt, hvor vi kom til at tale om tro. Jeg kan huske, at de sagde, at hvis Bibelen var skrevet i dag, ville vi måske have været med. Det havde jeg ikke tænkt over før. Jeg sagde, uden at tænke nærmere over det, at jeg i så fald nok ville have været den samaritanske kvinde, Jesus møder ved en brønd i Johannesevangeliet, men mit skoleengelsk rakte ikke til, at de forstod det ordentligt.
Senere samme aften mødte jeg tilfældigt en mand på gaden, der kiggede alvorligt på mig og spurgte, hvor min mand var henne. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen mand, og syntes, det var et sært spørgsmål, for jeg var trods alt kun 19 år gammel.
Næste dag var vi til en gudstjeneste, hvor jeg skulle finde en tekst i Bibelen og ved en fejl slog op på fortællingen om kvinden ved brønden. Jeg begyndte at læse den, og pludselig kunne jeg se min foregående aften i teksten. Jesus spørger efter hendes mand, og hun svarer, at hun ikke har nogen mand. Det var en meget intens oplevelse af, at teksten handlede om mig, og at Jesus henvendte sig direkte til mig. Jeg forstod det ikke helt, for jeg havde ikke levet et liv som kvinden ved brønden, der havde haft fem mænd. Alligevel var det, som om Jesus mødte mig lige der og viste mig, at han så lige igennem det drengekaos, der trods alt var i mit liv, og at han elskede mig og ville mig noget.
Det var nogle mystiske sammenfald af hændelser, som gjorde, at troen pludselig oplevedes meget vedkommende. Jeg mærkede for første gang Jesu kærlighed, som var meget anderledes og meget mere ren end nogen anden kærlighed, jeg kendte. Jeg kan bedst beskrive det ved, at jeg blev forelsket i Jesus den aften på Manhattan.
Jeg var vokset op i et kirkeligt hjem og var kommet til gudstjenester i Betlehemskirken på Nørrebro hele min barndom. Men oplevelsen fik min tro til at skifte karakter. Den kærlighed, jeg mødte den aften, kom til at blive drivkraften i mit liv og har fået betydning for mange af de livsvalg, jeg siden har truffet. Det gav ikke længere mening at stile efter det, man kan kalde et normalt liv. Det sagde mig ikke noget at skulle gå efter andre menneskers anerkendelse eller finde et prestigefyldt job. I stedet fik jeg en længsel efter at lade mit liv styre af den kærlighed, jeg havde mødt.
Oplevelsen gav mig også en dyb kærlighed til det jødiske folk. Muligvis skyldtes det, at Jesus selv var jøde, men det kan også handle om, at mange af de personer, jeg mødte på min rejse, var jøder. Mest af alt oplevede jeg det, som om Gud gav mig en kærlighed til det folk, han selv er en del af.
Da jeg kom hjem, søgte jeg i første omgang arbejde på det jødiske plejehjem i Danmark. Det føltes som en meget konkret måde både at kunne hjælpe jøder på og komme til at lære dem bedre at kende. Senere har oplevelsen også spillet ind på, at min mand og jeg flyttede til Israel med vores to børn, hvor vi nu i syv år har været præstefamilien i Den Danske Kirke i Jerusalem.
Min tro er i dag stadig formet af den oplevelse, jeg havde som ung i New York City. Over årene er min kærlighed til Jesus blevet dybere. Selvom troen også har påvirket, i hvilken retning mit liv har udviklet sig, er det især i de små hverdagssituationer, den kommer til udtryk. Jeg er meget optaget af, hvordan Jesu kærlighed kan være styrende for, hvordan jeg lever. Nogle gange kan det være så konkret, at det ligefrem bliver grænseoverskridende. For eksempel da jeg for noget tid siden skulle ud og handle ind, og der ikke var så mange penge på kontoen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, gid der var nogen, der ville betale for mine varer. Men så kom jeg i tanke om den bibeltekst, hvor Jesus siger, at det, du gerne vil have, andre gør mod dig, skal du gøre mod dem. Det var ret akavet, men jeg endte med at tilbyde at betale varerne for den person, der stod foran mig i køen i supermarkedet.
Jeg kan godt lide at øve mig i at være opmærksom på, at jeg lever mit liv sammen med Jesus. Her i Jerusalem findes der ikke meget køkultur, og alle maser og skubber for at komme først. Så tænkte jeg, at der vil jeg prøve det modsatte, og hver gang nogen skubbede, ville jeg lade dem komme foran. Folk har med garanti syntes, jeg var meget mærkelig. Men for mig handler livet med Jesus meget om de små hverdagsting, hvor man giver ham og andre plads, og hvor man hele tiden øver sig i at elske sin næste.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At have en anden at dele troen med. Noget af det bedste, der er sket for mig, er, at min præsts kone i Betlehemskirken i København altid har taget sig tid til at snakke med mig. Hun har altid lyttet til mig, bedt for mig og fulgt med i mit liv. Hun er vel som en slags åndelig mor for mig. Jeg tror, vi vil kunne få meget ud af at blive bedre til at slå følge med hinanden og ikke leve så individualistisk i vores trosliv.
Hvad har udfordret din tro?
At tale med kristne, der bliver forfulgt. I Jerusalem møder jeg ofte kristne fra både asiatiske og mellemøstlige lande, der betaler en meget høj pris for at følge Jesus. Personligt kender jeg slet ikke til, at ens tro kan have så alvorlige konsekvenser. Det påvirker mig at høre deres historier, og det sætter mit eget liv og min tro i perspektiv. Samtidig har det fået mig til at tænke over, hvad jeg selv ville gøre, hvis det skete for mig. Det spørgsmål arbejder jeg stadig med.