Når lektor Marie Vejrup Nielsen holder seminarer om religion i Danmark, kan hun ofte finde på at starte med et lille spørgsmål.
”Vidste I godt, at I alle sammen har et billede af Jesus i jeres pas?” spørger hun ud i salen på Aarhus Universitet.
”Det har vi da ikke,” lyder reaktionen ofte, hvorefter Marie Vejrup Nielsen viser dem billedet på den allerførste side i det rødbedefarvede pas.
”Nåå,” lyder det så ofte fra salen.
”Det er jo bare Jellingestenen.”
Samtalen med de studerende giver ifølge religionssociologen et meget godt billede af, at danskerne ikke altid ser den religiøse arv, de lever med.
”Det er sandt, at det er Jellingestenen, vi ser på den første side i passet – men det er altså en Kristus-figur, der er på den. Så i det papir, der viser, at vi er danske statsborgere, har vi et billede af Jesus. Det kan man mene om, hvad man vil, men det er interessant, hvor usynlig flertallets religion kan være for mange mennesker. Så når jeg spørger de studerende, er det, fordi jeg gerne vil have dem til at se den religiøse kontekst,” siger hun.
Samme øvelse er Marie Vejrup Nielsen nu ved at lave med landets museer. Hun leder nemlig forskningsprojektet ”Religion – levende kulturarv”, hvor forskere og museer undersøger, hvordan religion bedre kan formidles på landets museer.
”Religion er en naturlig del af vores historie og nutid, men den religiøse kontekst og betydningen af religion for hverdagslivet kommer ikke altid tydeligt frem i museernes arbejde. På museerne er religion ofte præsenteret som kunst eller kultur. Så de religiøse sammenhænge, som mange genstande har, skal genopdages og udvikles i flere sammenhænge,” siger hun.
I projektet deltager forskere fra Aarhus og Roskilde Universitet samt museerne Dansk Jødisk Museum, Immigrantmuseet, Den Gamle By og Roskilde Museum. De har alle religiøse genstande og temaer i deres udstillinger og skal blandt andet undersøge, hvordan museer kan udvikle nye måder at formidle religion på, hvordan de kan blive et rum for en fælles samtale om religion i samfundet, og hvordan de skaber kontakt med relevante religiøse grupper i deres område.
Et andet museum, der i høj grad beskæftiger sig med levende religion, er Nationalmuseet i København. Udover at udstille og formidle har museet nemlig til opgave at rådgive kirker og menighedsråd om den kulturhistoriske betydning af de genstande, de varetager. Men det betyder ikke, at de religiøse genstande, der for eksempel forbindes med folkekirken i dag, er at finde i museets udstillinger, siger seniorforsker på Nationalmuseet Ulla Kjær. For udfordringen er, at religion også kan blive for levende til at komme på museum.
”Der har tidligere været en overvejelse om at udstille en nedlagt kirke på Frilandsmuseet, men mange mente, det ville være forkert. For det vil være at musealisere genstande og inventar, som vi i dag også finder i de kirker, der er i brug. Det fantastiske ved de gamle kirkebygninger er, at gammelt og nyt smelter sammen til en enhed. En kirke indeholder måske en døbefont fra 1100-tallet og stole fra 1800-tallet, som stadig bruges i dag. Det gør det svært at lægge en museumshånd ned over genstandene,” siger hun.
Religion er dog stadig et vigtigt emne på Nationalmuseet, og den findes blandt andet på udstillinger om middelalderen, renæssancen og de kirkelige bevægelser Indre Mission og grundtvigianismen i 1800-tallet. Men når det bliver nyere end det, bliver det svært.
”Jeg tror, det vil være et forfærdeligt broget og vanskeligt emne at udstille dansk religion i dag, uden at man kommer til at udelade en bunke nuancer eller gør det alt for firkantet,” siger Ulla Kjær.
I forbindelse med projektet ”Religion – Levende kulturarv” laves der også en ph.d.afhandling, som blandt andet ser på, hvordan religion inddrages af fagpersonerne på museerne. Dette står Sanne Andersen Hansen fra afdelingen for religionsvidenskab på Aarhus Universitet for.
”Det er sjældent, at de ansatte på museerne har læst religionsvidenskab, og spørgsmålet er, hvilken rolle det spiller. De fleste har i stedet læst historie, og mit indtryk er, at de gerne vil arbejde ud fra kilder og med et facit. Men problemet med religion er, at der sjældent er noget facit. Der er bare en masse spørgsmål,” siger hun.
Sanne Andersen Hansen skal også se på bevæggrundene for at formidle og ikke formidle religion. Her kan det for eksempel spille ind, at religion i dag fylder meget i den politiske debat, og at museerne derfor kan have berøringsangst over for emnet. Formidlingen er dog vigtig for at skabe en forståelse af vores historie og identitet som danskere, siger hun.
”Vi har et samfund, hvor mange kalder sig kulturkristne, men hvad betyder det? Der ligger ikke nogen klar definition af, hvad det vil sige at være kulturkristen, eller at Danmark er et kristent land. Derfor vil det være oplagt, hvis kulturformidlere kan fortælle mere om vores forhold til religion, traditioner og kultur og dermed bidrage til vores forståelse af det.”