Prøv avisen
Kirken i verden

Højrepopulismen forvandler religion til kultur

Den højrepopulistiske grundfortælling handler typisk om et gammelt, homogent folk, hvis ære og velfærd, identitet og sikkerhed trues udefra af fremmede og indefra af en kosmopolitisk elite. De appellerer til en ”kristen kultur” og ser først og fremmest religion som en identitetsmarkør. Kristne symboler i det offentlige rum opfattes som kulturelle (for eksempel korset i Dannebrog), mens muslimske symboler opfattes som religiøse og kulturelt fremmede, skriver Olivier Roy i ny bog. På billedet holder Kristian Thulesen Dahl tale om danskheden til DF's landsmøde. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

En antologi om højrepopulisme og religion peger på, at europæiske populister puffer udviklingen i retning af den franske religionsmodel, hvor offentligheden skal være sekulær. Religionsforskeren Olivier Roy peger på, at både muslimer, jøder og konservative kristne kommer i klemme i den konstruktion

I et religionspolitisk lys var en af de markante begivenheder i 2016 vedtagelsen af den såkaldte forkynder- eller imamlov umiddelbart før jul. Loven sætter specifikke begrænsninger i ytringsfriheden for præster, imamer og andre, der har med religiøs oplæring at gøre. Lovgivningen blev foranlediget af TV 2-dokumentaren ”Moskeerne bag sløret”, som skabte fornyet debat om islams rolle i det danske samfund.

Man kan ikke kalde partierne bag lovgivningen højrepopulistiske, for loven blev vedtaget af et meget bredt flertal i Folketinget trods omfattende modstand fra kirker og trossamfund. Alligevel er der perspektiv at hente i forholdet mellem religion og kultur og den aktuelle lovgivning i antologien ”Saving the People” (på dansk: At redde folket), der udkom for nylig.

Bogen kortlægger i casestudier fra en række europæiske lande, hvordan højre-populister har ”kapret” religion. Der er ganske vist ikke én europæisk, højrepopulistisk model, men nogle træk går igen i partierne, helt gennemgående er det, at den europæiske højrepopulisme er antimuslimsk.

Grundfortællingen handler typisk om et gammelt, homogent folk, hvis ære og velfærd, identitet og sikkerhed trues udefra af fremmede og indefra af en kosmopolitisk elite. Det er typisk sekulære partier, nogle endda antireligiøse eller med ny-hedensk udspring, men de appellerer til en ”kristen kultur” og ser først og fremmest religion som en identitetsmarkør. Kristne symboler i det offentlige rum opfattes som kulturelle (for eksempel korset i Dannebrog), mens muslimske symboler opfattes som religiøse og kulturelt fremmede.

Den franske religionsforsker Olivier Roy har skrevet efterord til bogen, og han peger på, at europæiske domstole i flere tilfælde har understøttet denne forestilling om kristendom som kultur. Ved at definere kristendom som kultur og ikke som religion kan man legalt forsvare tilstedeværelsen af kristne symboler.

Højrepopulisterne er dermed de facto med til at sekularisere Europa gennem en strategi, der på en gang betoner kulturens kristne identitet og det offentlige rums sekularitet, mener Olivier Roy. På den måde fanges kristendommen i en ”catch 22”, hvor kristne symboler nok har lov at være i det offentlige rum, men det sker på bekostning af symbolernes religiøse betydning. Roy peger på, at det – ud over muslimer – er jøder og konservative kristne, der særligt kommer i klemme, når sekularismen således sættes igennem og tages til nye højder.

Det gælder også i Danmark. Dan Rosenberg, formand for Jødisk Samfund, udtrykte for eksempel ved en høring i Vor Frue Kirke i København kort før jul bekymring for den reelle religionsfrihed i Danmark. Rituel slagtning uden bedøvelse blev forbudt for nogle år siden, og debatten om rituel omskæring peger i retning af, at det kan blive næste skridt. Begge tiltag rammer jøder og muslimer. På samme måde frygter konservative kristne, at mainstream-kulturens liberale værdier vil mistænkeliggøre deres tro, men der er i øvrigt bred, kirkelig kritik af udskillelsen af det religiøse som et særligt område.

Også det har Roy en forklaring på i sit efterord. Pointen er, at hvis man promoverer en kulturkristen identitet for Europa, samtidig med at man for at indkapsle islam sekulariserer det offentlige rum, så hindrer man præcis det samfund, man hører mange kirkefolk forsvare: Et postsekulært samfund med plads til både religion og ikke-religion. Et samfund, hvor religiøse symboler og værdier er en del af det fælles samfund og ikke noget særligt eller særligt mærkeligt forvist til samfundets randområder.

Olivier Roys konklusion er, at Europa er et kontinent, hvor ingen ejer religionen, men hvor mange låner den. Det åbne spørgsmål er, hvordan kirker og trossamfund tilbageerobrer religionen – uden at blive en del af en højrepopulistisk agenda.

Det har Roy ikke noget svar på, og at dømme efter bogens case-studier er der ikke rigtigt nogen europæiske kirker, der har knækket den nød.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.