Påsken er centrum i kristendommen. Fortællingerne om Jesus, der palmesøndag rider ind i Jerusalem på et æsel, over skærtorsdags nadverindstiftelse til langfredags korsfæstelse og påskemorgens opstandelse, er med i alle fire evangelisters beretninger om Jesu liv og død.
Som en væsentlig del af den antikke biografi, der følger med genren, når man beskriver et menneskes livsforløb. Men med den væsentlige forskel, at evangelierne om Jesus ikke slutter med en endelig død, men med en opstandelse, der viser, at Jesus ikke kun var menneske, men Guds søn. Ham, der overvandt synd og død.
Det er fortællingerne om dette forløb, dr.theol. Niels Willert har beskæftiget sig indgående med i flere årtier, og for nylig udkom bogen ”Kristendommens påskefortællinger”, hvor han behandler alle fire evangelier samt omtalen af Jesu død og opstandelse hos Paulus og i de to apokryfe evangelier, Peters- og Nikodemusevangeliet.
For der er en menneskelig genklang i teksterne, som bliver ved med at fascinere Niels Willert, der i dag er konstitueret sognepræst i Tølløse Kirke på Sjælland.
”De rammer noget helt eksistentielt, hvor vi ofte kan drage paralleller til vores eget liv. Tænk bare på, hvordan teksterne udstiller magtmisbrug, misundelse, pengebegær og flokmentalitet, der jo alt sammen er noget, vi kan genkende. Et af eksemplerne finder man i Markus-evangeliet, da han beskriver Pilatus-scenen. Her indser Pilatus, da han bliver konfronteret med de jødiske ledere, at det er misundelse, der får dem til at overgive Jesus. Ham, som folket havde tilsluttet sig – i stedet for dem. Og folket, der netop før havde hyldet og lyttet til Jesus, ja, de står nu og råber, at han skal korsfæstes,” fortæller Niels Willert.
Også Judas’ og Peters svigt over for Jesus kan ses som et udtryk for fortællerens indsigt i menneskers adfærd i krisesituationer, siger Niels Willert og peger på, at han i sin tekstlæsning også er inspireret af den franske kulturforsker René Girard.
”Han læser passionsfortællingen som afsløringen af det, han kalder et mimetisk begær. At vi har en tendens til at efterligne og dermed begære, hvad andre begærer, hvilket kan resultere i vold og ødelæggelse. Men hvis man udpeger en syndebuk, så kan vedkommende blive den fælles skydeskive, der på den måde er med til at genskabe ro og stabilitet. I passionsfortællingen bliver Jesus den fælles syndebuk,” siger Niels Willert og uddyber betydningen af korsfæstelsen:
”Jesu offerdød betyder samtidig afslutningen på offerkulten i jødernes tempel. I stedet for at skulle betale til Gud, så giver Gud sig selv ved sin søns død. Hvad også nadveren viser hen til. Og Jesu afkald på livet og hans soningsdød bliver dermed den radikale næstekærlighed, vi i stedet skal forsøge at efterligne.”
Som teolog er Niels Willert selvfølgelig interesseret i de litterære og teologiske forskelle i de fire evangelier. Men han er også optaget af, hvad teksterne siger, ”om fortællertiden i stedet for den tid, de fortæller om”, som han formulerer det.
”For de viser, hvordan den kristne identitet har forandret sig i mødet med forskellige udfordringer. Fra cirka år 70, hvor Markusevangeliet blev skrevet, og frem til Lu-kasevangeliet, der som det yngste er fra år 120-140. Grundlæggende siger de det samme og legitimerer dermed den kristne tro på Jesus som Kristus, Guds søn. Men de er hver især skrevet på tidspunkter, hvor kristne mødte forskellige former for modstand. Derfor er jeg også overbevist om, at netop påskeberetningen med fokus på konflikterne og martyriet fylder så meget, fordi datidens forfulgte kristne kunne spejle sig i fortællingerne.”
På den måde har påskebeskrivelserne været identitetsskabende for den enkelte og for de nye kristne fællesskaber. Ofte via modbilleder og kritik af ”de andre” og af magthaverne.
”Da Matthæus- og Johannesevangelierne skrives, er der en voldsom konflikt mellem jøderne og de jødekristne, hvilket har været skæbnesvangert for eftertiden. Deres Pilatus-scener afsluttes derfor også meget polemisk ved at beskrive, hvordan jøderne nægter at anerkende Jesus som deres konge, for, som de siger, så har de ’ingen anden konge end kejseren’. På den måde udstiller fortælleren jødernes undsigelse af Gud. Senere i Johannes’ tekst lader han Thomas tiltale den opstandne Kristus ’min Herre og min Gud’. Præcis som den daværende kejser Domitian lod sig titulere. Det er eksempler på, hvor farlige disse påsketekster med deres indirekte magtkritik har været,” fortæller Niels Willert.
Helt overordnet ser han da også påskefortællingerne som et opgør med ikke kun jødernes offerkult, men enhver form for offerkult: at man skulle betale noget for at få noget igen.
”Her træder fortællingernes Jesus ind og gør op med denne tankegang, da han kommer til Jerusalem og tager døden på sig. Det er et opgør med hele den jødiske lov- og tempelreligion. Akkurat som Paulus gjorde op med den side af jødernes lov, der satte skel mellem jøder og andre folk. Noget lignende gør sig gældende i evangelierne, hvor muren mellem folk brydes ned og åbner for den universelle frelse for alle mennesker. På den måde er påskefortællingerne også en modfortælling til den jødiske påske. Hvor jøderne fejrede højtiden som en renselse og mindefest for, at de fra at være slaver i Egypten blev til et frit og udvalgt folk, så er den kristne fejring ikke etnisk orienteret, men derimod universel via nadveren. Med påskens opstandelse kan vi begynde forfra.”