Rabbiner Yosef Oren er en travl herre. Han er Jerusalems mest efterspurgte omskærer og har ikke tid til at sludre i telefonen.
Hvis du vil med til en omskærelse kan du vælge mellem Beit Vagan-kvarteret klokken 09.30 eller Heichal David-salen klokken 10.20, siger han og lægger røret på.
Mellemøstens afslappede forhold til præcise tidspunkter gælder ikke rabbiner Yosef Oren. Han ankommer til Heichal David-salen i det ortodokse Meah Shearim-kvarter på klokkeslæt, pakker sin lille sorte kuffert ud og gør sig klar til at foretage omskærelse nummer to denne fredag formiddag. Det er den tolvte i denne uge og en ud af hundreder siden årets start. Han ser på uret og beder venligt, men bestemt, barnets fader, Eliyahu, om at hente sin otte dage gamle søn, så ceremonien kan begynde, og sådan at rabbiner Yosef Oren også kan nå sine andre to omskærelser inden den ugentlige hviledag sætter ind, når mørket falder på.
Det er omkring 4000 år siden Gud ifølge Første Mosebog indgik en pagt med den 100 år gamle patriark Abraham. Gud gav Kanaans land til Abraham og hans efterfølgere, som til gengæld skulle lade sig omskære. Abraham omskar ifølge Bibelen sig selv som 100-årig og er den første til at rodfæste traditionen, der både markerer fællesskab og pagten med Gud.
Da Jesus blev født omkring 2000 år senere, var omskærelse en udbredt tradition blandt jøder, der fysisk markerede jøder som Abrahams sønner og som værnere om pagten med Gud. Den eneste forskel fra Abrahams tid var, at Jesus og andre jøder blev omskåret otte dage efter fødslen og ikke som voksne. Derfor markerer nytåret også Jesu omskærelse, og i de danske sognekirker bliver teksten om hændelsen læst op:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Kristendommens brud med omskærelse opfattes som et resultat af Paulus negative syn på omskærelse.
I Galaterbrevet skriver Paulus: Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.
Paulus var leder af den kristne menighed i Antiokia i det første århundrede e.Kr. I den tid blev mange omvendt eller konverterede til det, der senere blev kendt som kristendommen. Og en af årsagerne til Paulus modstand mod omskærelse kan også have været, at det var lettere at omvende, hvis omskærelsesritualet blev udelukket.
I stedet indtog dåben i vand omskærelsens rolle for kristne. Dåben har i hvert fald siden det 4. århundrede været de kristnes symbol på indvielsen til kristendommen og opfattes som en gerning, der leder til ånden.
Med islams fødsel omkring 350 år efter kristendommens afskaffelse af omskærelse og indførelse af dåb i stedet, blev omskærelse atter gjort til skik blandt muslimer.
Selvom omskærelse ikke nævnes noget sted i Koranen, anses omskærelse for en nødvendighed, da alle profeterne, som islam også respekterer, lod sig omskære. I modsætning til jødedommen fastsætter islam dog ingen bestemt alder for ritualet. Det mest almindelige tidspunkt for en muslimsk drengs omskærelse er syv år. Men i henhold til de forskellige familiers traditioner kan ritualet forekomme, fra spædbarnet er en måned til det når 12-13-års-alderen.
I nutidens Israel, og blandt jøder over hele verden, bliver omskærelse af drengebørn stadig markeret otte dage efter fødslen med ceremonien, der kaldes brit (pagt). Det hører til sjældenhederne, at forældre ikke lader deres børn omskære, og det anses for en god gerning at deltage i en omskærelsesceremoni.
Denne fredag formiddag i Heichal David-salen sidder mænd og kvinder adskilt, mens Yosef Oren forbereder sig på at omskære og navngive den otte dage gamle dreng.
Familiemedlemmer drikker Fanta og alkoholfri øl og følger nøje Yosef Oren, der pakker en lille kniv ud og placerer en stol foran sig. Stolen kaldes Eliyahus stol (kiseh Eliyahu) og symboliserer profeten Elias tilstedeværelse ved hver omskærelse. Ideen er, at Elias skal være vidne til, at Guds pagt stadig overholdes. De fleste jødiske forældre benytter drengebørns fødsel til at holde både omskærelse og fest på samme tid. En mindre del af befolkningen foretrækker at holde omskærelsesceremonien derhjemme sammen med den nærmeste familie. Og atter har læger og kirurger i et stigende antal tilfælde de seneste år taget monopolet ud af hænderne på rabbinere som Yosef Oren. Nogle israelere foretrækker nemlig, at omskærelsen bliver et kirurgisk indgreb frem for en rabbiners skarpe kniv.
Eliyahu står nu med sin nyfødte søn, der er svøbt i hvidt linned. Han skal overrækkes til gudfaderen, der sidder på Elias stol. Det er anden gang, Eliyahu lader en søn omskære. Han er stolt, og var ikke et øjeblik i tvivl om, at en rabbiner og ikke en læge skulle stå for ceremonien.
En læge kan ikke velsigne barnet på samme måde som en rabbiner, og desuden heler såret meget langsommere efter et kirurgisk indgreb, siger han.
Krydret med videnskabelige undersøgelser om, at et spædbarns immunforsvar er stærkest på ottendedagen, er argumentet om, at såret heles lettere efter rabbinerens kniv et afgørende argument. Det betyder, at jøder, der definerer sig selv som sekulære og måske heller ikke er viet af en rabbiner af ideologiske årsager, alligevel tilkalder rabbineren, når deres første søn fødes.