Den værste ulykke i 25 år: Helligdag blev forvandlet til tragedie

Den værste ulykke i 25 år ved den muslimske pilgrimsfærd i Mekka sår tvivl om, hvorvidt Saudi-Arabien er i stand til at håndtere de voksende menneskemængder af pilgrimme

Ambulancer ankommer med sårede pilgrimme til hospitalet i byen Mina tæt ved Mekka i Saudi Arabien efter at mere end 700 blev trampet ihjel under den årlige pilgrimsfærd, hajj.
Ambulancer ankommer med sårede pilgrimme til hospitalet i byen Mina tæt ved Mekka i Saudi Arabien efter at mere end 700 blev trampet ihjel under den årlige pilgrimsfærd, hajj. . Foto: Mohammed al-Shaikh/AFP/Scanpix.

En af islams største hellig-dage blev i går forvandlet til en tragedie, da hundredvis af mennesker blev trampet eller mast ihjel under den traditionelle pilgrimsfærd hajj, i Saudi-Arabien.

De saudiarabiske myndigheder oplyste i går, at dødstallet havde oversteget 700. Det gør det til den værste ulykke, der har ramt den årlige pilgrimsfærd i 25 år.

Ulykken skete i går morges, da der opstod panik i en stor menneskemængde, der var på vej til at udføre et ritual i Mina få kilometer uden for Mekka. Her udspiller der sig et ritual, hvor muslimer kaster sten efter tre søjler. Ritualet symboliserer, at man stener djævelen og er en dramatisering af et vers fra Koranen.

Det er stadig uvist, hvad der forårsagede gårsdagens panik, men det er langtfra første gang, at der sker store katastrofer ved den årlige pilgrimsfærd til Saudi-Arabien. Ofte er det gået galt netop i Mina ved ritualet, hvor muslimer stener djævelen.

I 2006 døde 362 mennesker, da der ligeledes udbrød panik ved Mina. I 2004 omkom 204 pilgrimme, og i 1990 døde 1426 i den største ulykke, der har ramt pilgrimsfærden i nyere tid.

Mekka tiltrækker hvert år flere millioner muslimske pilgrimme, primært fra udlandet. Det er en af de fem bærende søjler i islam, at en muslim mindst en gang i livet skal udføre en valfart til Mekka.

I takt med at den globale middelklasse er voksende, er antallet af muslimer, der har råd til at rejse til Saudi-Arabien, også stigende. Der har i adskillige år været bekymring for, om de saudiarabiske myndigheder er i stand til at håndtere de store menneskemængder. Gårsdagens ulykke giver fornyet næring til frygten for, at Saudi-Arabien ikke råder over den tilstrækkelige infrastruktur til at kunne garantere pilgrimmenes sikkerhed.

Det er blot to uger siden, at en byggekran kollapsede i Mekka og dræbte 118 mennesker ved stormoskéen i Mekka, der rummer den sorte, firkantede kaba-helligdom.

”Der er ingen ansvarlighed. Det er chokerende, at der stort set hvert år sker dødsulykker,” siger Madawi al-Rasheed, antropolog og professor ved London School of Economics, til avisen The New York Times.

Han mener, at det saudiarabiske kongedømme primært fokuserer på at tjene penge på pilgrimsindustrien i stedet for at sikre, at det foregår på en ansvarlig måde. Det er 10 år siden, at Saudi-Arabien satte gang i et større byggeprojekt for at skabe plads til mange flere pilgrimme i den hellige by.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste i går, at en dansker var kommet til skade under ulykken i Saudi-Arabien i går. Mere end 4000 redningsfolk og 220 ambulancer var i går i aktion ved ulykken ifølge det saudiske civilforsvar.