I skoven uden for Amalie Vilslev Juelsgaard og Tore Abbednæs’ hus er der en lysning. Her kan man stå omringet af høje kastanjetræer og fuglefløjt og for en kort stund helt glemme, at man befinder sig i udkanten af østjyske Ebeltoft.
MØD FAMILIEN I LYDSERIEN "TRADITIONEN TRO?" HER
Det var her, at parret fik datteren Theia døbt en sommerdag i august i år. På det lille, åbne område havde de sat bænke op til omkring 50 gæster, og Tore havde bygget en scene til pianisten på en skrænt. Døbefonten og alterkorset var også hjemmelavede, og mens Amalies kusine og mor sang kor, kom de nybagte forældre gående ned ad en lille skovsti med deres fem måneder gamle datter i armene.
”Jeg var spændt på, om vi kunne få skabt noget meningsfuldt, når vi rykkede dåben væk fra så stærkt et sted, som kirken er. Men alt var meget gennemtænkt, og fordi det foregik i den her fantastiske skovkatedral, føltes det hele bare magisk. Lyset fra solen gav en følelse af, at vi havde skabt et helligt rum med enormt meget mening for os,” fortæller 31-årige Amalie.
BLIV KLOGERE PÅ DANSKERNES FORHOLD TIL DÅBEN I LYDSERIEN "TRADITIONEN TRO?"
I dag er der ikke mange par, der får deres barn døbt i det fri. For selvom man kan blive viet under åben himmel, finder landets biskopper dåbsritualet uegnet til at blive rykket uden for kirkerummet.
Der kan dog gøres undtagelser i særlige tilfælde – og sådan et tilfælde var Amalie og Tore, som man kan høre om i Kristeligt Dagblads nye lydserie ”Tradition Tro?”. For dem var anmodningen ikke et spørgsmål om, hvor unik datterens dåb kunne blive, men om hun overhovedet skulle døbes.
”Hvis kirken ikke havde givet os dispensation, så tror jeg, vi havde været nødt til at slippe det der og finde på noget andet,” siger Amalie.
Egentlig var Amalie og Tore enige om at vælge den kristne barnedåb fra. For Tores vedkommende var beslutningen meget naturlig, da han aldrig selv havde følt sig hjemme i folkekirken. Han voksede op i et alkoholisk hjem, og kirken blev på en måde et billede på, at han var anderledes og ikke en del af fællesskabet.
”Når jeg er taget med Amalie og hendes familie i kirke, har jeg nogle gange følt mig udenfor. Jeg tror på, at der er noget, der er større end os, men jeg føler mig ikke velkommen i kirken. Det er bare ikke rart for mig at komme derind, for jeg føler ikke, jeg kender historierne og formen,” forklarer han.
Modsat Tore er Amalie vokset op i et kristent hjem, hvor hendes morfar var præst, og hvor det var naturligt med aften- og bordbøn og kirkegang. Med tiden er hendes tro blevet mere åben og søgende, og hun havde derfor ikke behov for at skulle døbe sit barn.
Under graviditeten var der dog noget, der ændrede sig. Amalie mærkede et behov for, at datteren blev en del af et større slægtsfælleskab og blev døbt i den dåbskjole, der var lavet af hendes tiptipoldemors brudelinned. Og så havde hun et behov for, at noget større holdt hånden over hendes barn.
”Det handlede om en åndelig beskyttelse, som jeg virkelig havde brug for, fordi jeg syntes, det var så vildt at blive nogens mor og stå med det ansvar. Og når man skal skabe et ritual for det, er der ikke så mange steder at gå hen i Danmark. Det er kirken, der er vores kultur, og på en måde ville det føles fjollet at finde på noget andet,” siger hun.
”Så jeg gik fra, at jeg havde været rimelig fleksibel, til at jeg pludselig kunne mærke, at der skulle være en præst, og det skulle være en kristen dåb. Og det blev vigtigere for mig, end jeg havde troet.”
Herfra begyndte drøftelserne i hjemmet i Ebeltoft. Hver gang, parret tog spørgsmålet om dåb op, gik samtalen i ring. Amalie ville ikke presse Tore til at gennemføre et ritual, han ikke følte, han kunne stå inde for. Men hun så det samtidig som et stort valg ikke at lade Theia blive døbt. Tore overvejede samtidig, om han bare skulle acceptere Amalies ønske, men kom frem til, at han ikke kunne.
”Det, at jeg har et dårligt forhold til kirken og ikke føler mig som en del af den, skal ikke gå ud over Theia. Men jeg følte, at hvis jeg skulle gå ind i en kirke og være med til at sige ja på Theias vegne, så ville jeg sige ja til nogle ting, som jeg ikke tror på eller er en del af. Og det havde jeg det virkelig svært med.”
For at komme videre i forløbet valgte parret først at fastsætte en dato og invitere familie og venner. Derefter begyndte en løsning langsomt at forme sig.
”Vi prøvede at komme frem til, hvad der betød noget og ikke bare ’skal hun døbes eller ikke døbes’. Vi fandt ud af, at for Tore var det rigtig meget det med kirkerummet, der var ubehageligt, og det var der, han ikke følte sig hjemme. Det, at der var en præst til at udføre handlingen, kunne han sådan set godt sige ja til. Og for mig var det den åndelige beskyttelse og det at give hende et netværk af folk, der kom til dåben og ville være del af hendes liv, og det var det her slægtsfællesskab. Så hvis vi ligesom kunne få de ting til at gå op, kunne vi komme op med noget tredje, som ville give os mulighed for at være sammen om det,” siger Amalie.
Og ”noget tredje” blev en dåb uden for kirkerummet. En mulighed, som parret egentlig ikke troede var et problem, siger Tore. Men efter at have talt med en præst fandt de ud af, at der sjældent blev givet tilladelser til dåb i det fri, og at de skulle sende en ansøgning om dispensation til deres biskop.
”I den ansøgning forklarede vi Tores situation, og hvorfor det var vigtigt for mig. Vi skrev, at Jesus jo blev døbt i det fri, så vi syntes, det gav god mening,” siger Amalie og griner.
Parret understregede også, at det for dem ikke handlede om at iscenesætte Theias dåb eller tage den væk fra menigheden.
”Det handlede om at kunne døbe hende, så hun netop blev en del af et fællesskab, og om at holde så meget fast i det kirkelige ritual som muligt for at have nogle rammer. Vi prøvede virkelig at skabe en kirke i skoven for ikke at udvande ritualet,” siger Amalie.
Ansøgningen blev imødekommet og efterfulgt af en række krav fra præsten. Der skulle blandt andet være et alter med et kors og lys på, en døbefont og salmesang. Døbefonten lavede Tores mor, der er keramiker. Og korset byggede den 32-årige tømrer og snedker selv.
”Jeg kunne godt mærke, at det var lidt vildt at lave et kors, for det var jo et symbol. Jeg tænkte meget over, om det var rigtigt, og om nogen mon kunne mærke, at jeg havde lavet det her. Men det betød enormt meget for mig at være en del af ritualet på den måde,” siger han og tilføjer, at han endte med at være glad for at se sin datter blive døbt.
”Jeg tror egentlig, jeg er enormt stolt af, at hun blev det og trådte ind i kristendommen på en måde, hvor jeg, Amalie og vores familier var glade. Det var en sejr, at vi var kommet fra at være så uenige til at finde et fælles mål.”
LYDSERIE: Alle afsnit af Kristeligt Dagblads nye lydserie "Traditionen tro?" kan høres her