Det er til at forstå, hvis franske katolikker føler sig hårdt ramt i dette efterår. Først kom oktobers chokerende rapport om, at anslået 330.000 børn og unge har været ofre for seksuelle overgreb i den katolske kirke siden 1950. I sidste uge kom så nyheden om, at Paris’ ærkebiskop, Michel Aupetit, for ni år siden havde et upassende forhold til en kvinde og derfor har tilbudt paven at træde tilbage fra sit embede.
Det var det politiske ugemagasin Le Point, der i onsdags kunne fortælle, at Aupetit i 2012, mens han var almindelig præst i Paris, havde en intim og gensidigt samtykkende forbindelse til en kvinde. Le Point henviste til, at Aupetit samme år ved en fejltagelse var kommet til at sende en e-mail henvendt til kvinden til sin sekretær, og at e-mailen ifølge avisen ikke lod nogen i tvivl om forholdets karakter.
Ærkebiskoppen har dog kategorisk dementeret forlydenderne og gennem sin talsmand understreget, at ”der ikke var tale om et kærlighedsforhold, ej heller et seksuelt forhold,” samt at han dengang fortalte sine foresatte om det og brød forbindelsen til kvinden.
”Jeg medgiver, at min handlemåde over for hende nok har været ambivalent og kan have ført til formodninger om et intimt forhold og seksuelle forbindelser, men det afviser jeg på det kraftigste,” fortalte den 70-årige ærkebiskop Le Point.
Efter næsten 20 år med stadige afsløringer af seksuelle skandaler i den katolske kirke må man håbe, at dens biskopper forstår, at det er bedst at lægge kortene åbent på bordet i stedet for at tale udenom – ikke bare moralsk, men også pressestrategisk. Ellers vil sagen blot udvikle sig yderligere.
Hvis det, som ærkebiskoppen fortæller, er rigtigt, er Le Points historie ret banal i et land, hvis præsidenter og øvrige elite er kendt for deres seksuelle eskapader. Dertil kommer, at præstestanden – ligesom for eksempel læger og psykologer – ofte bevæger sig i et følelsesmæssigt grænseland, der kan være svært at navigere i. Det er set før, at katolske præster har haft upassende forhold til kvinder. Det er bare ikke så mange af præsterne, der ender som ærkebiskopper.
Aupetit ved dog også, at hans dementi ikke vil være nok til at stilne stormen. Her kræves det, at han sætter sin stilling på spil, og derfor indsendte han i sidste uge sin afskedsansøgning til paven, omend hans talsmand betonede, at beslutningen ikke skulle ses som en indrømmelse, men skete af hensyn til bispedømmet.
Det er kun paven, der kan afskedige en biskop, og medmindre Aupetit har fortiet noget, vil pave Frans næppe acceptere hans afskedsansøgning. I Frans’ optik er en biskop ikke som en politiker, der kan løse problemet ved at gå af. Da Münchens kardinal i sommer var kørt træt i eftervirkningerne af den tyske kirkes skandaler – uden selv at være personligt indblandet – og bad paven om at måtte fratræde, fik han et nej.
Sagen om Aupetit har atter sat den franske katolske kirke i et dårligt lys. Men i det mindste lader han og hans rådgivere til at have håndteret sagen med rimelig professionalisme, ligesom det samlede franske bispekollegium gjorde, da det på eget initiativ iværksatte undersøgelsen af misbrug i kirken de sidste 70 år. Det tyder på en ændring af kulturen i kirkens hierarki med større erkendelse af egne forsømmelser, blik for offentlighedens legitime krav på åbenhed og større forståelse for mediernes logik.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.