Det kirkelige Frankrig får en flyvende start på det nye år, når Michel Aupetit den 6. januar – på festdagen helligtrekongersdag – indsættes som den 147. ærkebiskop af Paris i Notre Dame-katedralen. Den hidtidige ærkebiskop kardinal André Vingt-Trois, trækker sig på grund af alder og et dårligt helbred, og i begyndelsen af december overraskede paven de fleste iagttagere, da han udpegede den 66-årige biskop af Nanterre – et relativt ubeskrevet blad – til Frankrigs mest kendte og et af Europas mest højprofilerede bispesæder.
Den nye ærkebiskop er kommet sent til præstegerningen, for det var ikke teologien, men medicinen, som Aupetit kastede sig over efter sin studentereksamen. Og han nåede at virke som alment praktiserende læge i 11 år, førend han begyndte sine præstestudier for endelig at blive præsteviet i 1995 som 44-årig.
Paris er han til gengæld yderst fortrolig med, for han nåede at være sognepræst ved tre kirker i byens historiske kerne, generalvikar for ærkebiskop Vingt-Trois samt hjælpebiskop i Paris fra 2013, før han i 2014 blev udnævnt til biskop af Nanterre lige vest for Paris. De franske medier har også hæftet sig ved, at pave Frans har vægtet kontinuiteten højt ved at pege på Aupetit, der beskrives som reserveret, men også vellidt og med en svaghed for den franske visesanger Georges Brassens.
Som ærkebiskop af Paris vil Aupetit blive en af de allervigtigste religiøse samtalepartnere for den franske regering og landets politiske verden generelt. Det kræver ikke bare, at han selv fremstår som en troværdig leder. Det kræver også politisk talent, taktfølelse og sans for Frankrigs særegne historie, hvor såvel landets kristne rødder som Europas mest rigide adskillelse af kirke og stat rummer politisk sprængstof.
I så henseende kan Aupetit støtte sig til eksemplerne fra sine to umiddelbare forgængere: kardinal Jean-Marie Lustiger, der i sin tid præsteviede ham, og kardinal Vingt-Trois, som han i sine otte år som generalvikar og hjælpebiskop var nærmeste medarbejder til.
Lustiger, der var konverteret jøde, styrkede kirken i Paris, samtidig med at han som fremtrædende intellektuel blev indvalgt i Det Franske Akademi og var kendt for sit nære forhold til præsident Francois Mitterrand.
Vingt-Trois formåede til gengæld at balancere dygtigt mellem præsident Nicolas Sarkozys aggressive politiske brug af Frankrigs kristne arv og præsident Francois Hollandes antiklerikalisme, der bragte mindelser om tidligere tiders voldsomme konfrontationer mellem kirke og stat. Da Hollandes regering i 2013 indførte ægteskaber mellem homoseksuelle, organiserede modstanderne nogle af de største demonstrationer i Frankrigs politiske historie. Skønt Vingt-Trois sympatiserede, afstod han fra selv at være direkte involveret, men overlod initiativet til lægfolk.
Præsident Emmanuel Macron, der som 12-årig selv valgte at blive døbt, har hidtil signaleret en mere forsonende holdning, og ifølge nogle iagttagere har Frankrig ikke haft en så kirkevenlig præsident siden Charles de Gaulle i 1960’erne. Men når det franske parlament i 2018 skal revidere lovgivningen om kunstig befrugtning, rugemødre og eutanasi, vil Frankrigs katolske kirke få brug for en stærk talsmand til at forsvare kirkens menneskesyn. Det kan også være en forklaring på, at pave Frans har peget på Aupetit, der ikke bare kan trække på sin praktiske erfaring som læge, men også selv er ekspert på det bioetiske område og har skrevet flere bøger om livets begyndelse, seksualitet og eutanasi.
Som biskop i Nanterre prioriterede Aupetit samarbejdet med de folkevalgte højt og mødtes jævnligt med lokalpolitikere. Som Paris’ ærkebiskop og den franske kirkes mest synlige repræsentant kræves dog også, at man trives i mediernes søgelys og forstår journalisternes logik. Og her er der enighed om, at Aupetit mangler erfaring. Højst usædvanligt har den kommende ærkebiskop besluttet sig for ikke at give interviews før sin indsættelse. Det er nok udtryk for en bevidst strategi, men om det handler om at holde pressen på afstand eller sikre sig større opmærksomhed, er endnu for tidligt at sige.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.