”Mesteren er her og kalder ad Dig!”
Saaledes lød Marthas Ord til Søsteren Maria, der sad hjemme og græd over Tabet af sin Broder Lazarus. Mesteren, hvorom der tales, er Jesus, Guds hellige Søn, som kom til Verden for at gjøre Syndere salige. Denne store Mester over Synden, for hvilken han gjorde Forsoning med sit Blod paa Korset, denne store Mester over Døden, hvis Vælde han tilintetgjorde ved sin Opstandelse fra de Døde, og over Dommen og Djævelen og Helvede, hvorfra han alene er mægtig at fri os faldne Mennesker – denne Mester over alle vore Fjender, Jesus, er nu ogsaa her og kalder ad alle Eder, som her ere forsamlede.
Allerførst kalder han paa Eder, I hans Hellige, som tro paa ham; thi Jesus elsker fremfor Alt sine Troende, om hvem der staar skrevet, at ”den, som rører ved Eder, rører ved hans Øjesten” (Zach. 2, 12), og blandt Eder igjen er der da særligt de hellige Enker og Slægtninge, som her staa, for hvem han har Omsorg. Han kalder paa Eder for at sige Noget til Eder, for at gjøre Eder dette Spørgsmaal: Kunne I nu ogsaa tro, at Alt det, som er sket i disse Dage, komme fra Guds Kjærlighed? I have jo selv saa tidt talet med hinanden og vidnet for Andre om, hvor skjønt det er at være et Guds Barn, hvordan det alene er i Troen paa Jesus, at der er Fred i Striden, Frimodighed i Trængselen, Trøst i alle Sorger, men hvad nu? Kan det nu slaa til for Eder selv, hvad I have talet om til Andre?
I gode og lykkelige Dage er det jo ikke saa svært at tro paa Guds Godhed; men paa Nødens Dag, naar det ser saa mørkt ud rundt omkring, da er det, det skal vise sig, om Troen har Bærekraft. Har Eders Tro nu det, saa at I kunne sige uden Knur og Bitterhed: Og-saa dette er fra Herren! Saa har Herren noget mere at sige til Eder, det Samme, som han sagde til Martha, da hun stod grædende ved sin Broders Grav: ”Dersom Du kan tro, saa skal Du se Guds Herlighed.” Det er Forjættelsen, Herren knytter til den ydmyge, enfoldige Tro: at ”se Guds Herlighed”, det vil sige erfare Guds Omsorg for Dig i alle Ting, erfare Guds Naades Magt til at frelse Dig og trøste Dig og netop gjennem disse Prøvelsens Tider bringe Dig en stor Velsignelse. Der er jo visse Frugter, som Herren saa gjærne vil se i sine Helliges Liv, det er først Ydmyghed, som mere end alt Andet smykker et Menneske i Guds Øjne, dernæst Taalmodighed, der uden at knurre tager mod Herrens Tilskikkelser, det hellige rene Sind, der vender sig i Afsky fra alt Ondt, Lydighed til at bøje sig helt ind under Guds Vilje og lade ham raade, Kjærlighed og Sandhed og mange flere. Alt dette vilde Herren gjærne have bedre og bedre frem i sit Folk, og dersom I kunne tro, at det er med det for Øje og alene af den Grund, han har sendt denne Sorg, saa skulle I se hans Herlighed aabenbare sig deri, at det ikke skal blive til Ulykke for Eder, men til Velsignelse, til et dyrebart og inderligt Liv i Herren med al den Fred og Lykke og Salighed, som dermed følger, saa I kunne takke ham af Hjærtet netop for det, som nu gjør saa ondt. Og saa skulle I se hans Herlighed en Gang hisset, naar han opvækker de Døde og giver alle dem, som døde i Troen, et nyt forklaret Legeme, og de, som elskede den Herre Jesus, skulle finde hinanden der, hvor Døden ikke er mere. Og Venner, dette er Trøsten, den store Trøst, som Guds Evangelium rækker os, og som Jesus saa gjærne ogsaa vil række Eder i Dag. Thi er der Nogen, der kan føle med et Menneske og tage Del i hans Sorg, da er det virkelig Jesus. Det er ikke vanskeligt for os Andre, om vi have lidt Hjærte i Livet, at forstaa, hvor svært det maa være paa en saa brat Maade at miste det, man elsker højest paa Jorden, i det Mindste fyldte det mig, da jeg hørte derom og i Aanden kunde se nogle af disse kjendte Skikkelser synke i Havet, med inderlig Vemod, der gjorde mit Øje vaadt; men hvor langt smerteligere for Eder, der staa tilbage som Enker, Forældre eller Søskende, hvor det vil gjøre ondt at mindes den tunge Nat og se den tomme Plads i Hjemmet, hvor der vil storme mange Tanker ind: Havde jeg dog blot faaet sagt rigtigt Farvel, da han gik – havde jeg dog bare faaet det Ønske opfyldt, det var det sidste, han bad mig om – ak, havde jeg dog ikke gjort ham imod den Gang – og sværest af Alt maaske, naar den lille Søn eller Datter ser op med sine barnlige Øjne og spørger: ”Moder, kommer Fa’er ikke snart hjem? Men i alt dette har den Herre Jesus Trøst.
[...]
Saa lad dog ikke Herren kalde forgæves paa Eder – og særligt henvender jeg mine Ord til Eder, som, da I var i Havsnød, gjorde Herren det Løfte, at I vilde omvende Eder, dersom han førte Eder i Land. Hvordan kunde I komme i Tanker om at gjøre det, uden fordi I længe have vidst og den Gang følte, at uden Omvendelse og Tro paa Jesus kan intet Menneske dø i Fred? Men husk nu paa, hvad Guds Ord siger: ”Naar Du lover Gud et Løfte, saa tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer.”
En Grubearbejder i England foer en Gang vild i Minegangene; med den visse Død for Øje raabte han til Gud om Frelse og lovede, at han vilde give ham sit Hjærte, hvis han vilde fri ham fra hans Nød. Gud friede ham, men arbejderen betalte ikke, hvad han havde lovet. En Tid derefter laa han paa sit Dødsleje, en Præst kom til ham og vilde trøste ham med Guds Ord; men til Alt, hvad Præsten sagde, fik han det Svar: ”Jeg er fortabt, jeg skal i Helvede; thi jeg har lovet Gud et Løfte, men ikke betalt det!”. Saaledes vil det gaa ogsaa Eder, dersom I blive i den gamle Vantro og Synd, efter at Gud nu har friet Jer af Dødsfaren, da I bad ham; thi Gud Taaler vel meget af Menneskene, men han lader sig ikke spotte. Gjør derfor Alvor af det, og giv ham Eders Hjærter!