Prøv avisen

Paula Larrain: Jeg vil ikke skjule, at jeg er kristen

En højmesse oplever Paula Larrain ofte som en form for fælles meditation, hvor alle er koncentreret om en kendt rutine, som bliver fulgt fra ende til anden. ”Jeg bliver blid som et lam og føler mig rolig og beriget, når jeg har været til højmesse,” siger Paula Larrain. – Foto: Søren Svendsen.

Journalist og forfatter Paula Larrain står ved sin tro, til trods for at hun ofte oplever en aggressiv tone mod kristendommen. Hun blev døbt katolik af venstreorienterede forældre, men i dag er hun folkekirkelig

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er medlem af den danske folkekirke, og jeg vil beskrive min tro som stærk. Nogle gange er den stærkere end andre gange for selvfølgelig sniger tvivlen sig ind-imellem ind. Jeg kan godt have perioder, hvor jeg synes, Gud godt kunne give en lidt bedre hånd med, men på den anden side er det jo ikke kun op til Gud at få skabt godhed i verden, det er også op til mig og alle andre mennesker.

LÆS OGSÅ: Hans Raun: Jeg kunne ikke være kristen på en øde ø

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Mine forældre var venstreorienterede ateister, og de var en del af den ideologi, der talte imod religionen som helhed. Jeg er dog døbt hjemme af en katolsk præst, så helt ukristne var de heller ikke.

Da vi kom til Danmark som flygtninge fra Chile, mødte vi efter et par år en landmandsfamilie, der var kristen på den dér afslappede grundtvigianske facon. Vi blev til jul inviteret med i kirke og sang også hjemme hos dem med på danske salmer. Vi fik desuden et personligt forhold til præsten i Havrebjerg Kirke, hvor vi har været med til mang gudstjenester, fordi præsten var en del af familiens vennekreds.

De gode oplevelser var med til at afmystificere både folkekirken og kristendommen, og vi faldt naturligt ind ikke mindst på grund af respekt for og kærlighed til den familie, som vi mødte gennem min fars arbejde.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg oplever tit, at min indre tro udfordres af det omgivende samfund, fordi der er en meget stærk og aggressiv form for ateisme i Danmark. For eksempel på de sociale medier, hvor jeg er meget aktiv, oplever jeg ateister, der ytrer sig meget aggressivt imod religion. Der er mange, der er gale på kristendommen af politiske og historiske årsager, og der er mange, der mener, at religion er en privat sag. Men ateister må altså finde sig i, at jeg en gang imellem siger noget om kristendommen.

Min tro er en grundlæggende værdi for mig, derfor er den også en naturlig del af mig, og jeg bruger hele tiden kristendommens værdier i mit liv. Men jeg vælger altså ikke altid at vende den anden kind til, når nogen mener, at jeg burde holde min tro inden for privatsfæren. Jeg vil ikke skjule, at jeg er kristen, men jeg er absolut ikke missionerende i mit arbejde.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det er mine livserfaringer, der har formet min tro. Jeg har haft en rodet opvækst, fordi jeg kom hertil som flygtning, og de erfaringer har været med til at skubbe til min tro. Det, der har formet min tro, er en gradvis og moden accept af, at der findes noget, der er større end os selv som individer og det, som vi skaber. Jeg gik i kirke i mange år, hvor jeg ikke mærkede troen. Jeg ville gerne finde troen, for jeg søgte trøst for livet og søgte spørgsmål besvaret, som jeg ikke følte, nogen kunne besvare. Jeg søgte en hjemfølelse, en følelse af at høre til, som jeg havde mistet som flygtning.

Det var en enorm lettelse for mig, da jeg endelig fandt troen. Jeg kan ganske tydeligt huske det. Det var i 2003 på palmesøndag, hvor jeg var til gudstjeneste i Gilleleje Kirke i Nordsjælland. Jeg blev ramt af en solstråle, mens vi sang en af Grundtvigs salmer, Op dog, Zion! ser du ej. Vi sang Klippegrund gør foden fast, frygten flyr for håb i hast, troen står, hvor tvivlen faldt, kærlighed forsøder alt..

Da jeg sang det vers, ramte Grundtvigs tekst mig meget præcist. For på det tidspunkt i mit liv kæmpede jeg meget med min identitet. Jeg var ved at skrive en bog om min flygtningehistorie, der havde lige været en voldsom tragedie i min familie, Irak-krigen fyldte i mit arbejdsliv, og jeg søgte på livet løs efter et sted, hvor jeg kunne finde ro. Lige dér, da solstrålen ramte, fik jeg en åbenbaring, og jeg følte, at jeg endelig havde fundet hjem.

Hvordan gør din tro en forskel i din hverdag?

Min tro er en integreret del af mig, og jeg både beder og mediterer, og så går jeg meget i kirke og er medlem af menighedsrådet i Lundtofte Sogn i Kongens Lyngby nord for København, hvor jeg er kommet de seneste fem år.

For mig har der aldrig været tvivl om, at folkekirken var det rigtige sted for mig. Jeg kan godt lide stemningen og det demokratiske sind, der ligger i folkekirken. Her er der plads til, at mange forskellige mennesker træffer beslutninger sammen, og der er en stærk ånd af foreningsliv.

Jeg bruger også kristendommen, når jeg ramler ind i tvivl og bliver ramt af noget i livet, der gør mig ked af det. Jeg bruger også min tro, når jeg bliver indigneret og vred over noget. Så træder jeg et skridt tilbage, tager de kristne briller på og ser det problem, jeg står over for, inden jeg handler. Det kan være, hvis nogen har sagt noget grimt til mig eller gjort mig ilde.

Normalt ville jeg forsvare mig med et modangreb, og det gør jeg skam stadig fra tid til anden. Men jeg øver mig i at vende den anden kind til og tilgive personen uden dog nødvendigvis at tilgive handlingen.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Grundtvigs tanker om det levende ord taler direkte til mig, fordi jeg er et menneske, der bruger mange ord og lader mig påvirke af ord og derfor gerne tror på, at Jesus kommer til os, når vi bruger hans ord i kirken. Hans bevidsthed om, at kristendommen er historisk funderet, men at Jesus alligevel kan være til stede i nuet, tiltaler mig. Det var også den forbindelse, jeg mærkede gennem netop hans ord den palmesøndag i Gilleleje.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

3Giv mig at vokse i kærlighed, der siges før altergangen, ringer meget stærkt i mine ører, og de ord bruger jeg aktivt. For jeg stiller krav til mig selv om, at når jeg har det godt, så skal jeg dele ud af den kærlighed, jeg har, udvise overskud, dele med de nødlidende og i det hele taget gøre noget godt for mine omgivelser. Som at komme med opmuntrende ord.