En stor del af Det Nye Testamente består af breve, som bærer Paulus navn. Brevene er sendt fra Paulus til nogle af de kristne menigheder, som i løbet af kristendommens første årtier spredte sig fra Jerusalem ud over hele Middelhavsområdet.
Forskerne skelner mellem ægte og uægte Paulusbreve. De ægte Paulusbreve er de skrifter, som Paulus selv har skrevet, mens de uægte Paulusbreve ikke af skrevet af Paulus, men enten af hans elever eller andre, der har haft en interesse i at fremføre synspunkter med Paulus autoritet.
Som med de fleste andre spørgsmål, der vedrører Paulus, diskuteres også dette lidenskabeligt. Nogle forskere fastholder, at alle Paulusbreve i Det Nye Testamente er ægte, mens andre argumenterer for, at kun nogle af brevene hører til de ægte.
Hvad man derimod kan blive enige om, er, at Paulus breve er de ældste kristne dokumenter, der findes. De fleste af dem er skrevet i årene omkring år 50 og hører således til i tiden kun 20 år efter Jesu korsfæstelse.
Der er bred enighed om, at man til de ægte Paulusbreve kan regne Romerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Filipperbrevet, 1. Thessalonikerbrev og Filemonbrevet.
Forskere diskuterer ivrigt ægtheden af 2. Thessalonikerbrev, Efeserbrevet og Kolossenserbrevet, mens der er sat flest spørgsmålstegn ved ægtheden af de såkaldte pastoralbreve, der består af Timotheusbrevene og Titusbrevet.
Kilde: Gads Bibelleksikon