Ægteskab, brud og forsoning
Spørgsmål: Der har været lidt snak frem og tilbage på det seneste her på siden om ægteskab, og hvilken slags ægteskab der er acceptabelt i Guds øjne.
Hvis vi lader Bibelen tale, så er der et godt udgangspunkt i 1. Kor. 7,39, hvor der tales om kun at gifte sig i Herren. Hvorfor er det så vigtigt? Det får vi faktisk et klart svar på ved at læse 2. Kor 6,14-18.
Ægteskaber mellem en kristen og en muslim, en kristen og en buddhist samt en kristen og en jøde (for blot at nævne nogle eksempler) hører altså ikke hjemme i den kristne menighed, hvor kristne ifølge ovenstående norm kun bør gifte sig med en anden kristen.
Det er noget andet, hvis man er gift og så bliver kristen, så taler Bibelen klart om at bevare ægteskabet ud fra tanken i 1. Kor. 7,12-16. Ligeledes er der bestemte retningslinjer for kristne i forbindelse med skilsmisse, hvor den eneste bibelske grund til at lade sig skille (med eventuel mulighed for blive gift igen senere) er utugt fra modpartens side, jf. Matt. 5,31, 32.
Er der ikke utugt inde i billedet, er det bedre, at parterne forliges. En anden mulighed giver Bibelen dog rum for - nemlig, at hvis man lader sig skille (uden at der er utugt inde i billedet), så bevirker en sådan skilsmisse, at parterne ikke kan gifte sig til anden side!!! Se 1. Kor. 7,10-11.
Spørgsmålet er, om folkekirken som åndelig institution og vejleder i religiøse spørgsmål er klar over Bibelens lære på dette område? Af de besvarelser, som har været fremme indtil nu, ser det ikke ud til det, men jeg kan have misforstået noget og vil derfor selvfølgelig i ydmyghed tage mod en »irettesættelse«, hvis dette er tilfældet.
Med venlig hilsen
Palle
Sognepræst Leif G. Christensen svarer: Når det gælder Paulus' vejledning til menighederne om parforhold og ægteskab, er jeg ikke i tvivl om, at datidens kristne havde velsignelse ved at følge hans anvisninger - også i spørgsmålet om skilsmisse og gengifte.
Jeg ser af dine bibelhenvisninger, at du har noteret dig alle Paulus' konkrete anvisninger fra Pastoralbrevene. Du antyder, at folkekirken som åndelig institution og vejleder i religiøse spørgsmål skal føre bibelsk lære. Men som du sikkert også ved, er der altid grund til at stille spørgsmålet: Hvordan kan vi være sandheden tro i kærlighed anno 2002? Her svarer vi forkert, hvis vi kun vejleder ud fra samfundsnormer, der er 100, 1000 eller 2000 år gamle.
Jeg mener, at den vejledning, som gives af de fleste folkekirkelige præster i dag om ægteskabelige spørgsmål, lyder nogenlunde sådan, at vi af Gud først og fremmest er forpligtet på hinanden ud fra buddet om kærlighed til vor næste. Dette gælder også vores ægtefælle og familie. Her gælder ikke andre regler end for ethvert andet menneske. Det gælder i ægteskab som i andre mellemmenneskelige forhold, at man synder mod hinanden. Den største fejl, man kan begå, er vistnok at påstå, at man ikke har nogen fejl.
Forsoning er altid bedre end adskillelse - selv i ægteskab. Derfor havde man selv på Paulus' tid ordninger for skilsmisse og gengifte. Også for mennesker i brudte ægteskaber gælder, at »synder nogen, har vi en Talsmand hos Faderen, der tilgiver syndere É«.
Leif G. Christensen
Menneske først - dernæst muslim
Spørgsmål: Hvordan kan Allah, den nådige og barmhjertige, tænkes at have indgivet mennesker den idé at ville stene en ung mor? Er dommen i Nigeria mon ikke en menneskelig misforståelse af Allahs vilje? Tror man, at det er den onde selv, som har taget bolig i kvinden, og at ondskaben kan udryddes ved at dræbe hende så grusomt? Hvis hendes domsmænd og bødler tager fejl, pådrager de sig da ikke en frygtelig skyld over for den Almægtige, som gav hende livet og lod liv komme til verden ved hende?
Er det ikke på tide, at islam, som gennem historien har haft så mange store humanister og tænkere, gør op med disse forvildede idéer og viser, at Allahs nåde og barmhjertighed først og frem-mest må give sig til kende i hans skabninger?
Vil du ikke nok sammen med andre danske muslimer i den barmhjertiges navn bede hendes dommere og Nigerias myndigheder om nåde og tilgivelse for Amina Lawal, for at de ikke ved deres fremfærd skal krænke Skaberens vilje?
Ole D. Rughede
Sherin Khankan svarer: Jeg er ligesom dig dybt berørt over sagen om den nigerianske kvinde, der blev dømt til døden. Koranen foreskriver ikke dødsstraf. I dette tilfælde er der tale om mennesker, der legitimerer deres handlinger i religionens navn.
Det er væsentligt at skelne mellem Koranen og fortolkninger af denne. Gud er ikke ansvarlig for den måde, visse muslimer vælger at tolke eller misbruge Koranen på. Selvom islam opererer med en omfattende determinisme, har Gud givet mennesket en fri vilje til at handle.
Islam er, som du fremhæver, en barmhjertig religion. Alle vers i Koranen starter med ordene: I Guds Navn den nådige den barmhjertige. Det er enhver troendes opgave at forsøge på at afspejle Guds egenskaber. Barmhjertigheden er den ypperste af dem alle.
Jeg har ikke været aktiv i sagen om Amina Lawal. Men det er der mange andre muslimer, der har været - ikke primært, fordi de er muslimer, men fordi de er mennesker. Kampen for Amina Lawal skal ikke kæmpes med henvisning til islam, men derimod med henvisning til universelle principper om retfærdighed og respekt for mennesket.
Sherin Khankan