Prøv avisen
Portræt

Pave Benedikt lagde fundamentet for pave Frans’ reformer

Selvom de to paver, Frans og Benedikt, ofte sættes op i kontrast til hinanden, har de virket for samme reformprojekt i den katolske kirke. Her mødes de i Vatikanets kloster Mater Ecclesiae (på dansk: Kirkens moder). – Foto: L’Osservatore Romano/AP/Ritzau Foto

Den første pave i 1000 år, der abdicerede, blev pave emeritus Benedikt, som nu fylder 90 år. Selvom han nu synes at tilhøre en anden æra, har pave Frans bygget videre på hans arbejde

Der har været stille omkring Benedikt XVI, siden han i februar 2013 vakte opsigt ved at abdicere og dermed banede vejen for pave Frans. Siden har Benedikt levet et liv med bøn og studier med nogle få nære medarbejdere i et art minikloster indrettet specielt til ham i Vatikanet.

Påskesøndag fylder den tysk-fødte, nu pensionerede pave 90 år, og man kan være sikker på, at medierne vil være fyldt med billeder af den nuværende pave, der ønsker den tidligere hjerteligt tillykke. For de to er helt enige om at sikre og bevare en så gnidningsløs overgang fra den ene til den anden, også selvom de som personer er meget forskellige: Benedikt som den skarpsindige intellektuelle og Frans som den politiske praktiker.

Allerede i 2010 luftede Benedikt i et interview tanken om, at en pave burde kunne træde tilbage, ”hvis han fysisk eller psykisk ikke længere er i stand til at varetage sit embede”. Det øjeblik kom i 2013, da han under indtryk af krævende udlandsrejser, krise i kurien, uregelmæssigheder i Vatikanets bank og endelig Vatileaks-affæren, hvor en betroet medarbejder fjernede papirer fra pavens skrivebord og overlod dem til en italiensk journalist, besluttede sig for at gå.

Intet tyder dog på, at der var tale om en panikhandling, og pave Frans har efterfølgende været meget omhyggelig med at understrege, at det reformprogram, han selv har sat i gang, på væsentlige områder bygger på initiativer, som Benedikt XVI satte i værk i sin embedsperiode som pave og endnu tidligere som kardinal Ratzinger og formand for Vatikanets Troslærekongregation.

Det gælder især en effektiv og troværdig indgriben over for pædofiliskandalen samt skridt i retning af at gøre Vatikanets økonomiske transaktioner mere transparente og opbygge en kultur, der lever op til de højeste internationale standarder. Mest tydeligt viste Frans dog sin respekt over for Benedikt som teolog, da han i sin første rundskrivelse ”Lumen Fidei” (2013) overtog et udkast fra sin forgænger og siden beskrev rundskrivelsen som ”fire hænders arbejde”.

Helt tavs har Benedikt ikke selv været. Skønt hans tid er ovre, har hans ord vægt, og han har støttet Frans på tidspunkter, hvor konservative kardinaler kritiserede den argentinske paves meget inklusive teologiske stil. Det har Benedikt kunnet gøre, fordi hans egen teologi fortsat nyder stor anerkendelse, for eksempel i form af hans tre bøger om Jesus (2007, 2011 og 2012), der blev solgt i millionoplag.

Noget tyder også på, at det er som en teologisk pave, at Benedikt allerhelst vil huskes. I en interviewbog med den tyske journalist Peter Seewald fra 2016 medgav han, at management ikke lige er ham: ”Praktisk regerings- ledelse er ikke min stærke side, og det er, vil jeg sige, en vis svaghed.”