Pave Frans' besøg i Irak har politiske undertoner

Vatikanets langvarige kritik af amerikansk politik i regionen spiller en rolle, når pave Frans som den første pave nogensinde rejser til Irak i det tidlige forår

Pavebesøget vil være en opmuntring for kirkerne i et land, hvor de kristne på grund af krig og forfølgelse er reduceret fra 1,5 million i 2003 til omkring 250.000 i dag.
Pavebesøget vil være en opmuntring for kirkerne i et land, hvor de kristne på grund af krig og forfølgelse er reduceret fra 1,5 million i 2003 til omkring 250.000 i dag. Foto: Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når pave Frans fra den 5. til den 8. marts 2021 besøger Irak. Allerede Johannes Paul II ønskede i 2000 at tage til Abrahams fødeby Ur på en rejse, der også skulle omfatte Egypten og Israel. Den måtte dog aflyses, da forhandlingerne med Iraks daværende leder, Saddam Hussein, brød sammen. Men et besøg i det mellemøstlige land forblev højt på Vatikanets ønskeseddel, og i 2018 tilbragte pavens nærmeste medarbejder, Vatikanets statssekretær, kardinal Pietro Parolin, julen i Irak.

Pave Frans’ kommende besøg vil også gå til Ur, ligesom Bagdad, Arbil, Mosul, Qaraqosh og Nineveh-sletten står på programmet. Katolikkerne i Irak tilhører den kaldæiske kirke, der anerkender pavens overhøjhed. Men uanset hvilken konfession der er tale om, vil pavebesøget være en opmuntring for kirkerne i et land, hvor de kristne på grund af krig og forfølgelse er reduceret fra 1,5 million i 2003 til omkring 250.000 i dag.

Rejsen til et område, der er så prominent i Det Gamle Testamente, er desuden en fremragende anledning til at understrege vigtigheden af dialog mellem de tre abrahamitiske religioner: jødedom, kristendom og islam. Besøget vil også tjene til at minde resten af verden om, at det ikke er religionerne i sig selv, der skaber uro, men at hele regionen præges af ulmende sikkerhedspolitiske konflikter, der omfatter alle dele af samfundet.

For Vatikanet rummer de seneste 30 års irakisk historie den pointe, at landet indtil Golfkrigen i 1990-1991 var forholdsvist velstående med en stor middelklasse, hvoraf mange var kristne. Det ligger alt sammen i ruiner nu, samtidigt med at faldende oliepriser og coronapandemien har gjort fremtidsudsigterne endnu mere dystre. Da Saddam Hussein i 1990 invaderede Kuwait, fordømte Vatikanet overfaldet, men tog også flere diplomatiske initiativer til at overtale USA til ikke selv at invadere Irak og kaldte det ”et eventyr uden udgang”. Advarslerne gentog sig i 2003, da USA atter gik ind i Irak, og Johannes Paul II erklærede, at Bush-regeringens påstand om irakiske masseødelæggelsesvåben ikke opfyldte kriterierne for en retfærdig krig.

Pavestolens reaktion vakte dengang stor irritation i Washington, og parterne står fortsat langt fra hinanden i synet på Mellemøsten, uanset skiftende præsidenter. Trump-regeringens barske politik over for Iran, der også har forværret det iransk-irakiske forhold, er blevet kritiseret af Vatikanet og har yderligere demonstreret, at den amerikanske dagsorden ikke er pavestolens. Derfor bliver det interessant at følge Joe Bidens udmeldinger om pave Frans’ rejse til Irak, der ikke blot vil sætte fokus på islamistiske kristenforfølgelser, men også på, hvordan landet kan rekonstrueres gennem fredsdiplomati for hele regionen og fokus på retfærdighed for alle befolkningsgrupper.

Denne idealistiske politik kan synes blåøjet, men er det næppe. For i årtier har pavestolen gennem sit diplomati fastholdt og udbygget kontakten til politiske og religiøse ledere i hele regionen og har ofte været vestlige regeringer behjælpelig som mægler eller mellemmand. Tilsvarende har man gennem kirkegrupper og kirkelige ngo’er som nødhjælpsorganisationen Caritas en god fornemmelse for, hvordan virkeligheden – inklusive den omfattende korruption – ser ud på græsrodsplan.

Pavens fysiske sikkerhed er endnu et aspekt af rejsen, der skaber opmærksomhed. Vatikanet skal have indkøbt corona-vacciner til brug for det katolske overhoved og hans ledsagere, men Frans kan stadig være et mål for terrorister. Den 84-årige pave har dog tidligere vist, at han er villig til at risikere livet for sager, der ligger ham på sinde. Det gjorde han i 2015, da han rejste til Centralafrikanske Republik for at appellere om fred mellem kristne og islamistisk-inspirerede militser. Heri ligger en solidaritet, som de lokale befolkninger er fuldt opmærksomme på, og i Irak taler muslimske radiostationer allerede nu om besøgets positive, politiske betydning.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.