Vi er flere dage inde i fasten, når pave Frans fredag aften lander i lufthavnen i Mexico City for at indlede et fem dage langt besøg i verdens næststørste katolske land efter Brasilien. Og fastetidens særlige stemning af afsavn og håb vil præge besøget på mange niveauer.
I en videohilsen til mexicanerne forud for sin afrejse understregede paven, at han kommer som ”en missionær for barmhjertighed og fred”, og begge dele har det urohærgede land i høj grad brug for. For Mexico har i årtier været plaget af brutal vold og udbredt korruption, der begge er næret af en omfattende narkohandel.
Men rejsen vil også blive præget af Mexicos vanskelige forhold til nabolandet USA. Her er kampen om, hvem der skal være den næste amerikanske præsident, i fuld gang, og et stridspunkt er de mange illegale immigranter fra hele Mellemamerika, der søger et bedre liv og nye muligheder nord for grænsen.
Det er i dette spændingsfyldte farvand, at pave Frans skal navigere. Men alt tyder på, at vi de nærmeste dage endnu en gang vil blive vidne til den kombination af pastoral omsorg og politisk statsmandskunst, der hidtil har karakteriseret hans udlandsrejser.
Allerede ouverturen på Cuba, hvor det efter årtiers mislykkede forsøg endelig lykkedes at mødes med lederen af den største af de ortodokse kirker, den russisk-ortodokse patriark Kirill, har givet ham masser af medvind.
Som sine forgængere er pave Frans en rejsende i ”soft power” i modsætning til den klassiske udenrigspolitiks fokus på militær og økonomisk magt, og i Mexico har regeringen gjort meget ud af at understrege hans moralske autoritet. Landet har en lang tradition for antikirkelighed, og ved Johannes Paul II's besøg i 1979 og Benedikt XVI's i 2012 blev det officielt understreget, at paven udelukkende kom for at tale til sin egen flok.
Denne gang siger regeringen, at paven taler til hele nationen, og har fremhævet, at hans budskab om fattigdom og immigration vil være ”en anledning til at forbedre politikken.” En politisk sværvægter og talsmand for regeringen, Humberto Roque Villanueva, medgik direkte, at mange af Mexicos vanskeligheder skyldes en værdikrise, og at paven er afgørende for genskabelsen af de ”åndelige værdier”, uden hvilke et samfund ikke kan fungere.
Sidste år udråbte pave Frans et særligt jubelår helliget barmhjertigheden. Derfor vil imødekommenheden over for de svageste samt nødvendigheden af at opdrage unge til generøsitet og tilgivelse stå højt på listen over pavelige opfordringer i løbet af de fem dage, når han holder messe, hilser på politikere og gejstlige, taler til unge mennesker og familier samt mødes med arbejdere og arbejdsgivere i Chihuahua og indsatte i fængslet i Cereso.
Sidstnævnte, der i 2009 var genstand for en voldsom fangeopstand, ligger i byen Ciudad Juárez klos op ad grænsen mellem Mexico og USA, og her skal Frans holde messe den 17. februar.
Det er det sidste programpunkt inden afrejsen til Rom samme aften, og når paven prædiker for de hundredetusinder af deltagere knap 60 meter fra grænsen mellem de to lande, forventer alle, at han vil tale om immigration med vægt på migranternes situation og synsvinkel.
USA's politiske klasse vil givet også lytte godt efter, for pavemessen kommer blot en uges tid efter primærvalgene i New Hampshire og få dage før tilsvarende dyster i South Carolina og Nevada. Immigration er et eksplosivt emne i valgkampen blandt republikanske kandidater som Donald Trump og Ted Cruz, hvor Trump eksempelvis har lovet at deportere 11 millioner illegale immigranter.
Amerikanske katolske eksperter forudsiger, at paven naturligvis ikke vil udfordre USA's nationale suverænitet. Men ingen, der hørte hans tale i den amerikanske kongres i september, vil være i tvivl om, at emnet ligger ham stærkt på sinde.
Og blot hans tilstedeværelse på lige præcis dette sted vil i sig selv være et stærkt politisk udsagn om barmhjertighed og håb. Det er det, der er humlen i pavelig ”soft power” i fastetiden.