I marts 2013 spurgte en journalist mig, hvad jeg syntes om at få en argentinsk pave. Det kom bag på mig, at man ikke havde valgt en europæisk pave denne gang, og at der var tale om en kardinal, som jeg intet kendte til. De eksisterende kardinaler var blevet udråbt til biskopper af Johannes Paul II og Benedikt XVI, og de var konservative og reaktionære alle til hobe. Jeg forventede mig ikke noget nyt af dette pavevalg. Faktisk interesserede det mig ikke.
Men i samme øjeblik, den nye pave trådte ud på sin balkon, bemærkede jeg de nye tider: Han var iklædt en enkel hvid dragt og bar intet paveligt udstyr med guldpynt og forgyldte stoffer. På balkonen bukkede han for masserne og bad om deres velsignelse, før han selv gav dem pavens traditionelle velsignelse.
Han valgte at kalde sig Frans i stedet for at antage et af de traditionelle pavenavne. Leonardo Boff havde helt ret, da han senere sagde, at det ikke bare var et navn, men et livsprojekt, han valgte. Og i dette tilfælde var der ikke alene tale om en ny pave, men om et nyt kirkeprojekt.
Vi er vidner til en revolution i Vatikanet. Pave Frans ønsker ikke at leve som en pave, han har nægtet at flytte ind i pavepaladset med dets 14 værelser, han har takket nej til pavemobilen. Han taler direkte med folk over telefonen, og hans sprogbrug er enkel og klar. Han vil ikke kaldes pave, men blot Roms biskop.
Pave Frans har, så vidt jeg ved, aldrig talt om befrielsesteologi. Men befrielsesteologi er heller ingen tro - det er en praksis. Begrebet i sig selv står ikke så stærkt, som det kunne, faktisk skal det forstås som revolutionær teologi.
Denne teologi er den sande teologi i evangeliet, som kommer af det græske ord for ”godt nyt” og ”kundgørelse af de gode nyheder”. Den betydning, som Jesus gav det, var godt nyt for de fattige og deres befrielse. Hvilket er det samme som revolution, det samme som at forandre verden og vende den på hovedet. Eller snarere at rette op på verden - for som verden er nu, vender den på hovedet.
Under paverne Johannes Paul II og Benedikt XVI blev befrielsesteologiens biskopper og præster erstattet af konservative elementer fra det yderste højre. Alt relateret til denne teologi blev undertrykt. Samtidig bekæmpede den amerikanske regering befrielsesteologien ved at opmuntre fundamentalisterne, som prædikede et individualistisk og konservativt evangelium. De bekæmpede befrielsesguerillaerne med efterretningsstyrker og en yderst barsk undertrykkelse, som førte til et enormt antal martyrer.
I det såkaldte Santa Fe-dokument blev præsident Reagan under titlen ”En ny latinamerikansk politik i firserne” rådet til at bekæmpe befrielsesbevægelserne ved at fremme USA's fundamentalistiske kirker i Latinamerika. The School of the Americas trænede soldater og underviste dem i undertrykkelse og tortur og erklærede i 1999, at befrielsesteologien var blevet nedkæmpet ved hjælp af den amerikanske hær.
Under Johannes Pauls andet besøg i Nicaragua spurgte journalister om bord på et Alitalia-fly ham om befrielsesteologien, og paven sagde da, at den ikke længere udgjorde nogen fare, eftersom kommunismen var blevet slået. Men fra Amazonas dyb erklærede biskop Casaldaliga:
”Så længe der findes fattige mennesker, vil der være en befrielsesteologi.”
For mig er valget af den nye pave som et mirakel. Pave Frans gennemfører for øjeblikket en revolution i Vatikanet, og det vil også revolutionere verden og rette op på en klode, der vender på hovedet. Det er Jesus af Nazarets revolution:
De sidste skal blive de første, og de første skal blive de sidste.
Oversat af Sara Høyrup