Prøv avisen
Kirken i verden

Pave Frans helgenkårer indbegrebet af en engelsk gentleman

John Henry Newman regnes som en af betydeligste britiske teologer i 1800-tallet. – Foto: Science Photo Library/Ritzau Scanpix

John Henry Newman forsvarede oprigtighed og samvittighedsfrihed under store personlige omkostninger. Han har også bud til vor tids Brexit-besatte briter

Kirkelige englændere får et pusterum fra virakken omkring Brexit, når pave Frans på søndag helgenkårer teologen, litteraten og kardinalen John Henry Newman (1801-1890).

Prins Charles deltager i festlighederne i Rom sammen med en delegation fra Church of England, for Newman regnes for en af nationens store sønner og den måske betydeligste britiske teolog i 1800-tallet. Dertil kommer, at han bredt opfattes som indbegrebet af en engelsk gentleman trods sin konversion fra den anglikanske kirke til den katolske og megen polemik om sin person i samtiden.

På et tidspunkt, hvor dyder som redelighed og ”fair play” underspilles i den britiske EU-debat, er Newman god for den nationale selvfølelse. ”En gentleman er en, der aldrig sårer,” skrev han i klassikeren ”The Idea of a University” (1854). Og det er en vending, der er blevet stående.

I en katolsk optik er helgenkåringen af Newman kærkommen, fordi han kan samle fløjene i den engelsktalende, katolske verden. Konservative katolikker i USA, der ikke bryder sig om pave Frans’ linje, holder af Newman, fordi han modigt tog konsekvensen af sine kirkehistoriske studier og opgav sin fremtrædende position i den engelske statskirke til fordel for en usikker tilværelse som katolsk teolog. Konservative katolikker glæder sig også over den stringens, hvormed han i sin selvbiografi ”Apologia pro Vita Sua” (forsvar for sit liv) (1864) forsvarede sin konversion over for en indigneret offentlighed – og slap overbevisende fra det. Newmans respekt for dogmer og hans tro på, at kirken som helhed ikke kan fejle, er et yderligere plus.

På den modsatte fløj er man også glad for Newman og betoner, at hans agtelse for dogmer ikke betød, at han var dogmatisk. Tværtimod understregede han som teolog den personlige samvittigheds rolle og advarede kraftigt mod at forveksle egne præferencer med Guds Sandhed. Den slags overvejelser ser den katolske venstrefløj som en forløber for de reformer, som 1960’erne store kirkemøde, Andet Vatikankoncil, satte i værk. Det skaber også sympati, at Newman havde en beskeden levevis.

I Church of England er Newman tilsvarende stor. Selvom han blev katolik, lagde han grunden til sit teologiske ry som anglikaner og opfattede sin konversion som resultatet af en udvikling fra sit anglikanske udgangspunkt snarere end som et opgør med dette. Efter at han var blevet katolik, var Newman uhyre opmærksom på de vanskeligheder, som mange ikke-katolikker har med pavens rolle. I 1875 forklarede han sin egen loyalitet over for Rom med, at han gerne ville ”skåle for pavens helbred”, men at han først ville ”skåle for samvittighedsfriheden”. Den var en analogi, som englænderne kunne værdsætte, og som fik Newman til at virke betryggende åben og oprigtig.

Erindringen om Newman er også nyttig på et tidspunkt, hvor Brexit undertiden forklares i lyset af Henrik VIII’s brud med Rom i det 16. århundrede og en instinktiv uvilje mod al fremmed indflydelse på britiske forhold. Som englænder forstod han til fulde den indignation, som paveinstitutionen og dens krav på åndelig overhøjhed vakte i det 19. århundredes britiske imperium. For her var man i den grad vant til selv at sætte den globale dagsorden. I dag er den afsky, som Rom vakte i det victorianske England, ofte erstattet af modvilje mod Bruxelles. Men Newman demonstrerede over for sine landsmænd, at det ikke nødvendigvis er ubritisk og skurkagtigt at række ud efter kontinentet i en større sags tjeneste.

Vigtigst af alt stod han for en intellektuel integritet, der kunne appellere til alle med interesse for kristendom og etik. På et tidspunkt, hvor Charles Darwin lancerede sin udviklingslære, og bibelkritikken begyndte at slå igennem, vidste Newman, at den katolske kirke var nødt til at tænke mindre autoritært for at kunne svare troværdigt. Skeptikerne skulle tages alvorligt, og måske kunne man selv lære noget. Det gør ham til en meget moderne skikkelse, og mange ser heri ligheder med den pave, der helgenkårer ham på søndag.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.