Prøv avisen
Dokumentation

Pave Frans om misbrug: Jeg vil opfordre hele Guds folk til at gøre bod ved at bede og faste

I mandags kom så et brev fra pave Frans, hvori han grundigt beskriver den katolske kirkes syn på tragedierne med misbrug af børn i den katolske kirke i den amerikanske delstat Pennsylvania. Foto: Max Rossi/Reuters/Ritzau Scanpix

Vatikanet offentliggjorde i mandags et brev fra paven, der for første gang direkte kommenterer det seksuelle misbrug i den amerikanske delstat Pennsylvania, som beskrives i nylig rapport. Læs brevet her

Vatikanet fik i sidste uge kritik for ikke at reagere tilstrækkeligt hurtigt på en rapport, der afdækkede misbrug i den amerikanske delstat Pennsylvania, som har omkring 12 millioner indbyggere. Igennem det 20. århundrede var der ifølge rapporten begået overgreb af over 300 kirkeligt ansatte mod flere end 1000 personer, herunder flest børn. Men i mandags kom så et brev fra pave Frans, hvori han grundigt beskriver den katolske kirkes syn på tragedierne:

Kære venner.

”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre” (som der står i Paulus’ Første Brev til Korintherne, 12,26). Paulus’ ord giver genlyd i mit hjerte, når jeg endnu en gang anerkender de lidelser, som mange mindreårige har måttet udholde på grund af seksuelle overgreb, magtmisbrug og samvittighedsmisbrug begået af et betydeligt antal præster og indviede personer. Forbrydelser, der påfører dybe sår af smerte og afmagt – primært blandt ofrene, men også hos deres familiemedlemmer og i det større samfund af både troende og ikke-troende. Ser vi tilbage på fortiden, vil intet forsøg på at bede om tilgivelse og gøre det godt igen nogensinde være tilstrækkeligt. Hvis vi kigger mod fremtiden, må ingen anstrengelse undlades i forsøget på at skabe en kultur, der evner at standse sådanne tragedier, før de opstår, samt forhindre, at de hemmeligholdes og bliver til varige skader. Ofrenes og deres familiers smerte er også vores smerte, og det er derfor vigtigt, at vi endnu en gang bekræfter vores forpligtelse til at sikre beskyttelsen af mindreårige og sårbare voksne.

1. Lider én legemsdel...

For nylig er en rapport blevet offentliggjort, hvori der beskrives oplevelser fra mindst 1000 overlevende ofre for seksuelt misbrug samt misbrug af magt og samvittighed begået af præster over en periode på cirka 70 år. Selvom det kan siges, at de fleste af disse sager hører fortiden til, er vi ikke desto mindre kommet tættere på mange af ofrenes smerte gennem tiden. Vi har indset, at disse sår aldrig vil forsvinde, og at de kræver, at vi på det kraftigste fordømmer disse grusomheder og samler alle kræfter for at rydde ud i denne dødskultur. Disse sår forsvinder aldrig. Disse ofres hjerteskærende smerte, som skriger til himlen, blev længe ignoreret, holdt skjult eller bragt til tavshed. Men deres skrig var langt stærkere end alle de foranstaltninger, der blev truffet for at gøre dem tavse eller endda søgte at løse tingene gennem beslutninger, der gjorde smerten værre, idet de indebar meddelagtighed.

Med skam og anger anerkender vi som kirkeligt fællesskab, at vi var ikke der, hvor vi burde have været – at vi ikke handlede i tide og forstod omfanget og alvoren af de skader, der er blevet gjort på så mange liv. Vi viste ikke de små omsorg. Vi svigtede dem. Jeg gør den daværende kardinal Ratzingers ord til mine egne, da han under korsgangen i forbindelse med langfredag 2005 identificerede sig med smertensskriget fra de mange ofre og udbrød: ”Hvor meget snavs er der i kirken og selv blandt dem, der i præstedømmet burde tilhøre Kristus fuldstændigt! Hvor meget stolthed, hvor meget selvtilfredshed! Disciplenes forræderi mod Kristus, deres uværdige modtagelse af hans legeme og blod, er uden tvivl den største lidelse udholdt af Forløseren. Det gennemborer hans hjerte. Vi kan kun påkalde ham fra vores hjerters dyb. Kyrie eleison – Herre, frels os!”

2.... så lider også alle de andre

Omfanget og alvoren af alt, hvad der er sket, kræver, at man forholder sig til denne virkelighed på en omfattende og fælles måde. Selvom det på enhver omstillingsrejse er vigtigt og nødvendigt at erkende sandheden om, hvad der er sket, er dette ikke nok i sig selv. I dag er vi som Guds folk udfordret til at tage vore brødres og søstres smerte på os – sårede, som de er, i deres kød og i deres ånd. Hvis vores svar i fortiden var svigt, ønsker vi i dag, at solidaritet – i den dybeste og mest udfordrende forstand – bliver den måde, hvorpå vi former den nuværende og fremtidige historie. Og dette i et miljø, hvor konflikter, spændinger og frem for alt ofrene for enhver form for misbrug kan mødes af en fremstrakt hånd, der vil beskytte dem og redde dem fra deres smerte (som der står i den apostolske skrivelse ”Evangelii Gaudium”). Som følge af en sådan solidaritet kræves det, at vi fordømmer alt, der truer menneskets integritet. En solidaritet, der hidkalder os til at bekæmpe alle former for korruption og i særdeleshed åndelig korruption. Sidstnævnte er ”en behagelig og selvtilfreds form for blindhed. Alt virker derigennem acceptabelt: bedrag, bagvaskelse, egoisme og andre subtile former for selvoptagethed, for ’Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel’” (fra Paulus’ Andet Brev til Korintherne). Paulus’ formaning om at lide med dem, der lider, er den bedste modgift mod alle vores forsøg på at gentage Kains ord: ”Skal jeg vogte min bror?” (1. Mosebog, 4,9).

Jeg er bevidst om den indsats og det arbejde, der udføres i forskellige dele af verden for at tilvejebringe de nødvendige midler, der skal til for at sikre beskyttelsen af børn samt sårbare voksnes integritet, samtidig med at min opmærksomhed også er rettet mod implementeringen af en nultolerancetilgang samt andre måder at stille dem til ansvar, der begår eller holder disse forbrydelser skjult. Vi har tøvet med at gøre brug af disse foranstaltninger og sanktioner, der er så nødvendige, men jeg er overbevist om, at de vil bidrage til at sikre en kultur af større omsorg både nu og i fremtiden.

Ud over disse bestræbelser bør hver enkelt af de døbte føle sig involveret i de kirkelige og sociale forandringer, vi i så høj grad har brug for. Denne ændring kræver en personlig og fælles forandring, der får os til at anskue tingene, som Herren gør det. For som pave Johannes Paul II plejede at sige: ”Hvis vi virkelig er begyndt på ny med betragtningen af Kristus, må vi i særdeleshed lære at se ham i ansigterne på dem, han ønskede at blive identificeret med”. At se tingene, som Herren gør det, at være der, hvor Herren ønsker, vi skal være: at opleve en omvendelse af hjertet i hans nærvær. Til opnåelse af dette vil bøn og bodsudøvelse hjælpe. Jeg vil opfordre hele det hellige, trofaste Guds folk til en bodsudøvelse i form af bøn og faste efter Herrens bud. Dette kan vække vores samvittighed samt vores solidaritet og engagement i en kultur af omsorg, der siger ”aldrig mere” til enhver form for misbrug.

Det er umuligt at påtænke en omlægning af vores aktiviteter som kirke, der ikke omfatter aktiv deltagelse fra alle i Guds folk. Faktisk er vi, når vi har forsøgt at erstatte Guds folk, bringe dem til tavshed, ignorere dem eller reducere dem til små eliter, endt med at skabe fællesskaber, projekter, teologiske tilgange og åndelige strukturer uden rødder, uden hukommelse, uden ansigter, uden organer og i sidste ende uden liv. Dette ses tydeligt i en mærkelig måde, hvorpå kirkens autoritet anskues – en anskuelse, der er udbredt i mange samfund, hvor seksuelle overgreb og misbrug af magt og samvittighed har fundet sted. Eksempelvis er klerikalismen en tilgang, som ikke alene ophæver de enkelte kristnes karakter, men også har en tendens til at reducere og undervurdere dåbens nådegave, som Helligånden har placeret i vores folks hjerter.

Klerikalisme, hvad enten denne fremmes af præster selv eller af lægmænd, fører til en amputering af det kirkelige legeme, der understøtter og bidrager til fastholdelsen af mange af de onder, vi i dag fordømmer. At sige ”nej” til misbrug er at udtrykke et kategorisk ”nej” til alle former for klerikalisme.

Det er altid nyttigt at huske, at ”i frelsens historie reddede Herren ét folk. Vi er aldrig helt os selv, medmindre vi tilhører et folk. Det er derfor, ingen reddes alene, som isolerede individer. Gud drager os snarere til sig under hensyntagen til den komplekse struktur i relationer, der findes mellem mennesker i fællesskabet. Gud ønskede at træde ind et folks liv og historie” (som det står i den apostolske skrivelse ”Gaudete et Exsultate”). Derfor er den eneste måde at reagere på dette onde, der har formørket så mange liv, at se det som en opgave, der angår os alle som Guds folk. Denne bevidsthed om at være en del af et folk og en fælles historie vil gøre os i stand til at erkende vores tidligere synder og fejltagelser med en angrende åbenhed, der kan gøre det muligt for os at blive fornyet indefra. Uden aktiv deltagelse af alle kirkens medlemmer vil intet, der gøres for at udrydde denne kultur af misbrug fra vores fællesskab, have held til at generere den dynamik, der er nødvendig for sund og realistisk forandring. Den angrende dimension, der ligger i faste og bøn, vil hjælpe os, der er Guds folk, med at stå foran Herren og vores sårede brødre og søstre som syndere, der beder om tilgivelse samt om skammens og omvendelsens nådegave. På denne vis vil vi komme med tiltag, der kan generere ressourcer, som stemmer overens med evangeliet. For ”når vi gør en indsats for at vende tilbage til kilden, og for at genvinde den oprindelige evangeliske friskhed, opstår nye veje, nye stier for kreativitet, med forskellige udtryksformer, mere formfuldendte tegn, og ord med nye betydninger for nutidens verden” (fra den apostolske skrivelse ”Evangelii Gaudium”).

Det er vigtigt, at vi – som kirke – med sorg og skam er i stand til at anerkende og fordømme de grusomheder, der er begået af indviede personer, gejstlige samt af alle dem, der har haft ansvar for at våge over og drage omsorg for dem, der er mest sårbare. Lad os bede om tilgivelse for vore egne og andres synder. En bevidsthed om synden hjælper os til at erkende de fejl, forbrydelser og sår, der er forårsaget i fortiden, og gør det muligt for os i nutiden at være mere åbne og engagerede på rejsen mod fornyet omvendelse.

Ligeledes vil bod og bøn hjælpe os til at åbne vores øjne og hjerter for andre folks lidelser samt overvinde den tørst efter magt og besiddelser, der så ofte er roden til disse onder. Må faste og bøn åbne vores ører for den hviskende smerte, som børn, unge og handicappede føler. En faste, der kan gøre os sultne og tørstige efter retfærdighed og tilskynde os til at vandre i sandheden samt understøtte alle de retslige tiltag, der måtte være nødvendige. En faste, der rusker i os og får os til at forpligte os til sandhed og næstekærlighed over for alle mænd og kvinder af god vilje og samfundet i almindelighed, så vi kan bekæmpe alle former for seksuelt misbrug samt misbrug af magt og samvittighed.

På denne måde kan vi tydeligt demonstrere vores kald til at være ”et tegn og redskab for fællesskab med Gud og for fællesskab mellem alle mennesker” (som det står i den dogmatiske konstitution ”Lumen Gentium”).

”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre,” sagde Paulus. Gennem bøn og bod vil vi som individer og i fællesskab blive stemt til denne formaning, så vi kan vokse med medfølelsens gave og blive mere retfærdige, forebyggende og genoprettende. Maria valgte at stå ved foden af sin søns kors. Hun gjorde det uden tøven og stod fast ved Jesu side. På denne måde viser hun, hvordan hun levede hele sit liv. Når vi oplever den ødelæggelse, der forårsages af disse kirkelige sår, vil vi stå os godt ved sammen med Maria ”at insistere mere på bøn” og søge at vokse endnu mere i kærlighed og troskab til kirken (som Ignatius af Loyola skriver i sine ”Åndelige Øvelser”). Hun, der var den første discipel, fortæller os alle som disciple, hvordan vi skal gøre ophold ved de uskyldiges lidelser uden undskyldninger eller fejhed. At se til Maria er at forstå idealet for en sand følger af Kristus.

Må Helligånden give os omvendelsens nådegave og den indre salvelse, der kræves for at udtrykke vores samvittighedsnag over disse forbrydelser og vores beslutsomhed i den modige bekæmpelse af dem.

FRANS

Vatikanet, 20. august 2018.

Oversættelse fra engelsk til dansk: Translated By Us.