Prøv avisen

Pave Frans regner med kun at sidde i få år

I forbindelse med fejringen af sit toårsjubilæum har pave Frans netop erklæret et ekstraordinært helligt år, der begynder den 8. december, med barmhjertigheden som tema. Her taler paven med en lille dreng i forbindelse med et møde med katolske lærere og andre faggrupper fra uddannelsessektoren. Foto: Vincenzo Pinto

Paven vækker opsigt med nye udtalelser efter de første to år i embedet. De fleste iagttagere hælder til, at det er et signal om, at vigtige reformer skal i gang nu

I et nyt tv-interview siger pave Frans, at han ikke regner med at få en lang embedstid. Han siger, at det er noget, han har på fornemmelsen.

Dét har den 76-årige pave antydet før, men i et interview med den mexicanske tv-kanal Televisa uddyber han ved at sige, at han tror, at han måske får fire-fem år:

”Jeg har på fornemmelsen, at min tid som pave vil være kort - fire eller fem år. Jeg ved det ikke, måske kun to eller tre. Men jeg føler, at Gud har sat mig her for en kort tid og ikke mere. Selvom jeg altid lader muligheden stå åben.”

Paven siger ikke, om det er, fordi han ikke regner med at leve længere, eller fordi han tænker på at trække sig tilbage. Pave Frans fik som ung bortopereret en del af den ene lunge.

Interviewet, der blev sendt i anledning af toårsdagen for pavens tiltræden, har vakt opsigt internationalt og fået stribevis af vatikanister til at spekulere i årsagen til udtalelsen. De fleste hælder til, at det er et signal om, at der skal mere gang i reformerne.

”Antydninger om, at de måske ikke har fordelen af ham på toppen af systemet så længe, kan mobilisere hans støtter. Det virker, som om han siger, at 'hvis I vil have noget gjort, så skal det ske nu',” skriver for eksempel John Allen i Crux, som er Boston Globes webside om religion og tro.

Mens paven selv markerede toårsdagen ved at proklamere et ekstraordinært helligt år, der begynder den 8. december med barmhjertigheden som tema, så brugte vatikanister anledningen til at gøre status.

”På to år har Frans gjort det umuligt at skrue tiden tilbage, når vi taler om en paves ansigt udadtil. Det vil aldrig være muligt at vende tilbage til et pave-ikon, en doktrinær, absolut monark, uden at miste forbindelsen med samfundet omkring, og både troende og ikke-troende, på dramatisk vis,” konstaterer Marco Politi i Il Fatto Quotidiano.

David Gibson skiver for Religion News Service, at ”åbenhed og klar tale er en hovedårsag til pavens enorme folkelige opbakning”. Han kalder det ”Frans' glasnost”, men advarer også om, at den ”revolution”, som Frans har sat i gang, har skabt en modstandsbevægelse i det katolske højre, hvor ”højtprofilerede præster og meningsdannere sværger på at bremse reformer og forandringer”.

AP's mangeårige Vatikanet-korrespondent, Nicole Winfield, skriver, at pave Frans allerede nu nyder en popularitet, der ikke er set siden pave Johannes Paul II's ”rockstjernedage”. Også hun bemærker, at han har modstandere blandt kardinaler og biskopper, men konstaterer:

”Pave Frans blev valgt på et mandat om at rydde op i økonomien og bringe orden i Vatikanets administration efter år med dårlig ledelse og skandaler. Han har opnået håndgribelige resultater, og flere er på vej.”

Pave Frans går en travl fremtid i møde. Pavens tredje år vil blive præget af flere rejser til blandt andet USA, Sydamerika og Afrika. En encyklika er på vej om verdens miljøproblemer, som allerede på forhånd har vakt stor debat. Pave Frans har udtalt, at han håber, den vil opmuntre forhandlerne på den kommende konference i Paris om klimaforandringer til at træffe ”modige beslutninger”.

Og senere på året skal han sætte de katolske biskopper i gang med anden runde af den meget omtalte familiesynode, der blandt andet diskuterer fraskilte og gengiftes ret til nadver og kirkens forhold til homoseksuelle.