Modtagelsen var venlig, men heller ikke mere, da pave Johannes Paul II mødtes med økumeniske samtalepartnere i Moltkes Palæ i København under sit Danmarksbesøg i juni 1989.
Omgivelserne var bevidst neutrale, og det smittede af på forsamlingens holdning. Men da de officielle taler var blevet holdt, slog stemningen brat om. Og da paven gik ned gennem stolerækkerne, mødtes han med en begejstring, der lignede den sædvanlige katolske løssluppenhed. Kun de mange sorte kjoler og hvide pibekraver mindede om, at han ikke var blandt sine egne.
Eller måske var det mere kompliceret end som så. Pave Johannes Paul II var pave i en postmoderne verden, der ikke er interesseret i kirkelige institutioner, men snarere identificerer kristendommen med markante kristne skikkelser i deres egen samtid på tværs af de konfessionelle forskelle. Kirkelige miljøer er ikke immune over for tendensen, og Johannes Paul II var både meget synlig og havde meget på hjerte. "Han er den kristne verdens samvittighed. Han vil gå over i historien som den største af alle paver i moderne tid", slog evangelisten Billy Graham fast i midten af 1990'erne. Måske var det noget lignende den økumeniske forsamling i København reagerede på?
Pave Johannes Paul II var den 261. efterfølger på Skt. Peters stol. Han var også den første virkelig globalt orienterede pave. Gennem de talrige rejser, de mange rundskrivelser og gennem salig- og helgenkåringerne af mennesker fra alle verdenshjørner (inklusive saligkåringen af den danske videnskabsmand og biskop Niels Steensen i 1988) forberedte han den katolske kirke på at skulle virke i en stadig mere åben verden, hvor mange forskellige folkeslag og religioner lever i tæt kontakt med hinanden. Og selv i en høj alder kunne han tiltrække enorme menneskemængder. Fire millioner mødte ham i Manila i 1995, og to millioner kom til verdensungdomsdagen i Rom i jubelåret 2000. Som den katolske kirkes synlige overhoved var han et enhedens tegn langt ud over katolikkernes rækker, men samtidig blev han også af kritikere beskyldt for at påtvinge en modvillig verden sine moralbegreber.
Johannes Paul II blev 84 år. Han var født den 18. maj 1920 i Wadowice som søn af en polsk officer. Det er 59 år siden, han blev præsteviet, og 27 år siden han blev valgt til pave med 103 ud af kardinalernes 106 stemmer. Det skete den 16. oktober 1978, og med valget af polakken Karol Wojtyla fik den katolske kirke sin første ikke-italienske pave i 450 år og den første slaviske pave nogensinde. Han blev en af de længst regerende paver nogensinde, men samtidig viste hans pontifikat også, at paveværdigheden ikke bare er noget, man overtager fra sine forgængere, men et embede, som hver ny indehaver former påny.
Det polske er afgørende for forståelsen af ham, for Johannes Paul II var ikke blot polak, fordi han var født i Polen. Han var det også kulturelt. Han havde oplevet såvel nazismen som kommunismen på førstehånd og vidste, at Polen kun havde overlevet som nation ved at holde fast i sin kulturelle identitet. Kulturen var for ham det mest dynamiske element i historien, og han vidste, at "kulten" – det man ærer, holder af og tilbeder – er kulturens kerne. Det var også tanker som disse, der lå bag hans kampagne i de sidste par år for, at EU i sin forfatningstraktat skulle anerkende Europas kristne arv. Det skulle ikke ske for at give kirken en særstilling, understregede paven. Det skulle ske for at placere Europas værdier i en kristen kontekst, og derfor var hans skuffelse så meget desto større, da EU's regeringsledere nøjedes med en generel henvisning til kontinentets "religiøse arv". Den tætte sammenhæng paven så mellem kultur og kristendom, overbeviste ham om, at det var evangeliets budskab frem for noget andet, der kunne ændre og præge historiens gang. Derfor var der heller ingen grund til, at kirken skulle være i defensiven, heller ikke i den moderne verden.
Noget tyder på, at Kreml i sin tid forstod den nyvalgte pave bedre end hans kommunistiske landsmænd. For da den polske regering i 1979 overvejede, om den skulle tillade Johannes Paul II's første besøg i Polen på et tidspunkt, hvor den frie fagbevægelse Solidaritet endnu var i sin vorden, rådede Leonid Bresjnev polakkerne til at sige nej. Den polske regering fulgte ikke rådet fra Moskva. Paven kom, og en tredjedel af den polske befolkning mødte ham i løbet af de ni dage, besøget varede. Et år senere underskrev Lech Walesa den aftale med den kommunistiske regering, der anerkendte Solidaritet, som dermed blev den første uafhængige fagforening bag det daværende jerntæppe og som varslede en ny verdensorden.
Solidaritet var til gengæld lige ved at miste sin vigtigste åndelige støtte den 13. maj 1981, da Johannes Paul II blev skudt på Peterspladsen af den 23-årige tyrkiske terrorist Mehmet Ali Agca. Det italienske politis efterforskning godtgjorde senere, at Agca ikke handlede på egen hånd, men det er aldrig blevet bevist, hvem der stod bag mordforsøget. Vedholdende rygter gennem 1980'erne holdt dog Sovjetunionen ansvarlig for attentatet, og mange iagttagere er enige om, at mistanken om meddelagtighed i mordforsøget i sidste ende var med til at undergrave Sovjetunionens troværdighed over hele verden.
Med sine langt over 100 udlandsrejser rejste Johannes Paul II længere end nogen anden pave før ham. Ikke alle i Vatikanet var lige begejstrede for pavens aktivistiske, medieombruste stil og mente, at han burde styrke kirken fra sit skrivebord i Vatikanet. Men rejserne højnede den katolske kirkes prestige, og adskillige diktatorer følte jorden skride under sig i kølvandet på et pavebesøg. Filippinernes Ferdinand Marcos, Haitis Jean-Claude Duvalier, Paraguays Alfredo Stroessner og Chiles Augusto Pinochet faldt alle som følge af de forventninger til politiske reformer, som pavens budskaber om religionsfrihed, menneskerettigheder og selvbestemmelse var med til at vække i befolkningerne.
Besøget i de nordiske lande i juni 1989 fyldte ikke meget i denne sammenhæng, men Johannes Paul II skabte ikke desto mindre historie, da han som den første pave nogensinde besøgte Danmark. Skønt de danske katolikker og mange ikke-katolikker gav paven en hjertelig velkomst, bragte besøget ikke det økumeniske tøbrud med sig, som mange havde håbet. Sammenlignet med den velkomst, som paven fik i de øvrige nordiske lande, var den modtagelse, som den danske regering og folkekirken gav ham, afdæmpet. Til gengæld havde den en form, hvor de fleste kunne være med, og folkekirken var således repræsenteret ved alle sine biskopper ved den berømte aftensang i Roskilde Domkirke.
Siden Sovjetunionens fald var det i stigende grad vestlig materialisme, der stod for skud i pavens taler og prædikener. Johannes Paul II afviste bestemt forestillingen om, at kløften mellem rige og fattige er uundgåelig og kritiserede, at moralske valg alt for ofte tilsidesættes af politiske og økonomiske interesser. Alligevel var han fascineret af globaliseringen og den nye teknologi, men insisterede samtidig på, at økonomisk vækst og teknik aldrig kan gøre mennesket lykkeligt i sig selv.
Igen og igen vendte han tilbage til temaet fra sin første rundskrivelse, "Redemptor Hominis" (Menneskets forløser) fra 1979, hvis centrale pointe er, at Kristus ikke blot åbenbarer Guds kærlighed til menneskene, men også, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. Det bragte ham på kollisionskurs med meget af det, som den verdslige verden opfatter som progressivt, heriblandt forestillingen om, at mennesker har ret til at afgøre, hvilke børn, der skal fødes, og hvilke, der ikke skal.
Da FN's befolkningskonference i Cairo i 1994 på initiativ af Clinton-regeringen satte retten til fri abort på dagsordenen, var det Vatikanets diplomater, der ikke blot forhindrede, at Cairo-konferencen gav sin tilslutning hertil, men også sikrede, at den udtrykkeligt tog afstand fra abort som et middel til befolkningskontrol. Sejren gjorde ikke paven populær i Det Hvide Hus, hvor man nok kendte hans indstilling på forhånd, men havde undervurderet hans beslutsomhed og gennemslagskraft.
Nogle af pavens skarpeste kritikere var imidlertid at finde inden for den katolske kirke selv. Til trods for mangel på præster afviste han konsekvent at tillade præster at gifte sig. Han afviste også tanken om kvindelige præster, skønt han i andre sammenhænge var en varm fortaler for ligestilling mellem kønnene. Hans støtte til meget konservative katolske bevægelser såsom Opus Dei vakte også bekymring i mere liberale kredse.
Hans afsættelse i 1981 af Jesuiterordenens daværende overhovede Pedro Arrupe under henvising til ordenens sympati for befrielsesteologien skabte voldsomme dønninger blandt katolske præster og ordensfolk. Sådanne tiltag fik også nogle teologer til at tvivle på, om han i grunden følte sig forpligtet af det Andet Vatikankoncils erklæringer om, at paven bør styre kirken sammen med biskopperne og ikke som enehersker. Spørgsmålet om den lokale kirkes kompetence i forhold til Rom vedblev da også med at være et stridspunkt i hele hans regeringstid.
Alligevel var det tilknytningen til det Andet Vatikankoncil (1962-65) og til de to paver, Johannes XXIII og Paul VI, der var det store kirkemødes drivende kræfter, som Johannes Paul II understregede i valget af sit navn som pave. Det var også ved som ung biskop at deltage i koncilet, at paven for alvor blev introduceret til mange af de udfordringer, som kirken står over for i den moderne verden.
Forholdet til andre religioner, kristne som ikke-kristne var et væsentligt tema særligt i den sidste halvdel af Johannes Paul II's pontifikat.
I 1986 inviterede han overhovederne for de største trosretninger til Assisi til bøn for verdensfreden. I forholdet til andre religioner spillede pavens villighed til på hele den katolske kirkes vegne at undskylde tidligere tiders fejltrin en hovedrolle, og det var et initiativ, der kulminerede i jubel-året 2000. På grund af sine oplevelser under den nazistiske besættelse af Polen under Anden Verdenskrig brugte Johannes Paul II også megen energi på at bringe den traditionelle mistro mellem jøder og kristne til ende, og i 1994 oprettede Vatikanet og Israel diplomatiske forbindelser. Paven arbejdede også med nogen held på at styrke dialogen med den muslimske verden, og i maj 2001 besøgte han under et besøg i Syrien som den første pave nogensinde en moske. Dialogen med den muslimske verden og ønsket om at beskytte de kristne mindretal, fik også pavestolen til skarpt at advare Bush-regeringen mod at invadere Irak i 2003.
Pavens forsøg på at forbedre forholdet til de andre kristne kirker førte i 1995 til den meget personlige rundskrivelse "Ut Unum Sint" (At de alle må være ét), der opfordrer de ikke-katolske kirker til sammen med paven at overveje paveembedets fremtidige form som et enhedens tegn i den kristne verden. Paven forsøgte i særlig grad at forbedre forholdet til de ortodokse kirker og at finde veje til at overvinde 1000 års adskillelse, så Europa atter kunne ånde med "begge lunger", som han udtrykte det. Der er næppe tvivl om, at Johannes Paul II's besøg i Grækenland i maj 2001 styrkede forholdet markant til den græsk-ortodokse kirke, mens forbindelserne til den russisk-ortodokse kirke forblev meget vanskelige.
Det er fristende at se Johannes Paul II's død ikke bare som afslutningen på et af de mest indflydelsesrige pontifikater i den katolske kirkes historie, men også som afslutningen på en veritabel æra. Da han tiltrådte, havde pavestolen diplomatisk forbindelse med 85 stater, og ved hans død var tallet vokset til 174. For millioner af katolikker og endnu flere ikke-katolikker er Johannes Paul II den eneste pave, de nogensinde har kendt. Han har synliggjort og bragt nyt liv til Peter-embedet først og fremmest ved at se sig selv som biskop og forkynder. Men som pave og statsmand har han også vist sig i stand til at give sin moralske overbevisning politisk vægt. Hans bøn ved grædemuren i Jerusalem i april 2000 var i så henseende karakteristisk for den kolossale autoritet, som paven besad. Næppe nogen anden kunne være sluppet af sted med at gøre korsets tegn ved jødernes største helligdom. Men i Johannes Paul II's tilfælde betvivlede ingen hans ønske om forsoning gennem religionen.
Selvom de amerikanske pædofili-skandaler skabte store overskrifter i de sidste år af hans pontifikat, kom det ikke til at true pavens personlige integritet. Siden 1960'erne har paverne i stigende grad ikke blot henvendt sig til deres trosfæller, men til "alle mennesker af god vilje", og verden vil uden tvivl også i fremtiden forvente et overbevisende moralsk vidnesbyrd fra paven om, hvad det vil sige at være menneske. Ingen forventer, at det kommende pavevalg vil frembringe en kopi af Johannes Paul II, men kardinalerne ved, at den mand, de vælger som pave, ikke kun vil være det for den katolske kirke. Gennem sit fællesmenneskelige engagement vil han også være det for resten af verden.
Pave Johannes Paul II's helbred var udsat for intens mediebevågenhed siden begyndelsen af 1990'erne, hvor han gennemgik en række operationer og udviste de første tegn på Parkinsons Sygdom. Da meddelelsen om hans død kom, havde de internationale tv-selskaber forlængst kørt kameraerne i stilling på de tagterrasser i Rom, der giver det bedste udsyn til Vatikanpaladset og det kommende pavevalg. Men de havde ventet længe, for på trods af sin skrøbelighed opretholdt Johannes Paul II et forrygende program. Pressekorpset, der fulgte ham på hans rejser, vænnede sig til, at pavens læge besvarede ethvert spørgsmål om pavens helbred med et smilende "Bene, grazie." Og til dem, der bad ham om at tage den mere med ro, skal paven have sagt "Si crollo, crollo" (falder jeg om, så falder jeg om).
Da Johannes Paul II nærmede sig sin 80-årsdag, vedkendte han sig i en officiel skrivelse "de begrænsninger, som alderdommen fører med sig". Men han advarede også mod at betragte gamle mennesker som mere eller mindre værdiløse og skrev, at det er vidunderligt at "give hele sit liv, helt til slutningen, i Guds tjeneste". Hans store styrke var, at han kunne skrive dette, og at verden, hele verden, troede ham.