Prøv avisen
Kirken i verden

Pave mødes med ortodokse om kristenforfølgelser

Pave Frans kysser en hellig ikon, da han er på besøg i Tbilisi i Georgien. Den ortodokse patriark ved siden af paven er Georgien højeste gejstlige med navnet Ilia II. – Foto: Osservatore Romano/Reuters/Scanpix Ritzau

Efter sidste måneds tale til Kirkernes Verdensråd i Genève besøger pave Frans på lørdag den syditalienske by Bari for at mødes med overhoveder for alle de østlige kirker, ortodokse såvel som orientalske og katolske. For Frans er mødet i Bari vigtigere end talen i Genève

Pavens diplomati over for andre kirker antager mange former afhængigt af, hvem der er målgruppen. I Genève i juni, hvor paven talte til Kirkernes Verdensråd, handler det typisk om hensigtserklæringer. Rådet er domineret af protestantiske kirker, og retorikken skal på en og samme vis favne de teologiske forskelle, afstanden i kirkesyn, og samtidig åbne for større tilnærmelse. Ikke overraskende har kommentarerne i denne avis fokuseret på det organisatoriske: et muligt katolsk medlemskab af Kirkernes Verdensråd og mere samarbejde mellem katolske og protestantiske nødhjælpsorganisationer.

I syditalienske Bari på Italiens støvlehæl, som det katolske overhoved besøger på lørdag, er afsættet et ganske andet. Her handler det om Mellemøstens kristne, om forfølgelse, overlevelse og tiltro til forsynet midt i alle prøvelserne. Storpolitikken vil heller ikke være fraværende, for til det sidste er der tvivl om, hvorvidt lederen af den største ortodokse kirke, den russisk-ortodokse patriark Kirill, vil deltage. Men også dette forhold gør Bari mere håndgribeligt påtrængende end den smukke gestus i Genève.

Det var i april, at paven inviterede til mødet i Bari, ”en dag med refleksion og bøn i anledning af den dramatiske situation i Mellemøsten, der berører så mange af vore brødre og søstre i troen”, som det blev udtrykt. Modtagerne var overhovederne for regionens kirker og kirkesamfund, der udgør en broget skare af kristne af latinsk, ortodoks og orientalsk ritus, hvoraf nogle anerkender pavens overhøjhed og andre absolut ikke.

Bari er dog et naturligt mødested for dem alle, for i byens domkirke, der er indviet til Sankt Nikolaus, opbevares relikvier af samme helgen, der holdes i ære i både øst og vest. Der er tilmed et ortodokst kapel i domkirken, hvor der jævnligt fejres ortodokse gudstjenester. Nikolaus, der ad kringlede veje er blevet til ”Santa Claus”, julemanden på engelsk, var biskop af Myra i Lilleasien i det 4. århundrede. Han er skytshelgen for Rusland og Grækenland, men hans kult er udbredt over hele verden. Nikolaus er også skytshelgen for sømænd, og i Danmark er flere kirker også opkaldt efter ham.

Mens det er utænkeligt, at helgen- relikvier kan spille nogen væsentlig rolle i den økumeniske dialog mellem protestanter og katolikker, er tilstedeværelsen af Skt. Nikolaus’ relikvier i Bari omvendt det figenblad, der kan retfærdiggøre ortodoks tilstedeværelse på allerhøjeste niveau. Sidste år blev relikvierne udlånt til den russisk-ortodokse kirke, og de blev æret af mere end to millioner mennesker i Skt. Petersborg og Moskva, inklusive præsident Putin. I en katolsk optik tjener sådanne gestus som tillidsskabende foranstaltninger, der netop understreger, hvor meget katolikker og ortodokse har til fælles.

Et andet forhold, der er med til at sikre det økumeniske tiltag solid jordforbindelse, er, at de fælleskirkelige bånd mellem kristne i Mellemøsten går meget dybt. Den kristne befolkning i hele Mellemøsten er gået tilbage i årtier, og i Irak og Syrien lever de kristne hver dag med trusler om vold. Og selv om kopterne i Ægypten og maronitterne i Libanon ikke er truet på deres eksistens, står menighederne over for enorme udfordringer og er jævnligt udsat for overgreb. De mennesker, der står bag, skelner typisk ikke mellem de kristne konfessioner, og skæbnefællesskabet har gjort, at de fleste kristne i praksis heller ikke gør det. Pave Frans har ofte henvist til denne situation som en ”blodets økumeni”, og selvom anledningen er tragisk, viser kirkehistorien også, at fælles lidelser kan være en dynamisk faktor i at overvinde mindre væsentlige forskelle.

Set fra Frans’ synsvinkel er det, at kirkelederne mødes i Bari til fælles bøn på vegne af de lidende trosfæller i Mellemøsten, ikke bare en god ting i sig selv. Det er også en hurtigere og mere pålidelig vej mod virkelig enhed end nok så mange teologiske drøftelser og venskabelige hensigtserklæringer.8

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.