Prøv avisen

Pave suspenderer præster i misbrugssag

Områdets biskop, Alejandro Goic Karmelic, valgte derefter at suspendere i alt 14 præster og overgav sagen til politiet. Det skete, dagen efter at biskoppen var kommet tilbage fra Rom, hvor han sammen med alle sine chilenske bispekolleger havde stået skoleret for paven. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Efter ny sag om overgreb i Chile er 14 katolske præster suspenderet, mens anklagerne mod dem undersøges

Først tilbød alle den katolske kirkes biskopper i Chile at tage deres afsked, og nu er 14 præster i et område i byen Rancagua blevet suspenderet, mens anklager mod dem bliver undersøgt. Det er den seneste dramatiske udvikling i skandalen om seksuelle overgreb mod børn og unge i det sydamerikanske land, efter at pave Frans personligt har grebet ind.

Udviklingen kommer, efter at det gik op for paven, at hans egne biskopper ikke havde fortalt hele sandheden om problemets omfang, da han besøgte Chile i januar. Pave Frans har siden undskyldt over for ofrene. Han har inviteret flere af dem til Rom og har haft langvarige møder med dem, og i går lød det fra Vatikanet, at endnu en gruppe chilenske ofre vil besøge paven i begyndelsen af juni.

Den seneste sag blev afsløret for en uge siden, da tv-stationen T13 i Chile sendte et program, hvor en kvinde, der arbejder med unge, anklagede en gruppe præster i et broderskab kaldet La Familia (familien) for at opføre sig mistænkeligt over for drenge og unge mænd. En af præsterne indrømmede i programmet, at han havde sendt nøgenbilleder af sig selv til en falsk Facebook-profil for en 16-årig dreng.

Områdets biskop, Alejan-dro Goic Karmelic, valgte derefter at suspendere i alt 14 præster og overgav sagen til politiet. Det skete dagen efter, at biskoppen var kommet tilbage fra Rom, hvor han sammen med alle sine chilenske bispekolleger havde stået skoleret for paven. Biskoppen undskyldte også offentligt. Ifølge Catholic News Agency kendte biskop Goic nemlig til sagen, men havde ikke gjort noget for at undersøge den. Tværtimod udtalte han til tv-programmet, at ”jeg studerede ikke til detektiv, men til præst”.

Eliza Fernandez, den kvindelige ungdomsarbejder, havde fortalt biskoppen om sin mistanke, inden hun gik til T13. Hun fortalte i programmet, at præsterne i La Familia havde vist en ”unaturlig interesse” for unge drenge og mænd og sagde, at hun ikke forlangte, at præsterne skulle være ”helgener, men have en vis værdighed”, skriver National Catholic Register.

Efter mødet med paven i Rom lød der andre toner fra biskop Goic.

”Jeg beklager dybt alle handlinger og situationer, der skader de værdier og principper, som er grundlæggende i vores katolske kirke,” lød det i en pressemeddelelse, hvor biskoppen også bad alle, der måtte have information om handlinger, ”som ikke er passende i en præstegerning”, om at fortælle det.

Det store problem i Chile har været, at ofrene netop har fortalt om overgrebene, uden at kirken har gjort noget ved det, og problemet er stort. En af de private organisationer, der forsøger at dokumentere tilfælde af præsters overgreb, Bishop Accountability, meddelte før pavens besøg i Chile, at den havde identificeret næsten 80 chilenske præster, der er blevet anklaget for seksuelle overgreb mod børn og unge.

Nu ser det ud, som om biskopperne tager skridt til at erkende problemet og reagere på ordre fra pave Frans, efter at han selv har erkendt at have begået fejl i vurderingen af problemerne i Chile.

Den mest omtalte sag handler om præsten Fernando Karadima, som i 2011 blev dømt for en lang række overgreb. En biskop, Juan Barros i Osorno, er blevet anklaget af ofre for at have kendt til Karadimas overgreb. Da pave Frans besøgte Chile i januar, blev han spurgt, om Juan Barros ikke burde fyres, og svarede nærmest vredt, at ”der ikke er skyggen af bevis mod ham”.

Tilbage i Rom kom paven på andre tanker og satte Maltas ærkebiskop, Charles Scicluna, til at undersøge hele Chile-problematikken. Ærkebiskoppen afleverede en rapport, som ikke er offentliggjort, i april, og efter at have læst den erklærede pave Frans, at han havde begået ”alvorlige fejl” i bedømmelsen af sagen og lagde skylden for det på de chilenske biskopper, der ikke havde givet ham en ”sandfærdig og afbalanceret information”.

Derefter inviterede han en gruppe chilenere, ofre for netop præsten Karadima, til Rom, hvor de i flere dage boede tæt på paven i Santa Marta-gæstehuset og havde timelange samtaler med ham. For en uge siden indkaldte han så samtlige chilenske biskopper til et møde i Vatikanet, som endte med, at de alle tilbød at træde tilbage. Paven overvejer i disse dage, hvad der skal ske med dem.