Pave talte for de fattige i Mexico

Under et fem dage langt besøg i Mexico talte pave Frans de fattige og immigranternes sag

På den amerikanske side af grænsen mellem USA og Mexico var indvandrere mødt op for at deltage i en messe, som paven holdt. Grænsen mellem Mexico og USA er blevet en varm kartoffel i den amerikanske valgkamp, hvor præsidentkandidat Donald Trump har sagt, at han vil bygge en mur mellem de to lande. -
På den amerikanske side af grænsen mellem USA og Mexico var indvandrere mødt op for at deltage i en messe, som paven holdt. Grænsen mellem Mexico og USA er blevet en varm kartoffel i den amerikanske valgkamp, hvor præsidentkandidat Donald Trump har sagt, at han vil bygge en mur mellem de to lande. - . Foto: Mark Ralston/AFP/Scanpix.

Dansere i farvestrålende dragter lavede en fest for pave Frans i den voldsplagede grænseby Ciudad Juarez, inden han fløj hjem efter fem intense dage. Men ellers var det et besøg, der i den grad afspejlede den sørgelige og ofte rædselsvækkende virkelighed, indbyggerne i verdens næststørste katolske land lever under.

Paven talte mod volden, narkoen og korruptionen i Mexico. Han gav al sin støtte til landets fattige og immigranter og blev mødt med tilråb som ”Viva el papa de los pobres”. Længe leve de fattiges pave.

I et slumkvarter ved hovedstaden, Mexico City, opfordrede han indtrængende landet til at skaffe sig af med ”dødens købmænd”, narkohandlerne. Han besøgte et fængsel og bad de indsatte om at begynde et nyt liv og kæmpe mod narkokriminaliteten og volden:

”Den, der lever i et helvede, kan blive profet,” erklærede pave Frans.

På turen var der også mere end én opsang til eliten. Paven talte imod udnyttelse af de svage for profittens skyld og erklærede ifølge avisen La Stampa til en gruppe forretnings- og fagforeningsfolk, at ”den herskende mentalitet kalder på den størst mulige profit for enhver pris”, men ”Gud vil stille vore dages slaveherrer til regnskab.”

Også den katolske top i landet fik at høre, at præsterne mangler mod. Hjemmesiden Crux skriver, at ”paven tydeligvis mener, at både kirke og regering har svigtet folket”.

”Paven mener, at Djævelen er løs i Mexico,” siger Andrew Chesnut, leder af de katolske studier på universitetet Virginia Commonwealth til Crux.

”Han mener, at kirken er nødt til at blive mere aktiv i arbejdet med at skabe et mere retfærdigt Mexico.”

Den sidste af de i alt fem messer på turen holdt paven på et stort åbent område i Ciudad Juarez lige op ad grænsen til USA.

”De er brødre og søstre, som er nødt til at rejse afsted på grund af fattigdom og vold,” sagde han om de utallige mexicanere, der forsøger at få en amerikansk fremtid.

”De bliver gjort til slaver, bortført, afpresset og behandlet som objekter i menneskesmuglernes forretning.”

I Juarez vinkede paven til alle dem, der havde samlet sig på den anden side af grænsen og gav dem sin velsignelse, men han blev i Mexico, hvor han også havde særlige ord til de mange kvinder, der ”uretfærdigt har mistet livet”. Byen er berygtet for bortførelser og mord på unge kvinder.

Hundredtusinder samlede sig til pavens messer og langs vejene, hvor han kørte i skiftende pavemobiler, og seertallene viser, at næsten halvdelen af landets befolkning, over 50 millioner mennesker, fulgte pavens besøg på tv.

Der var på forhånd spekuleret i, om paven ville bruge rejsen til at mødes dels med ofre for præsters misbrug, dels med pårørende til nogle af de mange ofre for volden. Forældrene til 43 studenter, der blev bortført af betjente i Iguala i Guerrero i 2014 og aldrig er blevet fundet, havde håbet på et møde. Det fik de ikke.

På flyturen hjem kommenterede pave Frans kritikken, og sagde, at han er villig til at mødes med de pårørende, men at der var så mange grupper, som gerne ville møde ham, ”at det var umuligt at møde dem alle, og de strides også indbyrdes”.