Prøv avisen
Kirken i verden

Paveligt forbud mod prævention fylder 50 år

For Paul VI’s beundrere har udviklingen siden da med fri abort, lovliggørelse af dødshjælp og en stigende relativisering af køn og seksualitet givet ham ret i sine bekymringer. Vores menneskesyn er blevet materialistisk og individualistisk, og mennesket er mest af alt reduceret til en forbruger, optaget af at tilfredsstille egne umiddelbare behov. Foto: Gianni Foggia/Ritzau Scanpix

Pave Paul VI’s omdiskuterede rundskrivelse fra 1968, der fastholdt den katolske kirkes traditionelle forbud mod prævention, ignoreres i vidt omfang af katolikkerne i dag

Skæbneåret 1968, hvor blandt andet ungdomsoprøret mindes, er også året for offentliggørelsen af en af de mest kontroversielle pavelige rundskrivelser i nyere tid, pave Paul VI’s ”Humanæ Vitæ” (Om det menneskelige Liv), der opretholdt den katolske kirkes forbud mod kunstig prævention.

Rundskrivelsen har siden ført en dobbelttilværelse i størstedelen af den vestlige verden. På den ene side udtrykker den fortsat kirkens officielle holdning. På den anden ser langt de fleste katolikker bort fra den i deres private liv.

Forhistorien er, at paven selv havde nedsat en kommission af teologer, videnskabsmænd, læger og ægtepar til at drøfte spørgsmålet om prævention. Efter flere år fremlagde kommissionen en rapport, der anbefalede, at tillade kunstig prævention i nogle tilfælde. Den almindelige forventning herefter var, at paven ville tilslutte sig anbefalingerne.

Det skete bare ikke. Skønt Paul VI havde fuld forståelse for ønsket om familieplanlægning og ikke undervurderede de vanskeligheder, der kan være i et ægteskab, kunne han i sidste ende ikke få sig selv til at bryde med kirkens tradition. Rundskrivelsen bekræftede derfor den traditionelle lære om ægteskab, familie og seksualitet.

Afgørelsen førte til en storm af protester, også blandt teologer, og paven tog sig kritikken meget nær. Skønt han ikke var i tvivl om, at han havde gjort det rigtige, skrev han indtil sin død i 1978 ikke flere rundskrivelser.

For Paul VI var kernepunktet, at seksualitet og forplantning ikke kan adskilles, og at det er en del af naturens orden, at ægtefællerne i deres samliv altid bør være åbne for at give nyt liv. Som paven så det, hørte vilkårlige beslutninger om prævention ikke hjemme i den sammenhæng, med kvindens naturlige ufrugtbare perioder som den eneste undtagelse.

”Humanæ Vitæ” kom på et tidspunkt, hvor den traditionelle familiestruktur kom under pres fra liberale skilsmisselovgivninger, og hvor alternative samlivsformer begyndte at trænge sig på. Samtidig lurede den seksuelle revolution lige rundt om hjørnet, og formentlig var det frygten for, hvad fremtiden måtte bringe, der fik Paul VI til at fastholde forbuddet mod prævention.

For Paul VI’s beundrere har udviklingen siden da med fri abort, lovliggørelse af dødshjælp og en stigende relativisering af køn og seksualitet givet ham ret i sine bekymringer. Vores menneskesyn er blevet materialistisk og individualistisk, og mennesket er mest af alt reduceret til en forbruger, optaget af at tilfredsstille egne umiddelbare behov.

Kritikere af ”Humanæ Vitæ” mener derimod, at rundskrivelsen byggede på en forkert logik. Her er det typiske argument, at seksualiteten i sig selv er en gave fra Gud. Seksualitet og forplantning er ikke altid to sider af samme sag, og prævention er derfor ikke altid af det onde.

Dette argument nød i sin tid også bred støtte i de øverste katolske cirkler. Men langtidseffekten på græs- rodsplan, efter at det meste af støvet efter ”Humanæ Vitæ” havde lagt sig, har været, at man så vidt muligt undgår at tale om emnet for ikke igen at fremprovokere en udmattende debat og for ikke at risikere at gøre overholdelse af forbuddet til en lakmusprøve for, hvem der er en god katolik.

Pave Frans har tidligere bekendtgjort, at Paul VI vil blive helgenkåret senere på året, og måske kan denne begivenhed være en anledning til at tage ”Humanæ Vitæ” op til videre overvejelse.

For selvom en rundskrivelse er et meget vigtigt udtryk for pavens universelle læreembede, er det netop ikke udtryk for nogen pavelig ufejlbarlighed, og 2018 kunne derfor være en anledning til nærmere at undersøge, hvad rundskrivelsen gjorde godt og gjorde mindre godt.

Præsidenten for Det Pavelige Akademi for Livet, ærkebiskop Vincenzo Paglia, har således for nylig sagt til den italienske bispekonferences dagblad, ”Avvenire”, at der er brug for mere forskning i ”ansvarlig forplantning”. Ifølge ærkebiskoppen handler det her om både at anerkende de profetiske elementer i Paul VI’s rundskrivelse og om at nytænke diskussionen til ikke kun at handle om prævention.

Andreas Rude er mag.art i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.