Prøv avisen
Kirken i verden

Paven vil blive modtaget med blandede følelser i USA

Paven skal i virkeligheden ikke gøre meget andet end at citere sig selv for at skabe uro i salen. Læg dertil hans modstand mod abort og dødsstraf, og så kan det hurtigt komme til at skurre mellem Frans og hans værter i den amerikanske kongres, skriver Andreas Rude om pavens forestående besøg i USA. Foto: Silvia Lore/NurPhoto

Det er ikke alt, hvad pave Frans har at sige, der vil falde i amerikanernes smag, når han besøger USA i næste uge. Hans udtalelser vil både begejstre og kalde på modstand

Når Pave Frans besøger Washington, D.C., New York og Philadelphia den 22.-27. september, vil det være amerikanernes første chance for at møde Frans på deres egen hjemmebane, og han vil blive behandlet som en rockstjerne.

Men modsat vanlige berømtheder er pave Frans ikke ude på at sælge sig selv. Han rejser med et religiøst budskab og har tidligere udvist irritation over mediernes postyr om hans person.

En ydmyg berømthed lyder selvmodsigende i amerikanske ører og bliver den første kamel, som offentligheden skal sluge. Dernæst kommer overraskelsen ved at skulle lytte til en verdensleder, der har rigtigt meget på hjerte, og som ikke behøver at bekymre sig om ratings eller genvalg.

Mest opmærksomhed samler der sig om hans tale til Kongressens medlemmer den 24. september, hvor den katolske leder vil henvende sig direkte til supermagtens lovgivere flankeret af to meget forskellige katolikker, den demokratiske formand for Senatet, vicepræsident Joe Biden, og den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner.

Det er en sjælden gestus fra amerikanernes side, for det er ikke sket før, at en pave har talt i Kongressen. Men det betyder ikke, at der kun vil være glade smil. Når Frans tager ordet, vil han tale ærbødigt, men også uden omsvøb til magtens mænd og kvinder, og mange af dem vil ikke bryde sig om, at høre, hvad han har at sige.

Hans seneste rundskrivelse om klimaet, ”Laudato Si'”, er et skarpt angreb på forbrugersamfundet og kritiserer politikerne for at ligge under for økonomien med dens evige vækstkrav.

Paven skal i virkeligheden ikke gøre meget andet end at citere sig selv for at skabe uro i salen. Læg dertil hans modstand mod abort og dødsstraf, og så kan det hurtigt komme til at skurre mellem Frans og hans værter.

Det samme vil være tilfældet i FN's hovedkvarter i New York den 25. september, hvor Frans nok vil fokusere på flygtninge og religionsfrihed. Men han vil også minde de delegerede om de forestående klimaforhandlinger COP21 i Paris til december og insistere på, at klimaforandringerne ikke blot er en økonomisk og politisk krise, men også en moralsk, fordi den rammer de svageste hårdest.

Sådanne ord vil blive afvist af amerikanske klimaskeptikere, inklusive katolikker, under henvisning til, at paven taler om ting, som han ikke har forstand på, ligesom man fra såvel republikansk som demokratisk side vil blive krænkede over Frans' kritik af amerikanske kerneværdier som markedsøkonomi og individualisme.

Uanset partifarve er amerikanerne vant til at sætte dagsordenen internationalt, og det vil skabe irritation, at en ældre argentinsk gejstlig, der taler dårligt engelsk, vil belære dem. Verdens ledere kommer typisk til Washing-ton for at understrege, hvor enige de er med USA.

Frans vil derimod, allerede før han møder præsident Obama i Det Hvide Hus, have vist sin uafhængighed ved at komme direkte fra et besøg på det kommunistiske Cuba, som USA først for nylig (og gennem Frans' assistance) er ved at få et normalt forhold til.

Alt dette vil dog ikke bringe succesen i fare. Det er i mødet med almindelige mennesker, og særligt de fattige, syge og marginaliserede, at kombinationen af Frans' politiske og pastorale instinkter forløses. Det vil ske, når han fejrer messe i New Yorks Madison Square Garden og i Philadelphia ved afslutningen på et stort katolsk familiestævne, World Meeting of Families.

Eller når han besøger en skole i Harlem eller Curran-Fromhold-fængslet i Philadelphia. Det er her, at han vil fokusere på Guds kærlighed og medynk og tale til amerikanernes allerbedste egenskaber - længslen efter at gøre det rette og af alle de rigtige grunde.

Andre amerikanere vil lige til det sidste forsøge at manipulere pavens besøg til fordel for deres egne og snævrere dagsordener.

Demokrater og republikanere, miljøforkæmpere og anti-abort-aktivister, konservative biskopper og ofre for sexovergreb vil alle hævde, at lige præcis deres anliggende er det vigtigste. Disse debatter vil fortsætte længe efter, at pave Frans er fløjet hjem til Rom.