Pave Frans delte ikke ligefrem søde sager og bløde pakker ud, da han forleden henvendte sig til den katolske kirkes gejstlige i forbindelse med sin årlige juletale.
I ualmindelige hårde vendinger langede det katolske overhoved ud efter bureaukratiet i Vatikanet og sagde, at nogle af kirkens kardinaler, biskopper og præster lider af "åndelig Alzheimers".
Paven advarede mod det, han kaldte for begær efter magt, hykleriske dobbeltliv og manglen på åndelig medfølelse blandt nogle af kirkens gejstlige. Han anklagede medlemmer af den katolske kirke for at danne kliker og bagtale andre og nævnte 15 "lidelser og fristelser", som svækker kirken. Endelig opfordrede han kirkens ledere til "oprigtig selvransagelse forud for julen".
"Brødre, lad os vogte os for sladderens terrorisme," sagde paven til rækkerne af biskopper og kardinaler, hvoraf nogle kiggede opmærksomt på paven, mens andre sad med bøjede hoveder, skriver The New York Times.
Kritikken blev især rettet mod den katolske kirkes kurie, Vatikanets administration, for dens narcissistiske dyrkelse af magt og "eksistentielle skizofreni".
Den 78-årige pave har siden sin indsættelse for snart to år siden arbejdet på at komme luksus blandt katolske ledere til livs og sætte hårdt ind mod bureaukratiet i den katolske kirkes øverste cirkler.
Han er blevet kendt som de fattiges pave, og hans jævne og uhøjtidelige fremtræden har gjort indtryk på mennesker langt uden for den katolske kirke.
Pave Frans har desuden lagt sig ud med den italienske mafia, efter at han i juni erklærede alle mafiamedlemmer forstødt fra kirken.
I juletalen bad pave Frans desuden om tilgivelse for de skandaler, der har "forårsaget så megen skade" i Vatikanet. Han satte ikke navn på præcis hvilke skandaler, han hentydede til.
Pave Frans afløste Benedikt XVI på et tidspunkt, hvor Vatikanet fik massiv kritik blandt andet for ikke at have håndteret de mange sager om præsters overgreb på børn godt nok.
I løbet af pave Benedikts pavedømme blev den katolske kirke flere gange rystet af afsløringer af seksuelle overgreb mod børn. Kirkens problemer fortsatte under den såkaldte "Vatileaks"-skandale, hvor pave Benedikts personlige butler lækkede følsomme dokumenter om korruption i kurien.
