Pave Frans’ nye skrivelse, ”Amoris Laetitia”, er produktet af to stormfulde bispesynoder om familien. De fandt sted i Vatikanet i henholdsvis 2014 og 2015, og diskussionerne gik særligt på forbuddet mod, at katolikker, der er blev skilt og gift igen, kan gå til nadver, og lige siden har der været intense spekulationer om, hvorvidt paven ville ændre på det. Det har han ikke gjort.
Skrivelsen strækker sig over 256 sider fordelt på ni kapitler, og i kapitel 8, som handler om ægteskab, fastholder Frans generelt kirkens lære, skønt han antyder, at reglerne kan gradbøjes. Han opfordrer til ”en ansvarlig, personlig og pastoral skønsomhed i konkrete tilfælde” og fremhæver i en fodnote, at nadveren ”ikke er en præmie for de perfekte, men stærk og styrkende medicin for den svage”.
Når det drejer sig om alternative samlivsformer, anerkender han, at ”hvert land eller region kan søge de løsninger, der passer bedst til dets kultur med hensyn til traditioner og lokale behov. ” Det kan tolkes sådan, at paven har tillid til, at katolikker bedst træffer deres egne afgørelse i sådanne tilfælde.
Men der er ingen lette løsninger, og Frans advarer direkte mod en ”forjaget” læsning af ”Amoris Laetitia”. De læremæssige, moralske, åndelige og pastorale spørgsmål hænger sammen og kræver yderligere overvejelse. Det gælder ikke bare ægteskabelige kriser, men også problemer som seksuelt misbrug af børn, teenagemødre og vold mod kvinder – for blot at nævne nogle af de emner, som Frans også tager op.
Behovet for moralsk overvejelse kædes sammen med skrivelsens andet store tema, ”decentralisering”, selvom ordet ikke direkte optræder i teksten. For måske er det ikke altid Vatikanet, der skal have det sidste ord? Frans noterer, at selvom enheden i lære og praksis er nødvendig i kirken, ”så bør det ikke udelukke forskellige måder at fortolke nogle aspekter af denne lære eller at drage konsekvenser heraf.”
Paven lægger med andre ord op til en gradvis reform af autoritetsstrukturen i den katolske kirke til fordel for lokale biskopper, og selv om dette nok er rimeligt, er det ikke uden risiko for hans eget embede som garant for kirkens enhed.
Synet på homoseksualitet er således et felt, hvor Frans kan risikere at blive overhalet indenom fra konservativ afrikansk side. For selv om han er klar i mælet om, at ”der absolut intet belæg er for at tænke sig, at homoseksuelle forhold på nogen måde er lige eller blot det mindste analogt med Guds plan for ægteskabet og familien, ” anerkender han dog, at ”mange variationer af familieformer kan give en vis stabilitet.”
Det er ikke en blåstempling, men for de biskopper i Nigeria og Malawi, der helst ser homoseksuelle i fængsel, kan pavens hensynsfuldhed føre til, at hans anvisninger ignoreres under henvisning til kulturen på stedet.
Omvendt kommer mange af de kirkelige ledere, der taler for bredere forståelse for nye familieformer, fra Europa og Nordamerika, hvor katolikkerne allerede i stort omfang lever sammen uden at være gift, bliver skilt, og hvor accepten af homoseksualitet er udbredt. Disse biskopper kan nemt tilslutte sig pavens ord om tolerance og dialog. Til gengæld er de tit frustrerede over, at kirkens seksualetik så ofte skygger for dens forkyndelse af evangeliet, og nogle af dem er givet fristet af de ”nemme” løsninger, som Frans så eftertrykkeligt afviser.
Håbløst er pavens forehavende dog ikke. I en katolsk optik er kirken et samfund af syndere, der beder for hinanden. Denne forståelse er så rodfæstet, at de fleste biskopper instinktivt vil sympatisere med Frans’ ønske om at begynde med det enkelte menneskes virkelighed og ikke med abstrakte principper.
Det er godt nyt for pavens håb om gradvis afklaring af de tornede spørgsmål. Og jo større medejerskab, han kan give biskopperne lokalt, jo mere vil de bakke op om hans strategi. Men samtidigt skal han opretholde den nødvendige balance mellem kirkens overnationale enhed og de lokale kulturers mangfoldighed.
Når paven træder et skridt tilbage, giver han plads til, at biskopperne kan træde et skridt frem. Og det er fint. Risikoen er til gengæld, at karismatiske kirkeledere underminerer den katolske midtnormal, som paven skal være garant for, til fordel for sekteriske synspunkter til venstre og højre.