Prøv avisen

Paven spiller med musklerne og fyrer endnu en biskop

Normalt har Vatikanet undladt at fyre biskopper, men i stedet opfordret dem til selv at trække sig. Pave Benedikt lægger ny stil for dagen og fyrer biskopper, der skaber problemer - så længe problemerne ikke drejer sig om seksuelle overgreb i kirken. Foto: UPIBIGPICTURESPHOTO.COM Denmark

Fire biskopper er blevet fyret af paven det seneste års tid. En usædvanlig udvikling, der rejser spørgsmålet, om paven også er villig til at fyre biskopper, der dækker over præster sexovergreb

Pave Benedikt den 16. har lagt en ny og offensiv stil for dagen i den katolske kirke.

Når en biskop skaber problemer og falder i Vatikanets unåde, er det efterhånden blevet et gentagende mønster, at de får en direkte fyreseddel fra den 85-årige pave. I mange år har det ellers været kutyme, at Vatikanet fik dem overtalt til stille og roligt at trække sig fra posten - eller at vente til biskopperne når deres pensionsalder på 75 år.

Indtil videre har pavens direkte stil dog ikke omfattet biskopper, der har været indblandet i sager om seksuelle overgreb i kirken.

LÆS OGSÅ: Vatikanet ansætter Fox News-reporter som spindoktor

Senest er det den 52-årige slovakiske biskop Robert Bezak, der ifølge nyhedsbureauet AP er blevet fyret. Vatikanet giver ikke umiddelbart nogen grund til, at biskoppen er blevet "fritaget for pastoral omsorg", men italienske aviser mener ifølge AP, at det skyldes dårlig ledelse fra biskoppens side. Ifølge slovakiske medier mener biskoppen selv, det skyldes hans kritik af sin forgænger.

Det er den fjerde biskop, paven fjerner ved magt i løbet af det seneste års tid. Pavens vilje til at fyre biskopper rejser ifølge AP spørgsmålet, om han også er villig at bruge samme magt over for biskopper, der har dækket over præsters sexovergreb på børn.

LÆS OGSÅ: Magtkamp i skyggen af lækagesag i Vatikanet

Og det er en interessant detalje i forhold til de amerikanske retssager, hvor nogen har forsøgt at holde paven ansvarlig for præsters overgreb på børn i den katolske kirke. Pavestolens argument har været, at biskopper i store træk selv styrer deres stifter, og at paven ikke har mulighed for at kontrollere dem.

Men Vatikanets forsøg på at nedtone pavens magt over biskopperne i sager om misbrug vil være vanskelige at fastholde i lyset af det seneste års fyringer.

LÆS OGSÅ: USA's nonner trodser Vatikanet

"Hvis paven kan fyre en biskop, betyder det, at han er deres overordnede," siger Nick Carardi, amerikansk kirkeretsekspert og tidligere formand for det råd, de amerikanske biskopper nedsatte i 2002 for at overvåge sager om præsters sexmisbrug. Han forudser, at pavens fyresedler vil motivere til flere retssager mod paven i USA.