Paven taler for forsoning mellem jøder og katolikker

Vi skal arbejde sammen og føre en åben dialog, sagde paven til Roms jøder under besøg i en synagoge. Se video her

Paven besøger Tempio Maggiore-synagogen i Rom. -
Paven besøger Tempio Maggiore-synagogen i Rom. -. Foto: Skærmbillede fra YouTube.

Forholdet mellem jøder og katolikker har været præget af spændinger i den seneste tid, og derfor var der ekstra opmærksomhed, da pave Benedikt XVI for nylig besøgte den jødiske synagoge Tempio Maggiore i Rom.

Under besøget opfordrede paven katolikker og jøder til at føre en åben dialog og arbejde sammen.

- Som Moses lærte os, og som Jesus bekræfter i evangeliet, bliver alle buddene opsummeret i kærligheden til Gud og kærligheden til ens næste, sagde paven ifølge CNN.

- Det opfordrer jøder og kristne til at udvise en særlig generøsitet over for de fattige, over for kvinder og børn, fremmede, de syge, de svage og de trængende, sagde han.

Et anspændt forhold
Besøget i synagogen er en del af det, der skal være en årlig 'katolsk dag i dialog med jødedommen'. Sidste år blev det dog ikke til noget, da Vatikanet forinden havde genindført en gammel bøn, der opfordrer til jøders omvendelse. I protest trak de italienske jøder sig fra dialogdagen.

Vatikanet omformulerede bønnen for at gøre skaden god igen, men kort efter opstod der påny konflikt. Paven rehabiliterede en biskop, der benægtede eksistensen af holocaust, og det blev der ikke set mildt på i jødiske kredse.

Paven undskyldte og besøgte Israel, men i forbindelse med dette besøg lød der kritik af, at pave Benedikt XVI havde rykket holocaust-tidens pave, Pius XII, et skridt tættere på en helgenkåring.

Savnede støtte under holocaust

Flere jøder mener, at den daværende pave svigtede jøderne under Anden Verdenskrig. Vatikanet selv siger, at pave Pius XII i hemmelighed reddede flere jøder, men hidtil har de nægtet at åbne arkiverne.

Dette emne blev også berørt under synagogebesøget. Riccardo Pacifici, der er præsident for Roms jødiske samfund, opfordrede igen Vatikanet til at åbne arkiverne.

- Pius XII's tavshed smerter den dag i dag som en forspildt mulighed, sagde han og tilføjede, at den daværende pave kunne have vist solidaritet og trøst ved at udtale sig.

Pavens svar var, at den katolske kirke har beklaget dens tilhængeres fejltagelser. Han bad om tilgivelse for handlinger, der bidrog til antisemitisme og udtrykte håb om bedre relationer mellem katolikker og jøder.

- Må disse sår blive helet for evigt, sagde han.

Kilde: CNN